Forbindelsesled til

de permanente atomer

1. Den fysiske hjerne og dens højere genparter − sammen med nervesystemet og det endokrine kirtelsystem − er forbindelsesleddet til de permanente atomer og den permanente enhed, der er de overfysiske hukommelsescentre, som denne inkarnations forskellige legemer er opbygget omkring. Det skete ud fra, hvor langt mennesket nåede i sidste inkarnation. Når mennesket dør, trækkes disse permanente atomer ud af legemerne og afleverer livets samlede erfaringer og udvikling fra de astrale og mentale legemer sammen med menneskets handlinger op til det evige hukommelsescenter, og det vil sige det kausallegemet eller sjælslegemet. Og ved dødsprocessen ”afspilles” det afsluttede liv i et panoramisk tilbageblik, hvor man ser tilbage på, hvad livet har lært, hvordan man følte, tænkte og handlede. Men det sker ikke fra en subjektiv synsvinkel, hvor alle forsvarsmekanismer sædvanligvis er oppe. Det hele iagttages objektivt – sådan som omgivelserne oplevede situationerne, eller sådan som de i virkeligheden var, og hvilken effekt de havde. Når det igen er tid til at inkarnere, er det sjælen − som sammen med karmiske rådgivere − suverænt afgør, hvor inkarnationen skal finde sted − i hvilket land, i hvilken race, i hvilken familie og hvilken opgave, der skal løses i den kommende inkarnation. Det skal dog tilføjes, at efterhånden som mennesket udvikler sig, får det større og større indflydelse på disse spørgsmål.

Når mennesket fødes igen, får det en ny fysisk hjerne, og de højere genparters indhold fra tidligere liv er slettet. Man kan sammenligne det med at formatere harddisken på computeren. Kun essenserne eller det væsentligste bevares i sjælens hukommelse.

Selvom kausallegemet ofte kaldes det evige hukommelsescenter, er det kun relativt ”evigt”. Det begyndte at opsamle informationer, da mennesket gennemgik individualiseringen for millioner af år siden – dvs. at det passerede grænsen fra dyreriget til menneskeriget. Dyrenes gruppesjæl blev erstattet af det adskilte og individuelle sjælslegeme, som er overvåget og styret af et ophøjet devavæsen, der kaldes en solengel. Solenglen vil først have fuldført sin opgave ved menneskets 4. indvielse, fordi mennesket på dette tidspunkt selv udviklingsmæssigt er kommet på niveau med solenglen, og hermed kan mennesket selv overtage administrationen af de sjælelige funktioner − herunder hukommelsesbanken.

De meget markante og skelsættende erindringer, der er opsamlet i mange inkarnationer, har gjort et menneske til det, det er i dag – det man kalder menneskets karakter og personlighed. Men mange meget traumatiske oplevelser ligger stadig i den del af hukommelsescentret, der kaldes det ubevidste eller underbevidste. Oplevelserne kan være så alvorlige og så vanskelige for dagsbevidstheden at håndtere, at det ofte er nødvendigt at vente med at lade dem komme op i dagsbevidstheden, til mennesket er psykisk stærkt og modigt nok til at behandle dem – og det sker ofte først, når det er på udviklingsvejen.