3. KAPITEL

Moses' uddannelse til faraoprins

Kontroversielt fund: Gravsættelsen af Moses' amme?

Den kvinde, der i Bibelens beretning om Moses' fødsel ammede ham, kan meget vel vise sig identificerbar. Et gravkammer med mumien af en kvinde, der var Senmuts plejemor og amme - ansat som kongelig amme - samt hendes ægtefælles mumie, blev fundet i 1936 ved Theben (se kap. 9).

At de personer kunne være forbundet med Moses er hidtil upåagtet. Det har som antydet begrænset bibelforskningen, at den kun sjældent har benyttet rabbinerskrifter, oldtidsastronomi og myteforskning i undersøgelserne. Men det fremgår realistisk af gamle kilder og traditioner, at efter at et kongebarn deltog i "kongebarnsritualet på floden", blev det i nogen tid opdraget "hos fremmede", der i praksis ofte var en betroet familie. Dette er gennem overleveringer kendt at have fundet sted overalt i den gamle verden. Der var ofte tale om en rituel gennemspilning af gudernes handlinger i myterne.

Selve opdragelsesforholdet i nogen tid hos fremmede var ikke ukendt i egyptisk kongetradition. I Egypten benævntes en amme jævnligt "mor"; og den tyske egyptolog Hellmut Brunner omtaler i sin afhandling "Der 'Gottesvater' als Erzieher des Kronprinzen", i Zeitschrift für Ägyptische Sprache und Altertumskunde (Band 86, 1961, s. 90ff), at det helt fra det ældste Egypten ligeledes var udbredt, endda også hos kongen (eller kronprinsen), at anvende ordet "far" for sin "opdrager"!

Det fremgår af inskriptioner om Senmut, at han især i sine yngre år var forbundet med ovennævnte gravlagte ægtepar, der var tilknyttet hoffet. Denne familie bestod af en far, Ramose (Ramses), og en mor Hatnufer, samt i alt fem sønner og nogle døtre. Flere yngre sønner, heriblandt Minhotep, blev siden højtstående præster. Det vides, at to af parrets børn var ældre end Senmut. Ifølge et parallelt mønster i bibelberetningen og rabbinerskrifterne havde Moses' forældre, dvs. plejeforældrene, ligeledes to børn i forvejen.

Mistydning delvis på grund af skadede inskriptioner gav først indtryk af, at også en betydningsfuld embedsmand ved hoffet, Sen(i)men var Senmuts ældre bror. Men nyere undersøgelser foretaget af de amerikanske egyptologer Dorman & Roehrig, i Varia Aegyptiaca (vol. 3, 1987, s. 127-134), viser definitivt, at Senmen havde en anden mor - og blot var en nær kollega til Senmut. Desuden er Senmut aldrig omtalt i hans inskriptioner.

Egyptologerne har bemærket mange ejendommelige forhold om Senmut, og heriblandt at han udøvede sit virke fra landets overhovedet højeste poster, mens ovennævnte familie alligevel kun forblev i en mellemhøj embedsklasse.

Dog er egyptologerne på flere punkter ikke gået meget videre end det indtryk, der dannedes i slutningen af 1800-tallet efter den første afdækning af Senmuts eksistens. Derfor er det ikke tilstrækkeligt undersøgt, om Senmut overhovedet var et regulært medlem af denne familie. F.eks. må det tages i betragtning, at man almindeligvis i samfund og familie oplærtes til at respektere nurser som medlem af familien. Herefter vil der, ud fra den senere tilkomne, forøgede information, kunne fremstå følgende billede:

- Senmut sørgede for sine plejeforældre, næsten som det var hans rigtige forældre - og udstyrede dem med en grav tæt ved sit eget officielle gravanlæg i Theben-området Sheik Abd el-Gurnah for begravelser af fornemme personer og undertiden kongefamiliemedlemmer. Men plejeforældrene blev netop ikke anbragt i hans eget langt større - kongeligt udformede - gravanlæg, som det dog kunne være sket, hvis de havde været hans rigtige forældre.

