Jeg nedskrev størstedelen af de oplysninger om chakraerne for mange år siden, og dengang kendte jeg kun meget lidt til den omfattende litteratur, der findes om emnet på sanskrit. Siden da er flere vigtige værker om chakraerne imidlertid blevet oversat til engelsk, herunder The Serpent Power, der er en oversættelse af Ar­thur Avalon af Shatchakara Nirupana, Thirty Minor Upanishads oversat af K. Narayanaswami Aiyar og Shiva Samhita, oversat af Sris Chandra Vidyarnava. I disse værker er chakraerne meget detaljeret beskrevet, men der er desuden mange bøger, hvori centrene behandles mere periferisk. I Avalons værk findes der fremragende farvebilleder af alle chakraerne i den symbolske form, som hinduistiske yogier altid benytter. Denne del af hinduernes videnskab er efterhånden ved at blive kendt i Vesten, og jeg vil her forsøge på at give et kort resumé af dem.

De chakraer, der beskrives i disse sanskritværker, er identiske med dem, vi ser i dag, bortset fra, at inderne som tidligere nævnt er­statter miltcentret med svadhishthanacentret. De er indbyrdes uenige om antallet af kronblade, men stort set er der overensstemmelse med os, selv om de af en eller anden grund ikke tager kroncentret med, men begrænser sig til seks chakraer og kalder kroncentret sa­hasrara padma - den tusindbladede lotusblomst. De har kendskab til det lille tolvbladede center i kronchakraet og omtaler det også. De taler om to kronblade i stedet for 96 i det sjette chakra, men der er ingen tvivl om, at de tænker på de to halvdele af dette center der omtales i 1. kapitel.

Uoverensstemmelserne med hensyn til antallet af kronblade er uden betydning. I Yoga Kundalini Upanishad tales der om seksten kronblade i hjertecentret i stedet for tolv. Og i Dhyanabindu Upanishad og Shandilya Upanishad tales der om tolv eger i stedet for ti i solar plexus chakraet. I en række bøger nævnes der desuden et chakra under hjertet og flere centre mellem pande‑ og kroncentret - alle sammen af stor betydning. I Dhyanabindu Upanishad siges der, at hjertelotusen har otte kronblade, men beskrivelsen af, hvordan chakra anvendes i meditation, viser - som vi senere skal se - at det sandsynligvis er det førnævnte sekundære hjertechakra, der tænkes på. Som man vil se af tavle V, hvor oplys­ningerne i nogle af hovedværkerne er sammenholdt med vores egen liste, er der ligeledes nogle uover­ensstemmelser med hensyn til kronbladenes far­ver.

Tavle V

Planche - Chakraerne - Tavle V

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Det er ikke underligt, at disse uoverensstemmelser forekommer, for der er forskel på iagttagernes clairvoyante evner. De oplysninger, der er givet i 1. kapitel, er baseret på en række vesterlandske studerendes omhyggelige iagttagelser, og de har taget alle forholdsregler for at verificere det, de har set, og de har sammenlignet deres resultater.

De tegninger af chakraerne, som de hinduistiske yogier udførte til undervisning af deres disciple, er altid symbolske og er ikke et forsøg på at vise chakraernes faktiske udseende - bortset fra at man som regel har forsøgt at vise antallet af og farven på kronblade. I midten af deres tegninger ser man en geometrisk figur, et bogstav fra sanskritalfabetet, et dyr og to guddomme - en maskulin og en feminin. Fig. 9 er en reproduktion af den tegning af hjertechakraet, der findes i Arthur Avalons bog, The Serpent Power. Jeg vil forsøge at forklare betydningen af de forskellige symboler.

Formålet med laya eller kundalini yoga er det samme som med enhver anden form for indisk yoga, nemlig at forene sjælen med Gud, og for at opnå dette er det altid nødvendigt at arbejde ad tre forskellige linjer - kærlighedens, tankens og handlingens. Selv viljen er i fokus i en bestemt yoga-retning (sådan som det er tilfældet i den lære der beskrives i Yoga Sutras), og i en anden lægges der særlig vægt på kærlighed (som for eksempel i den belæring, Shri Krishna giver Arjuna i Bhagavad Gita), påstås det altid, at der må skabes resultater på alle tre områder. Patanjali lader således aspiranten begynde med tapas eller bestræbelsen på at rense sig, svadhyana eller studie af åndelige forhold og Ishvara Pranidhana eller ubrudt hengivenhed til Gud. Efter at have forklaret aspiranten, at visdom er det mest værdifulde redskab, når det drejer sig om et tjenestearbejde, tilføjer Shri Krishna ligeledes, at det kun kan læres gennem gudhengivenhed, stræben efter kundskab samt aktiv tjeneste. Og han slutter med disse vigtige ord: ”De vise, der ser sandheden, vil lære dig visdom.” I Ved Mesterens Fødder, der er den mest nutidige gengivelse af den østerlandske lære, finder man den samme trefoldighed af egenskaber, for kvalifikationerne omfatter skelneevne, positiv adfærd og udvikling af kærligheden til Gud, guruen eller læreren - og mennesket.

For at forstå diagrammerne af chakraerne, som de indiske yogier bruger, må man huske, at hensigten er at hjælpe aspiranten til at gøre fremskridt ad alle disse tre linjer. Det er nødvendigt, at aspiranten erhverver sig viden om, hvordan verden og mennesket er indrettet ‑ det, der i dag kaldes åndsvidenskab ‑ og at man gennem respekt for det guddommelige udvikler en dyb og stærk hengivenhed samtidig med, at man bestræber sig for at vække kundalinikraftens indre lag og føre denne kraft - der altid omtales som en gudinde - igennem chakraerne i en bestemt rækkefølge.

Da man har alle disse tre formål for øje, findes der i hvert chakra nogle symboler, som står i forbindelse med undervisning og hengivenhed, og som ikke nødvendigvis skal betragtes som en væsentlig del af chakraet eller dets funktion. I den liberalkatolske kirkes gudstjenester eller kollektive yoga‑øvelser ser man et vesterlandsk eksempel på det samme.

Fig. 9

Her forsøger man også ved at praktisere den magi, som ritualerne indebærer, at stimulere hengivenheden og samtidig formidle åndelig indsigt. Vi må ikke glemme, at i tidligere tider havde yogier datidens palmebladsmanuskripter, og de havde derfor behov for at støtte hukommelsen, ved hjælp af symbolerne. De sad af og til ved fødderne af deres guruer og senere skulle de huske og rekapitulere den esoteriske viden, de lærte ved hjælp af deres notater og tegninger.