Hygiejnemæssige grunde?
Omskæring er som regel et religiøst ritual eller en familietradition, og udover at være et krav hos jødiske familier og en forventning hos islamiske familier, er skikken desuden udbredt hos primitive stammefolk i Afrika og Australien. Men hvis man ser bort fra gamle traditioner og religiøse ritualer, er det også en almindelig påstand, at omskæring foretages af praktiske årsager – af hygiejnemæssige grunde. Her tænkes der ikke på medicinsk begrundede omskæringer pga. forhudsforsnævring, for hvis forhuden ikke kan trækkes tilbage over penishovedet, vanskeliggøres hygiejnen, og det medfører risiko for infektioner. Desuden hæmmes den seksuelle funktion. I dette tilfælde er omskæring medicinsk begrundet. Men når der tales om omskæring pga. hygiejne, menes der sædvanligvis almindelig daglig hygiejne.
Det er almindelig kendt, at fortidens profeter ofte forsøgte at løse dagligdags problemer ved at integrere løsningen i det religiøse ritual. Manglende hygiejne hos mænd kunne skabe infektioner og endda livstruende sygdom hos kvinderne, og derfor kunne et religiøst påbud – præsenteret som et krav fra Gud – være en løsning på hygiejneproblemet. Men i nutiden skulle der ikke være behov for religiøse dekreter, når problemet kan klares med vand og sæbe.
|