Konklusion

Det er nu muligt at konkludere, at de laveste astrale planer er følelsesmæssige fængsler, og vejen væk fra dem sker via udsultning af de begær, der binder til de lave regioner. Hvis et menneske vender bevidstheden væk fra de bindende begær, opad mod de lysere regioner, står der straks hjælpere parat, der kan vise vejen ud af den fastlåste tilstand.

Et menneske, der ønsker hjælp, må bevidst og aktivt bede om hjælp og styrke. Inspiration og kraft vil derefter strømme ned fra de højere verdener. Det lyder måske enkelt og banalt, men det er ikke desto mindre en kendsgerning. Der findes kun det helvede, man skaber for sig selv. Der er derfor ingen ond skæbne, ingen mørkets fyrste eller en emotionel og straffende Gud, der holder mennesker i fangenskab. Efter døden befinder man sig nøjagtig der, hvor man bevidsthedsmæssigt hører hjemme på grund af den selvskabte natur.

Et trivielt eller dovent liv, hvor man hverken gør skade eller gavn, er et forspildt liv, og det giver ikke adgang til de højere sfærer. Hvis man ikke udnytter mulighederne i det fysiske liv, får man ikke et astralt liv med rige muligheder, for her bearbejder man som sagt det, man selv har skabt. Den måde, man lever på i det fysiske liv, bestemmer mulighederne i efterlivet. Enhver positiv bestræbelse i det fysiske liv, bliver et vækstpotentiale i efterlivet. Det er de menneskelige kvaliteter, der bestemmer livet efter døden.

Livet i de højere astrale regioner er ubeskriveligt smukt. Selv det klareste lys i den fysiske verden, virker som grå skygger sammenlignet med lyset i de højere astrale verdener. Kreative og progressive mennesker vil opleve den højere astrale tilværelse som en særdeles rig periode. Alle højere længsler er udtrykt i prægtige scenerier med lysende byer, gyldne gader, vidunderlig natur, fredfyldte mennesker, der lever sammen i harmoni. Det er ikke mærkeligt, at disse områder er blevet kaldt forgården til paradis.