Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (20 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (20 af 86)

5. KAPITEL

Moses - kendt i Egyptens historie

 

Gåden om Faraos Datters Søn

 

Kongelige børn, der var børn af faraoen og en haremsdame, blev opdraget som "barn af paladset", hvilket også var deres titel. De blev uddannet af "læreren for de kongelige børn" og "lederen af det kongelige harem". Men hvad angår Moses, har han været endnu mere end blot et kongeligt barn:

I Bibelen og jødisk tradition blev Moses som nævnt opdraget som "Søn af Faraos Datter". Og Paulus med sin jødiske baggrund bruger netop dette udtryk om ham og fortæller, at Moses til sidst hos israelitterne afstod fra at omtale sig selv med den betegnelse. Den indebar noget specielt:

Oprindelig på Moses' tid under Egyptens 18. dynasti vil præcis dette udtryk have haft en særlig betydning og synes i hans tilfælde at have fungeret som en titel. For i den daværende periode var det typisk kongehusets kvinder, der var af helkongeligt blod og mest fuldgyldigt kunne videregive arvefølgen, mens deres gemaler kun var af mindre kongelig byrd; kun tre gange inden for dette dynasti sad der en farao af helkongeligt blod på tronen.

Ved således at kalde sig "Søn af Faraos Datter", hvilket ellers er sjældnere set i anvendt praksis, har Moses, i denne særlige situation med den helkongelige Faraos Datter Hatshepsut som mor, således kunnet advisere sin høje grad af kongeblod og sin dermed favorable position for adkomst til tronen. (Dette og dele af det følgende er yderligere uddybet i bind 1).

Ved israelitternes udvandring fra Egypten deltog også andre folk, ifølge Bibelen. Moses rubriceres i Bibelen under betegnelsen levit, en gruppe hvis medlemmer med deres mange egyptiske navne - ligesom navnet Moses - synes at have haft et stort antal egyptiske deltagere. Mange levitter var præster, hvilket var en egyptisk tradition, men endnu ikke hebræisk skik.

Ifølge rabbinerskrifterne var levitterne de eneste blandt de israelitter, der var omskårne, mens de boede i Egypten (jf. bogseriens bind 1, kap. 5). Igen en egyptisk skik, endda af langt ældre dato. Disse skrifter oplyser i fortsættelse, at levitterne ikke boede nordpå i Goshen som de øvrige israelitter, men i og ved hovedstaden. Og på den tid var det Theben.

Hatshepsut og hendes gemal, den senere Tuthmosis II, havde af politiske grunde meget tidligt indgået ægteskab; hun var kun cirka 14 år, og han et par år yngre. Ligeledes af politiske grunde fremskyndedes en tidlig graviditet for at kunne give fødsel af en mulig tronarving: Moses. For hans biologiske far - en ældre stand in for Tuthmosis II - var også af kongeslægten. Moses' oprindelige status ved hoffet har givetvis været generende for Tuthmosis II, især efter at denne blev farao (cirka 1523 f.Kr.).

Da Tuthmosis II døde efter cirka 13 års regeringstid efterlod han sig to døtre med Hatshepsut som deres mor, samt en højst etårig søn, hvis mor var den tidligere nævnte haremsdame Iset.

Efter nogle års enkestand for Hatshepsut - hvor præsteskabets støtte til hendes regentskab efterhånden kunne blive problematisk, hvis hun insisterede på, at hendes og ikke Tuthmosis' søn skulle blive den næste farao - lod hun sig selv krone til farao i stedet. Dette usædvanlige træk må netop have været til beskyttelse af hendes søn, mens de ventede på bedre tider, hvor han forhåbningsvis kunne blive fuldt anerkendt til at bestige tronen.

I alle forhold ønskede Egyptens herskere medvind og kraft, hvilket traditionelt kunne søges opnået ved at "efterligne guderne". Herskerne kunne gøre dette som deltagere i kultiske mysteriespil eller i udførelse af praktiske formål og pligter i et regi, der var tilpasset gudernes handlinger, som kendtes fra teologien og myterne. Også Hatshepsut har deltaget heri.

Og netop her i Hatshepsuts tilfælde fandtes en klar, hellig præcedens for en fornem mor, der beskytter sin søns arv, nemlig gudinden Isis, der som enke beskyttede sønnen Horus ved at skjule ham og regere, indtil han var vokset op og kunne indtage regentskabet. Kronprinser guddommeliggjordes officielt ved at blive identificeret med gudesønnen Horus - og afbildedes ofte i dennes skikkelse.

Inden for 2. dynasti havde enkedronning Nemaathep regeret for sin lille søn, den senere kong Djoser, og i 6. dynasti havde enkedronning Ankhes-Merire regeret for den kun seksårige kong Pepi II. Også i dynastier efter Hatshepsut kendes sådanne tilfælde. Dog, ingen dronning regerede for en nevø, og der var heller intet forbillede hos guderne for dette! Men Tuthmosis III var netop nevø til Hatshepsut, og hans mor levede stadig.

Trods forskningens kendskab til disse facts, ses det ustandseligt og udokumenteret gentaget i nutidens publikationer om Hatshepsut, at hun regerede på sin nevøs vegne. Men ingen ved det med sikkerhed. For der kunne oprindelig have været tale om en anden end nevøen. Heri findes snarere en del af forklaringen på hendes overraskende kroning til farao.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth