Men der skal også fokuseres på de forkerte veje til individualisering på Månekæden – veje, der medførte en fejlagtig udvikling, som resulterede i sorg og lidelse. En af de forkerte veje beskrives i bogen:

"Blandt de mere udviklede dyr, som er kommet så langt som til 5. runde, er der en gruppe, som individualiserer i kraft af forfængelighed. De efterligner deres mennesker, og de er i besiddelse af stor indbildningskraft og evne til at efterligne. De leger mennesker, ligesom børn leger voksne. De driver deres evne til at efterligne til yderligheder, men de har ingen beundring eller kærlighed for nogen, som står højere end dem selv. De er ikke i stand til at omdanne dyriske lidenskaber til menneskelige følelser, og derfor kan de ikke skabe grundlaget for harmonisk vækst af den følelsesmæssige og intelligente natur. De interesserer sig kun for sig selv. De har nok i sig selv. De tænker kun på sig selv uden ønske om at slutte sig sammen med andre for at nå et fælles mål.

Andre dyr individualiserer i kraft af deres beundring for de mennesker, de kommer i kontakt med. Ikke fordi de ønsker at overgå andre dyr, men fordi de ser, at mennesker står højere, og de ønsker at blive ligesom dem. De elsker dem egentlig ikke. De har ikke lyst til at tjene dem, men har stor lyst til at lære af dem, og de adlyder dem villigt, fordi de beundrer dem som højere og mere udviklede væsener. De er oplært af deres ejere til at udføre kunster og småtjenester, og på den måde får de en følelse af, at de samarbejder med dem. Det tager de med sig ind i efterlivet mellem død og fødsel, og det er en stor fordel for deres fremtidige udvikling.

Hos andre dyr tager udviklingen en højst uheldig retning, for de får deres åndsevner stimuleret gennem frygt. Dyr, som ejes af primitive mennesker, og jages af dem, sådan at de på den måde kan skaffe sig føde, og som ofte behandles grusomt, kan nå individualisering gennem forsøgene på at undgå grusomheder – bl.a. ved at tænke på, hvordan de kan slippe væk fra forfølgerne. Udviklingen af deres åndsevner tager derfor en forkert retning. De bliver mistænksomme, illoyale og hævngerrige. Og selvom udviklingen går i en forkert retning, bliver resultatet individualisering. I et tilfælde så man et dyrs mage blive dræbt. Det medførte en strøm af had og hævntørst, som førte til individualisering.

I et andet tilfælde opnåede et kattelignende dyr individualisering ved et stærkt ønske om at gøre ondt og skabe smerte, ganske enkelt fordi det havde magten til at handle på denne måde. Denne tendens havde det lært af mennesker, der mishandlede det. Det lange tidsrum mellem individualiseringen og den nye fødsel var fyldt med vilde drømme om heldig redning fra disse mennesker, og om hævn og grusomhed mod de, som var årsag til mishandlingen under det sidste liv som dyr."