En lektion

Inden Jakob blev født, havde Gud talt til hans moder og varslet, at Jakob ville få førstefødselsretten. Men i stedet for at vente på, at Gud ville give den til ham, sådan som Han ønskede det, planlagde hun sammen med Jakob en måde at få retten på gennem løgn og bedrageri. Her er en lektion for nutidens menneskehed.

Ligesom Isak på en måde er en slags Kristus, så er Rebekka en slags kirke, med svagheder og sanselighed.

Af og til har mennesket for travlt. Det beder Gud om ting, som Han har lovet. Derefter vil det gerne forsøge at diktere Ham, hvordan og hvornår det skal gøres! Mennesket må lære ”at vente på Gud”. Han gør altid tingene på sin måde, og når Han beslutter det. Og Han fortæller, at Hans veje ikke er de samme som menneskets veje!

Hvis Jakob havde stolet på Gud i stedet for at agere på egen hånd og på en forkert måde, så ville han have fået førstefødselsretten på en mere værdig måde. Som omstændighederne nu var, så havde Jakob (navnet betyder ”suppleant”) meget store vanskeligheder med at få Guds velsignelse. Først efter flere års prøvelser og modstand − og efter til sidst at have kæmpet en hel nat med en engel og erkendt, at hans navn var ”suppleant” – først da velsignede Gud Jakob, fjernede hans skamfulde navn og gav ham et nyt og rent navn − Israel − som betyder ”sejrherren” eller ”herskeren” eller ”den, der har vundet Guds nåde”.

Læg mærke til, at gennem Abraham, Isak og Jakob blev løfterne givet til én mand ad gangen. Der var ikke antydning af national storhed, før efter Jakob. I tre generationer havde det været en ”enkeltmandsnation”. Men Jakob havde tolv sønner, og gennem dem opstod de fremtidige store nationer og grupper af nationer.

Den næste legale arving til førstefødselsretten var Ruben. Han var Israels førstefødte søn med hans første kone Lea. Men Ruben mistede førstefødselsretten, ligesom Esau. Og Josef, Jakobs søn nummer elleve, med den førstefødte med Rachel, hans anden og højtelskede kone, fik den i stedet.

Førstefødselsretten tilhørte legalt set Ruben og ikke Josef. Men Ruben fik den ikke, fordi han var gået i seng med sin egen moder! Dette omtales i 1. Krøn. 5,1-2: ”Ruben, Israels førstefødtes, sønner − han var nemlig den førstefødte, men da han vanærede sin faders leje, gaves hans førstefødselsret til Israels søn, Josefs, sønner, dog ikke således at de i slægtsbogen opføres som førstefødte − thi Juda herskede over sine brødre, og af hans midte skulle fyrsten tages, men førstefødselsretten blev Josefs.”

På dette tidspunkt blev de to forskellige dele af Abrahams løfter delt! Læg nøje mærke til dette!

Førstefødselsretten, inklusive Palæstina − løftet om materiel storhed og national rigdom og dominans over nationer − blev givet til Josef og hans sønner.

Førstefødselsretten arvedes ikke af alle Israels stammer! Jøderne fik den ikke! Kun en del af israelerne − Josefs arvinger − fik disse løfter!

Da tiden nærmede sig, hvor Israel skulle dø, boede han og hans sønner i Egypten. Her tages der udgangspunkt i, at læseren kender historien om, hvordan Josefs brødre sænkede ham ned i en dyb brønd og solgte ham til Potifar og hans kone, der tog Josef med til Egypten. Her blev han senere administrator og premierminister under faraoen og styrede i virkeligheden landet. Efter de syv gode år kom de syv magre år, og Josef havde oplagret fødevarer med henblik på disse magre år. Josefs brødre kom til Egypten for at bede om mad, og Josef overtalte dem til at hente deres gamle far og Benjamin til Egypten og afslørede til sidst under dramatiske forhold, at han var deres broder.

Dette var egentlig meget profetisk! Det vil snart igen blive afsløret, hvordan Josefs arvinger kommer til at vise deres sande identitet for deres brødre − og verden i øvrigt. Denne identitet er endnu skjult.

Nu var tiden kommet, hvor førstefødselsretten skulle overleveres til en ny generation. Der blev rapporteret til Josef, at hans fader Israel var syg. Han tog sine to sønner Manasse og Efraim − der var sønner af en egyptisk moder med sig − og skyndte sig hen til den døende patriark.

