1.  D E L

1. KAPITEL

Hvem var Moses?

På toppen af sin obelisk er Hatshepsut afbildet i faraodragt
foran guden Amon.

De to ens kongeklædte skikkelser knælede begge, hvorefter to tilkaldte bødler hævede deres våben samtidigt og slog til. Men kun én skikkelse segnede og rullede om i støvet. Denne person var iført en klædning, der var bragt til at ligne Moses' prinselige dragt til forveksling. Og få øjeblikke forinden var han – ubemærket af Moses, der ligeledes havde fået et bind for øjnene – blevet ført ind sammen med den ene bøddel og henrettet i Moses' sted.

Men Moses var forblevet uskadt. Hans bøddels arm var standset midt i en bevægelse – slaget gennemførtes ikke fuldt ud – her skulle undgås selv den mindste blodsudgydelse. Alt dette er bevaret i gamle overleveringer i især jødiske kilder. Men ud over en tidligere omtale af scenen, jf. bind 1, indeholder dette drama yderligere afgørende aspekter:

Den således både rituelle og symbolske henrettelse, der her foregik i Egypten for nær 3.500 år siden, blev denne egyptiske prins' og tronfølgerkandidats redning og overlevelse. Men ritualet ledsagedes af en magisk forbandelse og var især udtryk for en opløsning af hans officielle identitet. Ydermere blev der i hele landet snart iværksat en omfattende destruktion af hans eftermæle. Moses var herved i levende live blevet gjort officielt ikke-eksisterende.

Hvorfor var der to ens udklædte ofre foran bødlerne? Også gennem denne del af Moses-dramaet træder den usædvanlige ritus frem – og kan her medvirke til at klarlægge den særlige baggrund for, at han i det hele taget skulle henrettes. Og hvorfor den mystiske henrettelse var iscenesat på den måde, kan nu klarlægges ud fra data i sjældnere anvendte oldtidskilder.

Alt dette hænger sammen med det vigtige spørgsmål: Hvem var denne Moses, der cirka 1.500 f.Kr. levede ved faraos hof indtil ovennævnte skinhenrettelse, og som senere allierede sig med en indvandrergruppe, hebræerne, hvor han blev leder af deres udvandring fra Egypten – og hos hvem han indførte en religion og en lovgivning, der begge herefter har været en stadig eksisterende inspiration i store dele af verden?

Når selv den mindste egyptiske depotskriver kan ses at have efterladt inskriptioner eller andre mindelser, ofte med datérbare oplysninger, hvor meget mere må da ikke en stor og konstruktiv personlighed som Moses have sat sine spor i Egyptens historie under de første mange år af sit liv ved faraos hof? Men netop destruktion af hans identitet og eftermæle har siden hen forværret vanskelighederne ved at genfinde hans spor.

Mange af de detaljerede oplysninger om Moses findes bevaret i jødiske kilder, nemlig rabbinerskrifternes ældste dele, af samme høje alder som den ældste kerne af Bibelens Moses-beretning, som de supplerer. Der kan have eksisteret en oprindelig, fælles kilde med Moses' biografi, hvoraf visse dele blev brugt i Bibelen, mens resten senere indgik i en større tekstsamling, Talmud, der er overleveret via de gamle rabbinere og udgør in toto et stort antal bind. Mange senere tilføjelser heri er indsigtsfulde argumenter og andre jødiske kommentarer til den Hebraiske Bibel. Hvorimod de ældste rabbinerskrifters eksistens overhovedet ikke kan forklares uden Moses' eksistens.

Senere brugtes i jødisk tradition disse rabbinerskrifter desuden til en særlig religiøs træning. Heri søges der stadig ud fra teksternes indhold at opstille modargumenter eller alternative kommentarer og derved kanalisere en dybere forståelse. Men det er den først omtalte ældste del, der er en historisk nøgle.