II. Ikke‑menneskelige

Hvis man vil give en beskrivelse af mentalplanets ikke‑menneskelige beboere, bliver man straks stillet overfor uoverskuelige vanskeligheder, for på mentalplanets første underplan kommer man for første gang i kontakt med et plan, der er kosmisk i sin udstrækning. Derfor findes der væsener, som intet menneskeligt sprog kan beskrive. I denne bog vil det måske være bedst helt at se bort fra de enorme skarer af væsener, der har kosmiske funktioner, og indskrænke sig til udelukkende at omtale de beboere, der er kendetegnende for vores egen verdenskædes mentalplan. I bogen om astralplanet, blev gæster fra andre planeter og verdenssystemer heller ikke omtalt. Selvom besøg på astralplanet er sjældnere end på dette plan, er det nok bedst at følge den samme regel i dette tilfælde. Derfor skal der kun siges nogle få ord om planets elementalessens og om de afdelinger af det store devarige, som har en særlig tilknytning til elementalessensen. Det er uhyre vanskeligt alene at forklare disse relativt enkle principper, og derfor vil det forhåbentligt være indlysende, at det ville have været helt umuligt at give en forståelig beskrivelse af andre langt mere komplicerede emner.

Elementalessensen

En mester har engang udtalt, at det er umuligt for alle andre end indviede at forstå forholdene i det første og det andet elementalrige – et udsagn, der viser, hvor ufuldstændigt og mangelfuldt ethvert forsøg på at beskrive dem må være hernede på det fysiske plan. Man må først og fremmest forsøge at få så klar en forestilling som muligt om, hvad elementalessens egentlig er. Der er stor forvirring om dette emne − selv blandt dem, der er godt inde i den esoteriske litteratur.

Hvad er elementalessens?

Elementalessens er ganske enkelt en betegnelse for tidligere evolutionsstadier af den monadiske essens, der igen kan defineres som det guddommelige livs udstrømning i stoffet gennem 2. Logos. Før denne udstrømning finder sted på individualiseringsstadiet, hvor der dannes et menneskeligt kausallegeme, er den passeret igennem og har besjælet seks lavere evolutionsstadier, nemlig dyreriget, planteriget, mineralriget og tre elementalriger. Under sin besjæling af disse forskellige stadier har man nogle gange kaldt den henholdsvis dyre‑, plante‑ og mineralmonaden, selvom dette udtryk er helt misvisende, for længe før den nåede frem til disse naturriger, er den blevet til ikke én, men mange monader. Man bruger denne betegnelse for at give udtryk for den ide, at selvom differentieringen i den monadiske essens for længst var begyndt, var den endnu ikke nået frem til individualiseringsstadiet. Mens den monadiske essens passerer igennem de tre store elementalriger, der går forud for mineralriget, og den fylder dem med sin energi, kaldes den ”elementalessensen”.

Åndens tilsløring

Inden man kan få en forståelse af den monadiske essens’ natur og af hvordan den manifesterer sig på de forskellige planer, må man først have et klar billede af, hvordan ånden indhyller sig i stoffet under sin nedstigning. Her drejer det sig ikke om, hvordan planernes stof oprindeligt bliver dannet, men simpelthen om en ny evolutionsbølges nedstigning i stof, der allerede eksisterer.

Forud for denne periode har livsbølgen gennem ufattelige tidsaldre udviklet sig på en måde, som det kun er muligt at have en meget begrænset forståelse af, for den har successivt været indesluttet i atomer, molekyler og celler etc. Men her vil hele den tidligere del af dens gådefulde historie ikke blive behandlet, og der fokuseres kun på dens nedstigning i stoffet på planer, der befinder sig indenfor det menneskelige intellekts rækkevidde, selvom de stadig ligger langt over det rent fysiske plan.

Man må forstå, at når ånden under sit ophold på et eller andet plan – ligegyldigt hvilket – på sin vej nedad i stoffet af sin egen evolutions uimodståelige kraft drives fremad til det næste underliggende plan, skal den for at kunne manifestere sig der i det mindste iklæde sig dette lavere plans atomare stof, indhylle sig i et slør af dette stof som et legeme, og dermed bliver den stoffets sjæl eller belivende kraft. Når den fortsætter sin nedstigning til et tredje plan, må den på samme måde tiltrække noget af planets stof, og dermed får man et væsen med et legeme eller en ydre skal, der består af dette tredje plans atomare stof.

Men den belivende kraft i dette væsen – som man kan kalde dets sjæl – er ikke ånden i den tilstand, som den befandt i sig på det højeste plan. Den er nu en ånd, der er tilsløret af det atomare stof fra det andet plan, som den er passeret igennem. Når den stiger endnu længere ned til det fjerde plan, bliver væsenet endnu mere sammensat, for nu får det også et legeme, der består af det fjerde plans stof. Og det er besjælet af den ånd, der allerede er blevet tilsløret to gange − nemlig af det andet og det tredje plans atomare stof. Da denne proces gentager sig på hvert eneste af solsystemets planer, vil den oprindelige kraft − når den er nået frem til det fysiske plan − være så tæt tilsløret, at det ikke kan undre, at den ofte slet ikke opfattes som ånd.

Man kan eksempelvis forestille sig en utrænet clairvoyant, der prøver på at undersøge mineralmonaden – den livskraft, der ligger bag mineralriget. Man kan være ret sikker på, at dette menneskes syn er begrænset til astralplanet, og at det selv dér sandsynligvis vil være meget begrænset. For dette menneske vil denne bagvedliggende kraft simpelthen synes at være astral − men den trænede forsker, som undersøger den ved hjælp af en højere evne, vil se, at det, der af den clairvoyante blev opfattet som astral kraft, blot var atomart stof, der blev sat i bevægelse af kraft, som stammede fra den atomare del af mentalplanet. Den endnu mere fremskredne studerende ville kunne se, at dette atomare mentale stof kun var et legeme, i hvilket noget fra det højeste buddhiske underplan var i virksomhed, mens mesteren ville se, at dette buddhiske stof kun var et legeme for det nirvaniske, og at den kraft, der trådte ind i og virkede gennem alle disse på hinanden følgende slør, faktisk kom fra noget, der lå helt udenfor dette kosmisk‑prakritiske plan, og som simpelthen var en af den guddommelige krafts manifestationer.