”Da det nu meldtes Jakob, at hans søn Josef var kommet, tog Israel sig sammen og satte sig oprejst på lejet. Jakob sagde til Josef: ‘Gud den Almægtige åbenbarede sig for mig i Luz i Kana’ans land og velsignede mig − og han sagde til mig: Jeg vil gøre dig frugtbar og give dig talrigt afkom og gøre dig til en mængde stammer, og jeg vil give dit afkom efter dig dette land til evig eje!” (1. Mos. 48,2-4).

Bemærk her, at der slet ikke tales om, at alle verdens folk skulle blive velsignede i denne ene sæd! Der nævnes intet om konger. Ikke et ord om åndelig velsignelse!

Disse løfter vedrører derfor førstefødselsretten.

”Nu skal dine to sønner, der er født dig her i Egypten før mit komme til dig her i Egypten, være mine, Efraim og Manasse skal være mine så godt som Ruben og Simeon,” (vers 5)

Jakob (Israel) adopterede altså Josefs to sønner og gjorde dem lovligt til sine egne sønner. Dette var uden tvivl på grund af, at de var halvt egyptere. Israel gjorde dem til sine egne sønner, så at han kunne give førstefødselsretten til dem.

Læg også mærke til, at i de første vers i 48’ kapitel bliver Manasses navn nævnt først, fordi han var den ældste af de to. Men nu nævner gamle Israel Efraims navn først! Israel sagde til Josef: ”Bring dem hen til mig, at jeg kan velsigne dem! Men Israels øjne var svækkede af alderdom, så han kunne ikke se” (9-10).

Husk nu, at førstefødselsretten lovligt set tilhører den først fødte medmindre, den ændres gennem guddommelig indgriben. Den, der skulle få denne ret, skulle have Israels højre hånd på sit hoved. Det er grunden til at Josef ”− tog dem så begge, Efraim i sin højre hånd til venstre for Israel og Manasse i sin venstre hånd til højre for Israel, og førte dem hen til ham” (vers 13).

Men endnu engang blandede den Almægtige sig i uddelingen af denne utrolige førstefødselsret! Israel var blind. Han kunne ikke se drengene foran sig. Og han krydsede armene! ”Men Israel strakte sin højre hånd ud og lagde den på Efraims hoved, uagtet han var den yngste, og sin venstre hånd lagde han på Manasses hoved, så at han lagde hænderne over kors − thi Manasse var den først fødte. Derpå velsignede han Josef og sagde: ‘Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, så at mit navn og mine fædre Abraham og Isaks navn må blive nævnet ved dem, og må vokse i mængde i landet!” (vers 14-16). Oversættelsen i flere andres Bibler lyder: ”… må forøge sig og blive talrige på Jorden!”

Lade hvem forøge sig så talrigt? Lade hvilke arvinger blive så talrige og forøge sig så meget?

Ikke Juda, jødernes fader, men Efraim og Manasse!

Hvorfor har man været så blind for denne enkle kendsgerning – og her tænkes der både på kirken og de bibelstuderende?

Bemærk også, at Israel ikke gav denne velsignelse til kun den ene af drengene, men til begge to samtidigt! − ”… så at mit navn og mine fædre Abrahams og Isaks navn må blive nævnet ved dem” − var en del af denne velsignelse.

Hans navn var Israel. Ergo var det arvingerne til disse to drenge, der skulle kaldes Israel. Ikke Juda eller jøderne!

Her står det krystalklart, at Israel i al fremtid var stemplet på Efraim og Manasse! En ganske chokerende kendsgerning − og alligevel så tydeligt dokumenteret i denne velsignelse.

Men hvem er i dag i henhold til Bibelen de virkelige israelere? Efraim og Manasse! Husk det! Det er årsagen til, at så mange profetier om ”Israel” og ”Jakob” ikke henviser til jøderne eller til nogen anden nation, som i dag er arvinger efter andre israelske stammer.

Sammen skulle disse to drenges arvinger vokse sig store og mægtige.

På dette tidspunkt opdagede Josef, at Israels højre hånd ikke var på den først fødtes hoved. Han prøvede at flytte på den. ”‘Nej, ikke således, fader, thi denne er den førstefødte − læg din hånd på hans hoved!’ Men han fader vægrede sig og sagde: ‘Jeg ved det, min søn, jeg ved det! Også han skal blive til et folk, og også han skal blive stor − men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive til en mangfoldighed af folkeslag!’ Således velsignede han dem på den dag og sagde: ‘Med eder skal Israel velsigne og sige: Gud gøre dig som Efraim og Manasse!’ Og han stillede Efraim foran Manasse.” (1. Mos. 48,18-20).

