Som nævnt var det tidligere forskernes opfattelse, at psykologi skulle baseres på fysiologi, og som sagt er det forkert, når det forstås sådan, at det er fysiologiske forhold, der skaber bevidstheden. Men det er rigtigt i den forstand, at fysiologiske forhold er en forudsætning for manifestationen af bevidsthed og i stor udstrækning begrænser dens udtryk på det fysiske plan.

Der er i høj grad behov for at forstå bevidsthedens mekanisme, hvis man vil forstå bevidsthedens manifestationer, og man må studere mekanismen for at blive i stand til at følge manifestationsformerne, og hvad der er endnu vigtigere – de teknikker, der kan benyttes til at forbedre mekanismen, så mennesket kan udvikle en mere omfattende manifestation af bevidstheden.

Hvis man f.eks. undersøger et rør, der er beregnet til at lede vand ned i et kar, vil ingen påstå, at det er røret, der skaber vandet, selvom der ikke ville løbe vand i karret, hvis røret ikke var der. Men det er naturligvis vigtigt, at røret ikke er tilstoppet, så vandstrømmen reduceres, og på samme måde er det vigtigt, at den mekanisme, som bevidstheden kræver for at kunne manifestere sig, er så funktionsdygtig som mulig, så mekanismen ikke blokerer eller reducerer bevidsthedens manifestation. De forhindringer, der eventuelt er der, skal fjernes, og rørets diameter skal udvides, hvis det er muligt. For at kunne gøre det, må man kende bevidsthedens mekanisme.

Under det normale udviklingsforløb er mennesket i kontakt med tre verdener. I åndsvidenskabelig litteratur kan man læse om tre bevidstheds- og eksistensplaner, som mennesket permanent er forbundet med. Det er det fysisk-æteriske plan, astralplanet og mentalplanet. De tre verdener er ikke adskilt i rummet, men gennemtrænger hinanden, og derfor har de et stort område tilfælles. Årsagen til at mennesket er til stede på de tre planer, er, at personligheden består af tre legemer, som er forudsætningen for, at mennesket kan stå i forbindelse med de tre verdener, og legemerne kan bruges enkeltvis eller som en enhed.

Når mennesket dør, afkastes det fysiske legeme, men døden repræsenterer alene en overgang til de to andre legemer, som mennesket herefter lever, tænker og føler i. Døden er ikke andet end aflæggelsen af det fysiske redskab, og efter døden er den eneste forskel for mennesket, at det ikke længere kan komme i direkte forbindelse med den fysiske verden, fordi det har mistet sit fysiske kommunikationsmiddel. Det er den opfattelse af menneskets verden, der er udgangspunkt i denne artikel om bevidsthedens mekanisme. Det er hensigten at beskrive de tre legemer, der hver har sin egen verden. De er allerede aktive, og i en vis udstrækning fungerer de som et redskab for bevidstheden.

På nuværende tidspunkt er to af legemerne temmelig ufuldkomne, men hvis deres eksistens blev anerkendt, ville de være til større gavn for bevidstheden, for så ville de blive brugt bevidst. Det er evolutionens lov, at et organ skal opbygges gradvis ved egen indsats for at komme til at fungere fuldt ud. Eksempelvis lærer man ikke et barn at gå ved at give det en udførlig instruktion om benenes muskulatur, ligevægtsprincipperne m.m. Man rækker simpelthen et stykke legetøj frem og siger: "Kom og tag det, du kan, hvis du prøver". Og barnet prøver. Det ved intet om sine muskler, men det gør forsøg på at bevæge benene, og gradvis vinder det kontrol over sit redskab. Barnet går, fordi livet kræver bevægelse, og naturen har leveret redskabet.

Det samme gælder bevidsthedens redskab, men man ved meget lidt om det, fordi man ikke bruger det. Hvis man bruger det, vil det gradvis komme under kontrol, og det vil – ligesom barnets krop – kunne leve op til evolutionens krav om udvidet bevægelsesfrihed. Menneskets forsøg på at erhverve sig kundskab vil gøre bevidsthedens redskab klar til at blive brugt af tankesindet.