Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

ONDSKAB - den store illusion
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Ondskab-den-store-illusion-Åndsvidenskab

ONDSKAB - den store illusion (5 af 8)


Af alle de rædsler, mennesket har skabt for sig selv, er ingen større end illusionen om det onde. Selv i dag tror mange, at det onde har en objektiv virkelighed.

ONDSKAB - den store illusion (5 af 8)

Godt og ondt i

det relatives verden

 

Ondskab-10-den-store-illusion-van-der-Leeuw

 

Når der i Det Absoluttes verden hverken er godt eller ondt, mens man i det relatives verden er pinligt bevidst om, at noget er ondt, mens andet er godt, hvad er det da, der får mennesket til at opleve bestemte ting som onde og andre som gode?

Først er det vigtigt at forstå, at der på ethvert punkt af den enorme udviklingsplan er visse ting, som er rigtige og passende for et væsen under udvikling, mens andre ikke er det. Visse livsbetingelser var for eksempel de rigtige for forhistoriske tiders krybdyr, men da de vingede væsener udviklede sig, behøvede og udnyttede de livsforhold, der var vidt forskellige fra de forhold, der passede til krybdyrene. Det samme gælder forskellige væsener nu om dage. Vandet er et lige så rigtigt og passende element for fisk, som luften er det for fuglene og jorden for muldvarpe. For hver af disse grupper ville den andens element være skæbnesvangert. Det, der er rigtigt for den ene, er for­kert for den anden. At påstå at visse forhold er rigtige eller for­kerte i sig selv, er det samme som at overse den relativitet, der er en del af billedet, og som gør en relativ sandhed til en absolut absurditet.

I de enkelte væseners liv indenfor arten finder man den samme forestilling om det relativt passende eller det ”rigtige”. Det, der er rigtigt og nødvendigt for ægget, er ikke længere det rigtige for fugleungen. Og de omgivelser, der passer for den hjælpeløse unge, er uegnede for den fuldt udvoksede fugl. Det samme gælder i menneskelivet. De forhold, der passer for det lille barn, ville være helt uegnede for det unge menneske. Og de forhold, der egner sig for et voksent menneske, ville muligvis være livsfarligt for et barn under opvæksten. Relativiteten hersker overalt. Det, der er rigtigt for den ene, er forkert for den anden, og intet er i sig selv rigtigt eller forkert.

Når man går fra det fysiologiske til det psykologiske, ser man det samme. Den livsform, der egner sig for en bestemt type og er sel­ve betingelsen for, at den kan udtrykke sig, ville være en hin­dring og en umulighed for både den mindre og den mere udviklede type. Der findes en læresætning for, hvad der er rigtigt og forkert på ethvert evolutionstrin, og det er, at det, der er rig­tigt på ét trin, som regel er forkert på et andet.

I den hinduistiske filosofi beskrives dette forhold i læren om dharma − et ord, der oversættes med ord som ”pligt”, ”lov”, ”det rigtige” eller ”pålidelighed”. Det er udtryk, der tilsyneladende dækker over ret forskellige begreber, der dog alle kan rummes indenfor sanskritordet ”dharmas” fulde betyd­ning. Der findes ikke et vesterlandsk ord, som omfatter alt, hvad der menes med dharma. Den bedste oversættelse ville måske være ”det rigtige” – det vil sige, det, der er lovmæssigt, korrekt og passende. Dette rigtige og passende ville da være loven i sociale forhold, pligten i det enkelte menneskes liv og sandheden i filosofiske og religiøse spørgsmål. Men den centrale ide ville altid være det, der er rigtigt og passende. I Manusmrti[1] siges det, at der er en særlig dharma for hver af yugaerne eller evolutionsperioderne, og det vil sige, at der på hvert enkelt udviklingstrin er et specielt sæt love, metoder − ja endog instruktioner − der er rigtige og passende for en bestemt gruppe mennesker.

I den hinduistiske filosofi finder man ikke alene tanken om dharma anvendt på nationen eller racen, men også på det enkelte individ. Som følge af reinkarnationslæren kender og anvender hinduismen kastesystemet og anerken­der fire kaster: Præsterne eller lærerne, krigerne og herskerne, købmænd og håndværkere og de, der udfører tjenestearbejdet. Hver kaste repræsenterer et udviklingstrin, og hver har sine særlige rettigheder og pligter − sin egen dharma. Det, der er rigtigt for den ene kaste, er forkert for en anden. Men ingen livsform kan i sig selv betragtes som rigtig eller forkert. Indenfor hver kaste gælder også læren om dharma, og i de højere kaster er den enkeltes liv delt i fire stadier eller ashramas − nemlig elevens, husholderens, skovbeboerens og den hjemløse vandringsmands. Hvert af disse stadier har igen egne rettigheder og pligter, der svarer til mentaliteten i den livsperiode, de kommer til udtryk i. Det, der er rigtigt for eleven og er elevens pligt, er for­kert for husholderen eller den, der bor i skovene, og ingen livs­form og intet regelsæt er i sig selv det rigtige eller det forkerte.

 

Ondskab-11-den-store-illusion-van-der-Leeuw

Dharmas hjul

 

Der findes således en dharma − en tingenes orden − som er rigtig og passende for nutidens menneskehed, og som er udtryk for tidsal­derens ånd. Og den varierer naturligvis for hver race og nation. Selv indenfor hver enkelt nation er der selvfølgelig mennesker, der er mere fremskredne end andre − og mennesker, der er under gennemsnittet. De første er forud for nationens dharma, mens de andre endnu ikke helt har nået det trin, den giver udtryk for. Ikke desto mindre findes der i en nation eller race en stor majoritet, som stort set står på samme trin, og for dem gælder nogenlunde de samme leveregler. Nutidens almindelige dharma er udtrykt i de moralske og etis­ke begreber, som omfatter det, man nu for tiden betragter som godt eller ondt − rigtigt eller forkert. Det kan ikke undgås, at nogle af de sociale konventioner og moralske sædvaner er sakket bagud for menneskeånden, der er under udvikling, og derfor er de ofte kun en byrde for dem, som er forud for deres tid. Ikke desto mindre er der en moral − en forestilling om, at bestemte ting er gode, mens andre er onde. Disse begreber hører til denne tidsalder − helt på samme måde, som enhver tidsalder i fortiden har haft sin egen og anderledes moral.

 

 

_________________________________

[1] Manusmrti − skrives også Manusmriti eller Manusmruti – på sanskrit: मनुस्मृति. Er også kendt som Manava-Dharmaśāstra (på sanskrit: मानवधर्मशास्त्र). Det er det vigtigste og tidligste metriske værk Dharmaśāstra i hinduismens tekstuelle tradition. I Vesten findes værket på engelsk med titlen ”Manus love”.

_________________________________

Artikel-Ondskab-den-store-illusion-Åndsvidenskab
Download-fil: ONDSKAB - DEN STORE ILLUSION - J.J. van der Leeuw


Artikel-Ondskab-den-store-illusion-Åndsvidenskab
Læsefil med vendbare sider: ONDSKAB - DEN STORE ILLUSION