Ifølge dette var løfterne altså ikke kollektive. Israel profeterede her i sin velsignelse individuelt til disse to.

Tidligere er der omtalt ”et folk” og ”flere folk” − en nation og en gruppe af nationer. Her kan man nu se, at ”en nation”, der vil blive virkelig stor, ville komme fra Manasses arvinger. ”Grupper af nationer” skulle komme fra Efraim.

Bemærk også, at inden løfterne blev delt, indikerede den døende patriark, at disse to drenge skulle blive sammen og vokse i størrelse sammen, og først senere skilles.

Der er derfor ingen grund til at lede efter en fuldbyrdelse af disse løfter blandt Judas’ sønner eller blandt de andre stammer, men alene hos disse to drenge − Efraim og Manasse.

Mens Israel alligevel uddelte profetier, kaldte han sine tolv sønner sammen for at fortælle dem, hvad der ville ske ”i de sidste dage”.

Her er profetier, som burde kunne hjælpe til at identificere Israels stamme i dag, for nutiden er helt sikkert ”de sidste dage.”

Først skal der fokuseres på Judas’ og Josefs fremtid. Josefs fremtid var nu delt i to stammer − Efraims og Manasses − og de nævnes normalt i Bibelen med disse stammenavne i stedet for ”Josef”. Nogle gange kaldes de dog alligevel for ”Josef”, men det skyldes, at nogle af disse profetier er ens for begge stammerne.

”Derpå kaldte Jakob sine sønner til sig og sagde: ‘Saml eder, så vil jeg forkynde eder, hvad der skal hændes eder i de sidste dage” (1. Mos. 49,1). I den engelske version, Moffat-versionen og andre bibeloversættelser står der ”in the last days”. Altså ved ”tidens ende”.

”Juda, dig skal dine brødre prise, din hånd skal gribe dine fjender i nakken, din faders sønner skal bøje sig for dig. En løveunge er Juda. Fra rov stiger du op, min søn. Han ligger og strækker sig som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække ham! Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde. (1. Mos. 49, 8-10) (Kan også oversættes: ”Indtil han kommer til Silo”. ”Silo” er oversat fra hebræisk og betyder Messias, Fredsprinsen eller den ”sæd” fra Abraham, som blev lovet).

Med hensyn til Josef − de kombinerede stammer fra Efraim og Manasse − profeterede Israel: ”Et yppigt vintræ er Josef, et yppigt vintræ ved kilden, ranker slynger sig over muren” (vers 22). Med andre ord ville Josefs arvinger vokse sig store og deres børn skal ”slynge sig over muren” – og det betyder, at de vil nå ud over deres nations grænser. De ville med andre ord blive et koloniserende folk.

”Bueskytter fejder imod ham, strides med ham, gør angreb på ham, men hans bue er stærk, hans hænders arme rappe − det kommer fra Jakobs Vældige, fra Hyrden, Israels Klippe, fra din faders Gud − han hjælpe dig! Og Gud den Almægtige, han velsigne dig, himmelens velsignelser oventil og dybets velsignelser nedentil, med brysters og moderlivs velsignelser! Din faders velsignelser overgår de ældgamle bjerges velsignelser, de evige højes herlighed. Måtte de komme over Josefs hoved, over issen på fyrsten blandt brødre!” (1. Mos. 49,23-26).

Som det senere vil fremgå, vandrede Josefs arvinger − de, der havde førstefødselsretten − mod nord, syd, øst og vest, indtil de havde spredt sig over hele Jorden og havde besat deres fjenders porte. De vendte aldrig tilbage til Jerusalem, og de blandede sig aldrig med Juda-stamme!

Men – nu skal der fokuseres på Dans profeti. ”Dan dømmer (ordspil, på hebræisk, for Dan betyder ‘dommer’) sit folk så godt som nogen Israels stamme. Dan blive en slange ved vejen, en giftsnog ved stien, som bider hesten i hælen, så rytteren styrter bagover! På din frelse bier jeg, Herre!” (vers 16-18).

Det betyder, at Dans arvinger ikke vil vokse sig særdeles store i antal, men at de er farlige som giftsnoge, og at også de store nationer vil have stor respekt for dem og undgår direkte at tirre eller konfrontere dem.

Disse profetier omtales igen senere, men de blev aldrig ført ud i livet af jøderne, kirken eller nogen anden. Men de er blevet indfriet i dag − hvis Guds ord er sandt!