Måske vil det være gavnligt, hvis jeg fortæller om min egen erfaring på dette område. Under den første del af mit ophold i Indien for mange år siden forsøgte jeg ikke at vække slangeilden, for jeg vidste faktisk ikke ret meget om den, og jeg mente, at for at få gavn af den måtte man være født med et specielt psykisk sensitivt legeme, og det var jeg ikke. Men en dag anbefalede en af mestrene en bestemt form for meditation, som ville vække kraften. Jeg fulgte naturligvis straks opfordringen og opnåede efterhånden et godt resultat. Jeg er imidlertid ikke i tvivl om, at mesteren holdt øje med eksperimentet og ville bremse mig, hvis det blev farligt. Jeg har hørt, at der er indiske asketer, der underviser deres elever i at vække denne ild, samtidig med at de selvfølgelig holder et vågent øje med dem under processen. Jeg kendte ingen af dem og ville heller ikke have tillid til dem, medmindre de blev anbefalet af en, som jeg vidste havde den nødvendige indsigt.

Jeg bliver ofte bedt om at rådgive folk om aktivering af denne kraft, og jeg råder dem til at gøre nøjagtig det samme, som jeg selv har gjort. Jeg anbefaler dem at tage fat på det esoteriske arbejde og vente, indtil de får en bestemt ordre fra en mester, som vil påtage sig at lede deres psykiske udvikling, mens de fortsætter med de almindelige meditationsøvelser, de anvender. Der er ingen grund til at spekulere på, om udviklingen begynder i den nuværende inkar­nation eller i den næste. De skal se sagen fra sjælens synspunkt og ikke fra personlighedens. De kan roligt stole på, at mestrene altid er på udkig efter mennesker, de kan hjælpe. Og det er helt utænkeligt, at nogen kan blive overset, og de vil helt sikkert tilbyde deres vejledning, når de mener, at tiden er inde.

Jeg har aldrig hørt om en aldersgrænse for denne udvikling, og så vidt jeg kan se, gør alderen ingen nogen forskel. Men et godt helbred er en forudsætning, for kun et stærkt legeme kan holde til belastningen, der er langt større, end mennesker, der endnu ikke har gjort forsøget, overhovedet kan forestille sig.

Når kraften er vækket, skal den holdes under streng kontrol og føres igennem centrene i en orden, der varierer fra men­nesketype til mennesketype. For at være effektiv skal bevæ­gelsen ske på en bestemt måde, som mesteren vil forklare, når den tid kommer.

Som sagt er de astrale og de æteriske centre meget nært forbundet med hinanden, men de er adskilt og gennemtrængt på en måde, der ikke er let at beskrive. De deles af en væg eller et tæt væv, der består af et enkelt lag af fysiske atomer, som er stærkt komprimerede og gennemtrængt af en særlig form for livskraft. Det guddommelige liv, der normalt strømmer fra astrallegemet og ind i det fysiske legeme, er afstemt på en måde, sådan at det uden besvær passerer igennem dette lag, men som samtidig danner en uigennemtrængelig barriere for alle andre kræfter ‑ det vil sige for alle de kræfter, der ikke er i stand til at anvende begge planers atomare stof. Vævet er naturens beskyttelse mod en for tidlig åbning af en udveksling mellem planerne ‑ en udveksling, der kun ville få ødelæggende følger.

Under normale forhold er det dette væv, der afskærer mennesket fra klart at huske oplevelser under søvnen. Det er også dette væv, der er årsag til den kortvarige bevidstløshed, der altid opstår efter døden. Der er tale om en barmhjertige forholdsregel, for uden den kunne et astralt væsen udsætte et gennemsnitsmenneske for kræfter, som det ikke har styrke til at kontrollere, eller som det er uvidende om, og ikke er i stand til at klare. Dette menneske ville risikere at blive besat af et eller andet astralt væsen, som ønskede at gøre sig til herre over menneskets legemer.

Det er derfor let forstå, at beska­digelse af vævet er en alvorlig ting. Vævet kan beskadiges på flere måder, og man bør gøre alt, for at forhindre det. Det kan beskadiges ved et tilfælde eller som følge af langvarigt misbrug. Hvis astrallegemet udsættes for et stort chok som for eksempel en pludselig voldsom forskrækkelse, kan det fine væv blive ødelagt, og vedkommende kan blive dre­vet til vanvid. (Der er selvsagt andre måder, hvor frygt kan resultere i sindssyge). Et voldsomt vredesudbrud kan have samme virkning. Det kan oven i købet ske som følge af enhver usædvanlig stærk følelse af ond karakter, der skaber en slags eksplosion i astrallegemet.

Der er to slags misbrug, der gradvis kan beskadige det beskyttende væv, og det er alkohol eller narkotika og bevidste forsøg på at åbne de porte, som naturen har holdt luk­ket. Visse medikamenter og drikke - navnlig alkoholiske og samtlige narkotika herunder også tobak - indehol­der stof, som, når det nedbrydes, bliver flyg­tigt, og noget af det går fra det fysiske plan til det astrale. (Selv te og kaffe indeholder dette stof, men i så små mængder, at virkningen som regel først viser sig efter langvarigt mis­brug.)

I menneskelegemet farer disse bestanddele ud gennem chakraerne i modsat retning af den, de er indrettet til. Når det gentager sig, bliver vævet alvorligt beskadiget og til sidst ødelægges det helt. Beskadigelsen og ødelæggelsen kan ske på to måder afhængig af mennesketypen og mængden af disse bestanddele i det æteriske og astrale legeme. For det første kan det flygtige stof simpelthen brænde vævet bort på dets vej igennem det, og dermed åbnes porten for uhensigtsmæssige kræfter og forskellige lave indflydelser.

