Kongehusets amme og

den militære opdrager

Således, ved et sammenfald af de særlige omstændigheder - men statistisk ikke urimeligt - er der åbnet for, at nævnte gravfunds indhold af data kunne belyse den virkelige baggrund i forbindelse med Bibelens beretning om, at Moses af Faraos Datter fik tildelt en amme. Specifikt fortæller rabbinerskrifterne, ifølge S. Baring-Gould's tekstsamling "Legends of Old Testament Characters" (II, London 1871, s. 78), at han blev opdraget af Faraos Datter:

"… i hendes egen afdeling ved hoffet …".

Og parallelt vides, at Hatshepsut allerede som en ganske ung Faraos Datter havde sin egen afdeling ved hoffet med sin personlige stab. Gravfundet viser her, at Hatnufer endog direkte tilhørte selve Faraos Datters stab.

Og "tilsvarende" var den bibelske Moses' amme/plejemor ansat ved hoffet, det fremgår bl.a. af, at Faraos Datter gav hende løn - ifølge "2. Mosebog" (2,9). Rabbinerskrifterne beskriver hende desuden som en kvinde, der i forvejen ammede, da hun af Faraos Datter fik det hverv at amme Moses.

En opsummering af forholdene tydeliggør en sammenhæng, idet det egyptiske kongehus netop følger traditionen fuldt ud, ved at Senmut og Moses begge ligesom prinser fik tildelt en kongelig amme, Hatnufer - samt en kongelig opdrager, nemlig hendes ægtefælle, den militære leder Ramose.

Både i det gamle Egypten og i mange andre kulturer var det almindeligt, at en amme var mere end blot en kvinde, som tog sig af diegivning i stedet for barnets mor. Bl.a. i oldtidens Rom udgjorde ammerne en betydelig og anerkendt institution i samfundet. For en amme var ofte også nurse, barnepige og opdrager gennem mange år og kunne i det hele taget fungere som en reservemor. Et tidligt, egyptisk eksempel på, hvor nære sådanne relationer kunne være, er, at den senere Tuthmosis III giftede sig med sin ammes datter og gjorde hende til førstehustru.

Idet den nævnte brug af betegnelserne "far" og mor" for de personlige opdragere var temmelig almindelig hos egypterne, vil egyptologerne også medgive, at det kan være svært at finde ud af, hvornår f.eks. betegnelsen "far" dækker enten den rigtige far eller en anden person benævnt med denne tiltaleform, eller endda når det alene skal udtrykke 'ophav'.

På lignende vis kendes yderligere en vidtstrakt egyptisk brug af betegnelserne "bror" og "søster", uden at der forelå noget reelt familieforhold. Alle disse forhold synes at have smittet af på Bibelens ofte indirekte omtale af Moses' "far og mor" - og hans såkaldte "bror og søster". (Jf. bind 1's kap. 5).

Følgelig har skikken også præget Senmuts inskriptioner, hvor han respektfuldt mindes Ramose og Hatnufer. Og ikke alene må Senmuts tidlige militære opdragelse som antydet forklare, hvordan han allerede som ganske ung netop kunne optræde fuldbefaren som strateg på felttog i Etiopien; men det berettes således også "parallelt" af rabbinerskrifterne og oldtidsforfatterne (bl.a. Josefus), at den unge Moses var general under flere felttog i Etiopien.

Disse kilder omtaler forskellige episoder, hvor Moses viste sine evner som en militær taktiker og betydelig strateg. Dette var han næppe blevet uden videre, dvs. uden just en professionel træning i praksis og en tidlig, grundig indførelse i emnet af en erfaren militærperson. Derfor vil meget tale for, at denne netop var en sådan veteran: feltofficeren Ramose.

Ramose fulgte hermed præcist hoffets tradition - udover i forbindelse med sin hustrus stilling: For ud fra sin baggrund fik netop han, nu mere tydeligt, kongehusets førstefødte Senmut/Moses betroet i sin varetægt til oplæring.