Åndsvidenskabelige kilder siger, at de gamle mysteriers var kendt og forudset af vismændene i hele perioden. De vidste, at mysterierne skulle have en hvileperiode. Og det var grunden til, at Alexandria biblioteket fortsatte med at opsamle den gamle visdom, på trods af at flere brande forårsaget af de kristne under kejser Theodosius (billedet tv.) truede bibliotekets eksistens. Efter en påstået restaurering af mere end 300.000 manuskripter, blev samlingerne lukket i forbindelse med arabernes erobring. Araberne erklærede, at skrifterne blot var legender fra en mørk tidsalder.

Corpus Hermeticum fortsatte med at cirkulere gennem hele Middelalderen, når skoler med en religiøs overbevisning var i stand til at få fat i og reproducere de gamle skrifter til skolens elever og til deres mæcener. Der eksisterer derfor kristne, jødiske og islamiske oversættelser, hvor mange har identisk indhold, selvom alle er fordrejet af oversætterens egen overbevisning. Desuden blev de kombineret med fragmenter af sort magi, græsk-romersk religion og gamle folketraditioner, som overlevede side om side med den autentiske Hermeticum.

Den italienske filosof Marsilio Ficino var den første, der oversatte de platoniske og hermetiske værker fra græsk og latin i det 15. århundrede sammen med fortolkninger, som præsenterede middelalderens verden for det græsk-romerske Egyptens esoteriske mysterier. Og på dette tidspunkt stod den italienske renæssance i fuld flor.

I det 16. århundrede forlod den dominikanske præst Giordano Bruno ( billedet th.) kirken for at fordybe sig i den egyptiske religions magi og udbrede den platoniske og hermetiske litteratur i Oxford, Prag, Frankfurt og Venedig. Han blev senere fængslet af Inkvisitionen og brændt på bålet i Rom som kætter.

Både Ficino og Bruno og de elever, der fulgte dem, forstod ikke alt det materiale, de arvede fra den store kultur, men de formulerede det godt nok til, at det fik vitalt betydning for de tænkere, der stod bag oplysningen i det 18. århundrede.