Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

BIBELEN PÅ HOVEDET
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Bibelen-på-hovedet-Torsten-Stålander

BIBELEN PÅ HOVEDET (39 af 67)


Bibelen består af 1/3 profetier. Ca. 30% er gået i opfyldelse, og de har været overraskende eksakte! Der er også eksakte profetier om det, der sker nu og i fremtiden.

BIBELEN PÅ HOVEDET (39 af 67)

Afgudsdyrkelse igen

 

De mennesker, der tilhørte den generation, som Gud talte til, fik ikke tilladelse til at gå ind i ”Det Forjættede Land”. De tilbragte 40 år i ørkenen, og kun deres børn gik ind i det hellige land under ledelse af Joshua.

Og hvad skete der så?

De var optaget af at drive alle de små konger ud af landet, og på Joshuas tid og en kort tid derefter tjente de Gud − og de var meget succesfulde og velhavende. De begyndte så godt, at de var godt på vej til at få førstefødselsretten allerede dengang!

Men efter Joshuas død, og efter den generation, som han havde ført ind i landet, kom der en ny generation, der ikke vidste, hvem Gud var, og heller ikke, hvad Han havde gjort for Israel!

”Da gjorde israelitterne, hvad der var ondt i HERRENS øjne, og dyrkede Ba’alerne − de forlod HERREN, deres fædres Gud … De forlod HERREN og dyrkede Ba’al og Astarte. Da blussede HERRENS vrede op imod Israel, og han gav dem i røveres hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for omboende fjender, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. Hvor som helst de rykkede frem, var HERRENS hånd imod dem og voldte dem ulykke, som HERREN havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor vånde.” (Dom. 2,11-15).

Så, præcist som Gud havde advaret dem i vers 14-17 i 3. Mos. kap. 26, var Guds hånd imod dem. Han lod dem opleve frygtelige ulykker, og lod dem så deres sæd til ingen nytte, fordi deres fjender stjal og spiste høsten. Gud vendte sit ansigt fra dem!

Han holder, hvad Han lover!

Det er en stor tragedie, at hverken enkeltpersoner eller nationer er i stand til at indse dette!

Men her sluttede det ikke. Gud er en god og tilgivende Gud. Han gav dem endnu en chance. Vi læser i Dommerbogen: ”Men når de så råbte til HERREN, lod han dommere (førere) fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtigt veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod HERRENS bud − de slægtede dem ikke på.” (Dom. 2,15-17).

Dette skete gang på gang. Hver gang, de kom i nød som slaver under en anden nation, så råbte de på Gud om hjælp og frihed. Men hver gang Gud sendte en dommer til at befri dem, så vendte de sig hurtigt væk fra Gud igen. I samme øjeblik alt gik godt, begyndte de igen at praktisere afgudsdyrkelse.

De var kort sagt nøjagtig, som mennesker er i dag. De fleste søger kun Gud, når de er i en vanskelig situation − når de har bekymringer og behov for hjælp. Det er kun, når man føler, at man i egen interesse har behov for Ham!

Indtil dette tidspunkt havde israelitterne stadig anerkendt Gud som deres eneste hersker, selvom de havde klaget, havde manglet tillid, og var gået imod Hans vilje gang på gang. De havde måske ikke stolet på Ham, eller kun lyttet til Ham med et halvt øre, men de havde ikke anerkendt nogen anden som deres hersker.

Men på Sauls tid forkastede de Gud som deres nationale konge − ja, endog som deres civile hersker. De forlangte en menneskelig konge, ligesom alle de ikke-troende hedninger rundt omkring dem havde (1. Sam. 8,1-7 − det var nu cirka år 1112 f.Kr.).

At forkaste Gud som hersker var den største synd. Indtil nu havde de anerkendt Gud og havde ikke forlangt nogen anden konge. Meget tyder på, at det var indledningen til de år, hvor synden var total, og Gud straffede dem for dette.

De var dog, i alle tilfælde, ifølge ”Den Gamle Aftale” på Sinai-bjerget, stadig Guds folk. Gud ville stadig tale til dette folk. Hans ”skilsmisse” fra dem kom ikke før årene 721-718 f.Kr. Den omtales senere.

De led under Saul. De begyndte at vokse i magt og rigdom under kong David, og under Salomos regering nåede de en anselig status og velstand.

Men kong Salomos succes og rigdom fik ham til at vende sig til afgudsdyrkelse. Og endnu en gang brød de betingelserne for at modtage førstefødselsretten.

Da Salomos søn Rehabeam blev konge, truede han med at indføre endnu flere skatter. Derfor forkastede de Rehabeam og indsatte Jerobeam fra Efraims stamme på tronen som konge.

Artikel-Bibelen-på-hovedet-Torsten-Stålander
Download-fil: BIBELEN PÅ HOVEDET - Torsten Stålander


Artikel-Bibelen-på-hovedet-Torsten-Stålander
Læsefil med vendbare sider: BIBELEN PÅ HOVEDET