Hovedparten af de hermetiske skrifter er i dialogform. De omhandler det ægte åndelige liv, som drøftes af Hermes Trismegistos og hans elever, Tat og Asklepios. Tat er i virkeligheden identisk med Tehuti, som derfor spiller en dobbeltrolle, og Asklepios er det latinske navn for lægen Imhotep. Den guddommelige Pymanders velkendte 14 prædikener er det bedste eksempel på genren. De beskriver klart åbenbaringen og manifestationen af åndelige kræfter i menneskelivet, de åndelige riger, og hvordan man får adgang til dem. De adskiller sig ikke fra det materiale, der normalt betragtes som Egyptens esoteriske tradition, selvom slutningen i det hermetiske system adskiller sig en smule.

Selvom de hermetiske skrifter afspejler de gamle egypteres grundlæggende verdenssyn, så vil de uden tvivl give den overfladiske læser en fejlagtig opfattelse af den spirituelle lære. I begyndelsen foregik den hermetiske åbenbaring ikke ved at en lærer bevidst overførte sin viden til aspiranten. Det var snarere en proces, hvor aspiranten erhvervede sig viden og visdom via en forståelse af Universets naturlige orden og en fordybelse i disse erkendelser gennem adskillige dialoger. I indlæringsprocessen drejede det sig derfor ikke om at nå frem til de rigtige svar, men om at stille de rigtige spørgsmål. Det var vigtigere at forstå problemet, end at opøve evnen til at huske og genfortælle læren.