Israel adskilt fra Davids trone

Det var kongedømmet, og ikke en del af det, der ville blive fjernet. Kun én del − én stamme − ville der blive tilbage.

Og vær opmærksom her! − For netop her beskrives hvorfor! At selvom Salomo havde fortjent at få det fjernet fra sig, så ville Gud lade en stamme blive tilbage − ikke fordi Han ville være venlig mod Salomo, men ”for Davids skyld”! Gud havde lavet en aftale med David − uden forbehold − som Han hverken kunne eller ville bryde! Davids dynasti kan ikke brydes!

Det er årsagen til, at spiret ikke ville blive destrueret, men at én regent fik tilladelse til at regere videre, uden et eneste brud i en eneste generation, over i det mindste en del af Israels børn.

I 1. Kong. 11,26 kan man læse om Jerobeam, Nebats søn. Han var efraimit og Salomos tjener. Han blev senere konge over Israel. Gud talte til Jerobeam gennem profeten Ahija: ”Se, jeg river riget ud af Salomos hånd og giver dig ”de ti stammer”. Den ene stamme skal han beholde for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by, jeg udvalgte af alle Israels stammer … Fra ham vil jeg dog ikke tage riget, men lade ham være fyrste, så længe han lever, for min tjener Davids skyld, som jeg udvalgte, og som holdt mine bud og anordninger. Men jeg vil tage riget fra hans søn og give dig det, ”de ti stammer” − og hans søn vil jeg give én stamme, for at min tjener David altid kan have en lampe[1] for mit åsyn i Jerusalem, den by, jeg udvalgte for der at stedfæste mit navn. Men dig vil jeg tage og sætte til hersker over alt, hvad du attrår, og du skal være konge over Israel.” (1. Kong. 11, 31-37).

Disse ord forklarer to faktuelle ting: Nationen Israel ville blive fjernet fra Salomos søn og givet til Jerobeam. Ikke kun en del, men nationen Israel.

Kongedømmet med ”de ti stammer” var det, der fik navnet Israel. Det blev givet til Josefs sønner. (1. Mos. 48,16). Uanset hvor det findes, kalder Bibelen dem for det nationale navn Israel. Deres identitet er i dag tabt for verden på samme måde, som da Josefs identitet gik tabt, da han blev solgt til Egypten. Men i de bibelske profetier er det dem − og ikke jøderne − der kaldes Israel.

Men, på grund af Guds løfte til David, blev én stamme − Juda − tilbage i Jerusalem, sådan at Davids sønner stadig kunne sidde på Davids trone og regere over Israels børn. Det er meget vigtigt på dette sted at lægge mærke til, at selvom Gud straffede, så brød Han ikke nogen af sine løfter.

Hvordan blev Israels børn herefter opdelt i to nationer?

”Således brød hele Israel med Davids hus, og det er stillingen den dag i dag (den dag, da dette blev skrevet). Men da hele Israel hørte, at Jerobeam var kommet tilbage, lod de ham hente til forsamlingen og hyldede ham som konge over hele Israel. Der var ingen, som holdt fast ved Davids hus undtagen Juda stamme.” (1. Kongebog 12,19-20).

Her kalder man altså ”de ti stammer” med en efraimit som deres konge for Israel, og man skilte dem fra Juda stamme. Juda stamme blev styret af Rehabeam, der var Salomos søn − og efter at Benjamins og nogle af Levis stammer var flyttet sammen med dem, kaldtes de alle for Juda stamme.

De er alle Israels børn, men benævnes ikke længere med samme nationale navn.

Det er blevet gentaget og understreget så omhyggeligt, fordi den almindelige opfattelse er, at Israel den dag i dag er identisk med Juda.

Det er Israel, der nu etablerer sit kongedømme under Jerobeam i Samaria nord for Jerusalem, og Juda − kun med de tre stammer − der blev tilbage i Jerusalem og dannede landet Judæa.

”De ti stammer” brød altså ikke med Israel, men Juda blev udskilt fra Israel.

Juda stamme − sammen med Benjamin − under kong Rehabeam, skulle nu føre krig mod nationen Israel.

Jøder er som bekendt kun et pseudonym for Juda stamme. I 2. Kong. 16,6 bruges benævnelsen judæerne for første gang. I femte vers kan man læse, at Israel er i krig med Juda. Ligegyldigt hvor man finder navnene ”Israel” eller ”Israels hus” eller ”Samaria” eller ”Efraim” i profetierne, så refererer de aldrig til jøderne, men til Israel, der var i krig med jøderne!

Alle jøder er israelitter, ligesom alle københavnere er danskere. Men alle israelitter er ikke jøder, lige så lidt som alle danskere er københavnere. Se på kortet bagest i Bibelen. Her er grænsen mellem de to lande Judæa og Samaria vist.

Umiddelbart efter at Jerobeam var blevet konge over Israels hus, introducerede han afguder i form af to gyldne kalve. Det står skrevet i 1. Kong. 12,28-33. Jerobeam var bange for, at hans folk, idet det en gang om året vendte tilbage til Jerusalem til tabernakelfesten, ville gå tilbage til Rehabeam, sådan at han på denne måde ville miste sin trone. Ved at indføre afgudsdyrkelsen, ville han forhindre dette og holde folket hjemme i Samaria.

Denne afgudsdyrkelse og det, at man ikke længere holdt sabbatten hellig (Ezekiel 20,10-24), var en stor national synd, der blev en forbandelse for Israel. Generation efter generation bad Gud Israels hus om at vende sig væk fra denne afgudsdyrkelse og vende tilbage til deres fædres tro og til at holde De Ti Bud.

Men − gennem ni forskellige dynastier under 19 forskellige konger − blev Israel ved med disse nationale synder. Synderne blev betragtet som så alvorlige i Guds øjne, at Han til sidst gav anledning til, at de blev et slagent folk i fangenskab. En passage i 1. Kong. 14,15-16 er altid blevet misforstået: ”Men også siden vil Herren slå Israel, så de vajer hid og did som sivet i vandet, og rykke Israel op fra dette herlige land, som han gav deres fædre, og sprede dem hinsides floden, fordi de har lavet sig ajera-støtter og krænket Herren − og han vil give Israel til pris for de synders skyld, Jerobeam har begået og forledt Israel til.”

Her omtales specielt, hvad Jerobeams afgudsdyrkelse i Israel førte til. Det var disse mennesker, der ville blive rykket op med roden og spredt på den anden side af floden. Ikke jøderne.

_________________________________

[1] Lampen i templet er et billede på slægtens beståen.

_________________________________