Gnostikerne

I dag breder der sig over hele Jorden en ny bevægelse. Den kaldes New Age-bevægelsen. Den er ikke så ny endda, for den er i virkeligheden baseret på de gamle gnostikeres lære.

Gnostikerne var de første kristne, som var overbevist om, at de, der troede på én Gud, ikke alene skulle tro på Kristus og vise ham ærefrygt, men desuden tilstræbe at efterleve ham i pinsens ånd – det vil sige selv at prøve at nå til et højere åndeligt niveau ved at leve et bedre liv. De beskrev i filosofiske termer, hvordan dette liv kunne leves. Men da den tidlige kirke formulerede sine kirkelove, blev gnostikerne til sidst kategoriseret som hedninger og forkastet − medmindre de ville overgive deres liv til Gud alene på grundlag af tro. De tidlige kirkeledere konkluderede, at for at være en sand kristen, måtte man ikke tænke, analysere og prøve at forstå, men blot være tilfreds med at leve livet i troen på himmelske åbenbaringer. Man måtte følge Guds vilje trin for trin, og være tilfreds med at være uvidende om Hans store plan.

Gnostikerne anklagede kirkens hierarki for tyranni og argumenterede, at gnostikernes filosofiske forståelse og metoder var bedre egnede til at hjælpe mennesket med at ”overgive sig til Guds vilje”, sådan som kirken krævede, i stedet for den ”snakken-efter-munden-metode”, som kirkens mænd praktiserede.

Til sidst tabte gnostikerne, og de blev bandlyst fra alle kirkehandlinger og -tekster. Deres tro og praksis forsvandt fra offentligheden, men fortsatte i hemmelige broderskaber og loger. De gik under jorden − blandt andet organiseret i forskellige sekter og ordener. Men dilemmaet var indlysende, så længe kirken holdt fast ved en transformerende åndelig forbindelse med det evige, og alligevel anklagede de enhver, der åbent talte om de enkeltheder, som oplevelsen ville indebære. De frygtede, at ”det indre kongerige” ville blive et intellektuelt begreb indenfor den kirkelige doktrin.

Hvorfor skabte kirken et sådant dilemma? Fordi den tidlige kirke var bange for at sige, at Kristus var et forbillede, der viste alle en vej til at leve livet − en vej, som alle kunne stræbe efter. Og det på trods af, at det klart blev sagt i skriften. De var bange for, at denne indstilling kunne give for megen magt til det enkelte menneske, så de holdt fast ved modsigelserne. På den ene side holdt kirkens folk fast ved, at man skulle søge det mystiske ”Guds kongerige” indeni sig selv, intuitivt følge Guds vilje og lade sig fylde med Guds ånd. Men på den anden side forkastede de al diskussion om, hvordan man kunne opnå denne status og kaldte det blasfemi, og de brugte oven i købet mord for at beskytte kirkens magt.

Baseret på gnostikernes gamle lære tror New Age-tilhængerne på, at mennesket gennem åndelig udvikling, gradvis kan vågne op og forstå Gud bedre og bedre, for til sidst at nærme sig Ham på et niveau, der giver evig lykke, og at mennesket på den måde ikke mere har behov for at fødes eller dø.

Hvordan betragtede så gnostikerne Jesus Kristus? − De vurderede ham som en, der bragte en ny energi ind i denne verden − en kultur, der var baseret på kærlighed. Hans budskab til menneskeheden var: Den eneste Gud er af hellig ånd − en himmelsk energi, der kan føles og opleves. At være åndeligt bevidst betyder mere end ritualer og offergaver og offentlig bøn. Det indebærer en slags dybere indre omvendelse. En omvendelse, der betyder en indre psykologisk forandring baseret på at lade personligheden forsvinde og overgive sig transcendentalt til sjælen, for på den måde at høste de sande frugter af et åndeligt liv.

Romerriget tog denne lære til sig og spredte ideen om den ene indre Gud i hele Europa.

Senere − da barbarerne fra nord splittede Romerriget − fulgte den feudale organisation af kristendommen.

På dette tidspunkt appellerede gnostikerne til kirken om at den skulle fokusere på den indre, transformerende oplevelse, og bruge Kristi liv som eksempel på, hvad man kan opnå.

Kirkens ledere var dog bange for at miste kontrollen, og byggede doktriner rundt om det kraftfulde hierarki af kirkens mænd. De gjorde sig selv til formidlere − til dem, som kunne uddele ånden blandt befolkningen. Til sidst blev alle skrifter, der relaterede til gnostikerne, dømt til at være blasfemiske og blev udelukket fra Bibelen ved kirkemødet i Nasea år 320 e.Kr.

Gnostikerne (New Age) tror dog, at der er ved at ske en krystallisering i nutidens samfund, og at de mennesker, der er åndeligt oplyste bliver flere og flere. Men samtidig vil ”de onde” fjerne sig længere og længere fra Gud, og blive stadig mere voldelige og ondskabsfulde. Deres endelige scenarie er dog i overraskende grad i overensstemmelse med det, der er beskrevet i bibelprofetierne med kaos, krige og verdensomspændende destruktion. De tror dog, at alle, der bliver mere og mere åndeligt bevidste og udviklede, til sidst vil nå et så højt trin, at ondskab og elendighed ikke kan ramme dem (det, som kirken kalder frelse).