Fra åndsvidenskabens udforskning af Atlantis, oplyses det, at atlantiderne var psykiske. De var i så tæt kontakt med den astrale verden, at astralplanet næsten smeltede sammen med den fysiske verden. Men atlantiderne var ikke en intellektuel race. Hjernen var ikke nær så udviklet som hos nutidsmennesket. Atlantiderne følte mere, end de tænkte. Det var derfor primært følelserne og lidenskaberne, der beherskede deres natur end tænkeevnen og forstanden. Men hvordan kom den psykisme, der var så almindelig hos atlantiderne, til udtryk?

De fleste ved, at det fysiske legeme har to nervesystemer: Centralnervesystemet, der består af hjernen, rygmarven og alle de nerver, som står i forbindelse med hjernen og rygmarven, og det sympatiske nervesystem, der er fordelt over hele det fysiske legeme, men som især findes som to strenge, der ligger på hver side af rygsøjlen bag bryst- og bughulen. Nogle steder danner fibre af dette nervesystem et tæt netværk, som af anatomerne[1] kaldes et plexus. Det bedst kendte er solar plexus centret. Men anatomerne ved ikke, at centrene i forhistoriske tider skabte et kontaktpunkt mellem det fysiske legeme og astrallegemet. De lavere cen­tre og i det hele taget det sympatiske nervesystem var veludviklet hos atlantiderne, og den usynlige verdens energier og vibrationer strømmede ind i centrene og gjorde atlantiderne psykiske.

Atlantidernes bevidsthed havde både sit centrum i det sympatiske nervesystem og i deres ret uudviklede hjerne. Derfor var meget af det, som nu er underbevidst hos nutidens menneskehed, dagsbevidst hos atlantiderne. De indtryk, de modtog, var imidlertid uklare, og de opfattede ikke ret mange af de detaljer, som nutidens trænede clairvoyante er i stand til at se, for det sker ved hjælp af andre centre, der har forbindelse til centralnervesystemet.

_________________________________

[1] En antonom er specialist i læren om organismens indre opbygning.

_________________________________