Tredje udstrømning skabelse af monader

Liv eller ren energi er karakteristisk ved udstrømningen af Første Logos. Første Logos udsender myriader af livsgnister, (som alle er dele af Logos selv), ned i det stof, der er skabt af de to foregående udstrømninger. Hver eneste af disse livsgnister udgør en selvstændig enhed, som i åndsvidenskaben kaldes en monade eller ånden. Monade stammer fra latin og betyder ”den ene”.

I Østens terminologi kalder man ånden for ”den ene lille livsgnist af den guddommelige ild”. I det gamle Egypten havde man en smuk legende, der beskriver udstrømningen af guddommeligt liv. Her er skaberguden Atum identisk med Første Logos, og spredningen af livsgnisterne sammenlignes med mandens orgasme, hvor der udsendes myriader af sædceller i urhavet (livmoderen) som en forudsætning for at skabe separate livsenheder. Hver eneste sædcelle rummer en livsgnist af guden selv, og indeholder derfor også potentialet til at vokse op og blive ligesom guden. Sønnen kan blive ligesom Faderen.

Ånden kan sammenlignes med et frø, der som bekendt rummer muligheden for at vokse op og blive ligesom sit ophav. Et lille agern indeholder eksempelvis latent et helt egetræ. I generne rummer det programmeringen af sit gigantiske ophav, som er målet for agernets udvikling og vækst. På samme måde har mennesket et åndeligt ophav, en udvikling og et åndeligt mål.

Sammenlignet med en ånd er et fysisk atom gigantisk. Ånden rummer hele menneskets potentielle vækst. Ånden er ufattelig lille, og alligevel er den programmeret med ufattelige mængder af informationer. De udgør samtlige latente egenskaber − ikke alene i menneskets samlede udvikling, men i hele solsystemet. Mennesket er skabt af solsystemet. Menneskets mål er at blive en Sollogos. Det er forklaringen på, at Solen var centrum i de gamle kulturers religioner.

Man kan hverken beskrive eller forklare livsenergi, men den må uundgåeligt tilhøre både ophavet og afkommet. Det samme gælder en ægcelle i livmoderen. Når ægcellen befrugtes, kan man ikke afgøre, om den tilhører moderen eller barnet. På den ene side er den kimet til barnet, men den er absolut også en del af moderen.

Den samme udefinerbare funktion har menneskets ånd. Den udgør overgangen mellem det guddommelige og det specifikt individuelle. Der bor en ånd i dybderne af enhver livsenhed, uanset om det er et mineral, en plante, et dyr eller et menneske. Via ånden strømmer livsenergien ind i formerne, og i evolutionens løb vokser de op og bliver en Sollogos ligesom deres ophav.