For det andet kan de flygtige bestanddele under passagen hærde atomerne, sådan at deres pulserende bevægelse bliver hæmmet og lammet. Derfor kan de ikke vitaliseres af den bestemte krafttype, der binder dem sammen til et væv. Konsekvensen er en slags forbening af vævet. I stedet for at for meget strømmer ind fra det ene plan til det andet kommer der i stedet meget lidt igennem.

Hos alkoholikere ses begge former for beskadigelse af vævet. Nogle af de alkoholikere, der lider under virkningerne af den første form, får delirium tremens, eller de bliver ofre for besættelse eller sindssyge. Disse tilfælde er trods alt forholdsvis sjældne. Den anden form for beskadigelse er mere almindelig. Her kommer virkningerne til udtryk i almindelig reduktion af vedkommendes karaktertræk. Resultatet er grov materialisme, brutalitet og primitiv adfærd. Alle finere følelser og evnen til selvbeherskelse går tabt. Al ansvarsfølelse forsvinder. Dette menneske elsker muligvis sin ægtefælle og sine børn i ædru tilstand, men når begæret efter spiritus trænger sig på, bruges alle de penge, der skulle være brugt til familiens behov, til at tilfredsstille dette primitive begær, og al kærlighed og ansvarsfølelse er helt forsvundet.

Konsekvensen af den anden form for beskadigelse af vævet ses ofte hos mennesker, der er slaver af tobak. Virkningerne er tydelige i det fysiske, det astrale og det mentale legeme.

Fysisk set gennemsyrer tobakken mennesket med stærkt forurenende partikler. De skaber så grove stoflige uddunstninger, at det kan opfattes af lugte­sansen. I astral henseende tilføres der ikke alene urene stoffer i astrallegemet. De har også ten­dens til at dæmpe mange af vibrationerne, og det er forklaringen på, at man siger, at den ”beroliger nerverne”. Hvis målet er åndelige fremskridt er det selvfølgelig ikke klogt at dæmpe vibrationerne eller at få astrallegemets aktivitet begrænset af giftige partikler. Mennesket har behov for evnen til omgående at reagere på alle mulige frekvenser, og samtidig have fuldkommen kontrol over dem. Begærene skal være som heste, der styres af den intelligente tanke. De skal sørge for, at mennesket kommer derhen, hvor det vil, i stedet for at løbe løbsk. Det er det, tobaksvanen gør, for den fører rygeren ud i situationer, hvor sjælen ved, at den ikke burde komme. Konsekvensen efter døden er også meget sørgelig. Rygning medfører en slags forbening og lammelse af astrallegemet. Den afdøde vil derfor i lang tid ‑ det kan strække sig over uger og måneder - være totalt hjælpeløs, sløv, næsten bevidstløs, indespærret som i en slags fængsel, ude af stand til at kommunikere med sine venner og midlertidigt både døv og blind for alle højere indflydelser. Spørgsmålet er, om det er umagen værd at påføre sig selv al­le disse lidelser blot for at tilfredsstille denne ynkelige vane? Enhver, der virkelig ønsker at udvikle sine legemer, vække sine chakraer og gøre åndelige fremskridt, vil gå langt udenom tobak.

Som allerede nævnt er det meningen, at alle indtryk, der passerer fra det ene plan til det andet, udelukkende skal gå igennem de atomare underplaner, men når denne forbeningsproces sætter ind, påvirker den ikke alene andet atomart stof, men selv stof fra det andet og tredje underplan. Derfor er der kun forbindelse mellem det astrale og det æteriske, når en eller anden kraft, som påvirker de lavere underplaner ‑ hvor der kun er ubehagelige og negative indflydelser ‑ tilfældigvis er kraftig nok til at fremtvinge en reaktion alene på grund af sin voldsomme vibration.

Selv om naturen har dannet disse væv for at beskytte centrene, er det bestemt ikke hensigten, at de altid skal være lukkede. Der findes en rigtig metode til åbning af dem. Måske er det mere korrekt at sige, at det ikke er hensigten, at portene skal åbnes mere, end de allerede er, og at mennesket skal udvikle sig tilstrækkeligt til, at det bliver muligt at lade en hel del mere strømme gennem den anerkendte kanal.

Gennemsnitsmenneskets bevidsthed er ikke i stand til at anvende rent atomart stof i hverken det fysiske eller det astrale legeme, og under normale forhold er der ikke mulighed for bevidst kommunikation mellem de to planer. Den rigtige metode til skabelse af bevidst kommunikation består i at forædle begge legemer, indtil det atomare stof i dem begge er helt vitaliseret. Først da kan kommunikation imellem dem foregå ad denne vej. Når forædlingen er sket, bevarer vævet sin position og aktivitet i fuldt omfang, men den er ikke længere en barriere for den fuldkomne kommuni­kation, selv om den stadig opfylder sin hensigt. Det er vævets opgave at forhindre den nære kontakt mellem lavere underplaner, som ville gøre det muligt for uhensigtsmæssige indflydelser at passere igennem.

Det er årsagen til, at der alvorligt opfordres til at vente med udviklingen af de psykiske evner, indtil de opstår naturligt og automatisk som et resultat af karakterudviklingen, for det fremgår tydeligt af studiet af disse kraftcentre, at det er det, der vil ske. Den naturlige udvikling er den eneste absolut sikre metode, for på den måde opnår den studerende alle fordelene og undgår alle farerne. Det er den vej mestrene har valgt i fortiden, og det er derfor den vej, mennesket bør følge i dag.