Jeremias’ flugt

Straks efter blev Jisjmael afløst som leder af en mand ved navn Johanan. De var bange for at Nebukadnezar skulle straffe dem og henvendte sig til Jeremias ”− og sagde til profeten Jeremias: ‘Måtte vor bøn nå dit øre, så du beder til Herren din Gud for hele denne rest, thi som du ser os her, er vi kun få tilbage af mange. Måtte Herren din Gud kundgøre os, hvilken vej vi skal gå, og hvad vi skal gøre!” (Jer. 42,2-3).

De var nøjagtig som mange, der i dag kalder sig kristne. De kommer til Guds ministre med et højtideligt løfte om, at de helt sikkert ønsker at kende Guds vilje. De lover − præcis som disse mennesker gjorde − ”… vi vil adlyde Herren vor Guds røst …” (vers 6).

Men mener de det? Det gør mennesker sjældent. Mennesker ønsker normalt at være gode − eller at tro, de er gode − men de ønsker ikke aktivt at gøre godt.

Guds ord kom til Jeremias, og Han fortalte dem, at de ikke skulle være bange. Han ville beskytte dem og redde dem. Men folket ville flygte til Egypten. Gud advarede dem mod at gøre det. Hvis de gjorde det, så ville Nebukadnezars sværd, som de var bange for, nå dem. De ville dø. ”Hvis I virkelig har i sinde at drage til Egypten og drager derned for at bo der som fremmede, så skal sværdet, som I frygter, nå eder der i Egypten, og hungeren, som I ængstes for, skal følge efter eder til Egypten, og I skal omkomme der …” (Jer. 42,15-16).

Men som det er almindeligt for almindelige mennesker, så gør de ikke, som Gud siger, når det ikke passer i deres planer. De forkaster Guds advarsler. ”Du lyver! Herren vor Gud har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til Egypten for at bo der som fremmede −” (Jer. 43,2).

”Og Johanan, Kareas søn, alle hærførerne og alt folket adlød ikke Herrens røst om at blive i Judas land.” (vers 4).

Mennesker, som højtideligt og højt forsikrer, at de vil følge Guds vilje, vil sædvanligvis ikke acceptere Guds ord som Hans vilje, hvis den ikke er i overensstemmelse med deres egen vilje!

Og så tog Johanan ”− og alle hærførerne hele Judas rest … mænd, kvinder og børn, kongedøtrene og enhver … også profeten Jeremias og Baruk, Nerijas søn (Jeremias’ sekretær) og drog til Egypten.” (Jer. 43,5-7).

Efter at de var kommet til Egypten, advarede Gud atter disse jøder gennem Jeremias, at de ville dø ved sværdet eller af sult. ”Nej, ingen skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.” (Jer. 44,14).

Ja, fordi nogle få var under himmelsk beskyttelse!

En himmelsk mission skulle udføres. De skulle flygte! ”Kun de, der undslippe sværdet, skal vende hjem fra Egypten til Judas land, et ringe tal.” (Jer. 44,28).