Læren om temperamenterne skyldes først og fremmest grækeren Hippokrates (460-mellem 375 og 351 f.Kr). Hippokrates lære blev senere udbygget af den græsk-romerske læge Galénos. Læren går ud på, at der findes fire temperamenter, og et af dem er dominerende i det enkelte menneskes natur. De græske tænkere gik ud fra, at årsagen til temperamenterne skyldes en bestemt blanding af de fire legemsvæsker − blod, gul galde, sort galde og lymfe. Desuden fandtes der en sammenhæng mellem makrokosmos og mikrokosmos, for hver legemsvæske svarede til et af de fire kosmiske elementer − ild, luft, vand og ild.

1) Luft, det sangvinske temperament. 2) Ild, det koleriske temperament.
3) Vand, det flegmatiske temperament. 4) Jord, det melankolske temperament.

Ilden, der er varm og tør, svarer til den gule galde − og gul galde skaber det koleriske temperament. Luften, der er varm og fugtig, svarer til blodet − og blodet er årsag til det sangvinske temperament. Vand, der er koldt og fugtigt, svarer til lymfe − og lymfen skaber det flegmatiske temperament. Jorden, der er kold og tør, svarer til den sorte galde − og sort galde er årsag til det melankolske temperament.