For hvis Senmut havde været ikke-kongelig, ville sidstnævnte fremgangsmåde netop have været en ofte anvendt praksis, idet borgerlige familier ikke unormalt kan ses begravet nogenlunde samlet - om ikke i samme gravkammer, så dog ofte i samme familiegravanlæg. Også disse usædvanlige forhold ved Senmuts gravanlæg såvel som et specielt tidspunkt, hvor disse plejeforældre døde (omtales senere), burde have vakt mistanke til den status, som egyptologerne ved det nævnte første indtryk oprindelig havde tildelt Senmut.

I hvert fald fik Senmut hos denne hoftilknyttede familie sin første opdragelse og undervisning - således stadig inden for Hatshepsuts rækkevidde og omsorg; mens der samtidig kunne holdes en, sikkert ikke uønsket, afstand til hendes kronprinsgemal, den senere Tuthmosis II.

Da plejefaderen Ramose blev gravlagt, blev der nedlagt kostbare våben - fint indsvøbte - i alt to langbuer, 70 specielt farlige pile og et bronzespyd i graven. Buerne var omhyggeligt brudt i stykker. Våbnene var ikke til jagt, men til krig og parade for en højtstående officer.

Det samlede gravfund bør absolut ses i relation til to opdagelser af den tyske egyptolog Wolfgang Helck, gengivet i hans "Zur Verwaltung des Mittleren und Neuen Reiches" (Leiden 1958); samt i hans "Der Einfluss der Militärführer in der 18. Ägyptischen Dynastie" (Leipzig 1939). Helck peger således på, at Senmut - med tilknytningen til den fundne familie - ikke mindst havde en militær baggrund for sin karriere.

Helck påviser her en særlig praksis: De kongelige ammers ægtemænd udnævntes til kongelige lærere og opdragere - og samtidig havde disse kongelige opdragere en fortid som officerer af høj rang ved krigsstyrkerne og var ofte kongens gamle krigskammerater.

Disse informative facts må ses i relation til, at Senmut også selv flere gange i kampene mod Nubiens styrker var i aktion som hærleder en eller to gange, endda i tæt samarbejde med Hatshepsut. Dog kendes hun mest som en hersker, for hvem det lykkedes at fastholde lange fredelige perioder, og det er et faktum, at blandt hendes utallige billedrelieffer er der intet, der viser hende i forbindelse med noget af krigsmæssig karakter - just modsat de fleste faraoner i især 18. og 19. dynasti. Men i de nævnte krigshandlinger tidligt i Nubien fulgte hun således traditionen for en farao om at stå i spidsen for hæren. Dette gengives i en af Senmuts inskriptioner, her i en klippe på øen Sahel, lige syd for Aswan.

Senmut var så at sige "kongens krigskammerat" og blev netop også udnævnt til personlig opdrager og lærer, "tutor", for den ældste kongedatter Neferure. Det hverv overtog han fra sin ovennævnte kollega Senmen, der ligeledes først havde været ansat i hæren. Begge var tidligt skriftlærde, et niveau hvorfra, ikke ualmindeligt, også flere af hærens skrivere avancerede og kunne til sidst blive generalstabsofficerer.

Men da Senmut som ganske ung var i hærens tjeneste som leder, tyder den forudgående, og således endnu tidligere, skriveuddannelse netop ikke på, at han var født og opvokset i en landsby, som det synes at have været tilfældet med Ramose og Hatnufer. Derimod er der tale om uddannelse på stedet med de store muligheder for avancement, nemlig ved hoffet.

Gravfundet med Senmuts plejeforældre indeholder således vitale data: Ramose, med de fornemme våben, havde en officerskarriere som baggrund for sin ansættelse ved hoffet, hvor han bl.a. havde titlen sab, dvs. 'dignitar'. Hans kone, Hatnufer, der ifølge oplysningerne i gravfundet havde været ansat hos kongehuset, har her - og fuldstændig som i den nævnte tradition - også som omtalt været kongelig amme.

Af inskriptioner på det fundne gravgods fremgår, at Hatnufer har modtaget mange gaver fra Hatshepsut personligt (jf. også kap. 9), samt at hun ejede ting med tilknytning til Hatshepsuts ældste datter, kronprinsesse Neferure, hvem hun åbenbart yderligere har været amme og nurse for.