Det universelle tanksind
Det universelle tankesind kan overordnet opdeles på denne måde:
- Det guddommelige tankesind
- Det abstrakte tankesind
- Det konkrete tankesind
Det guddommelige tankesind
Det guddommelige tankesind er det højeste, et menneske kan kontakte. På nuværende udviklingsniveau er dette høje niveau ren teori. Det guddommelige tankesind er åndens naturlige domæne og rummer udelukkende det, der har forbindelse til den kosmiske bevidsthed. Intet på dette høje niveau har relation til form. Form, sådan som mennesket forstår det, eksisterer ganske enkelt ikke. Planet kaldes derfor ”formløst”. Her finder man bevidsthed i et stadie af ren væren – så langt som mennesket er i stand til at fortolke ”væren”.
Det abstrakte tankesind
Det abstrakte tankesind er sjælens domæne, og det er det højeste aspekt, som den personlige bevidsthed kan udtrykke. Det er her, den lavere bevidsthed forenes med sjælen. Det abstrakte tankesind er broen mellem det stoflige og det guddommelige. Bestræbelserne for frigørelsen fra menneskets tre lavere verdener udgår fra dette sted.
Fra det guddommelige tankesind strømmer de impulser, som bliver ideer eller abstraktioner i det abstrakte tankesind i sjælens verden. Her omsættes abstraktionen til form. Set fra menneskets udviklingsniveau er formen perfekt, men den mangler at blive korrekt manifesteret. Former i personlighedens tre verdener fordrejes ofte af den personlige bevidsthed, fordi den endnu er ufuldkommen.
Det konkrete tankesind
Det konkrete tankesind er domænet for den mentalt polariserede personlighed. Og det er det laveste plan, sjælen kan kontaktes på. Lavere planer kontaktes udelukkende af personligheden, som enten arbejder under sjælens ledelse eller på egen hånd. På dette bevidsthedsniveau tager abstraktionen form som en konkret tanke, der udarbejdes af personligheden på astralplanet og på det fysiske plan.
|