Både Senmut og Moses

som problem i forskningen

Mange historikere har undret sig over Senmuts så nære forhold til Hatshepsut - og over den i realiteten kongelige måde, han selv optrådte på ved sine embeder såvel som ved udformning af sine inskriptioner, statuer, gravanlæg m.v. Flere forskere har i deres søgen prøvet at finde eller opfinde forklaringer:

- En grafitti, fundet ved det især af Senmut arkitektonisk udførte tempelanlæg i Deir el-Bahari, hævdes af visse forskere at forestille præcis ham i en mere end øm scene med en fornem dame iført en muligvis kongelig hovedbeklædning. Den vises dog uden regentens symbolik. Alene derfor er det ikke Hatshepsut, men måske en prinsesse (jf. kap. 7), og kun hvis den beklædning i det hele taget er kongelig. Trods denne endog flerdobbelte usikkerhed, ses omtalte graffiti alligevel brugt til at vise, at Senmut måtte være Hatshepsuts elsker.

Denne således udokumenterede påstand har mange accepteret uden videre, skønt det aldersmæssigt set vil være langt mere naturligt at se Senmut som hendes uægteskabelige barn. Hvorfor skulle Hatshepsut ene blandt den tids herskere have holdt sig tilbage fra at have såkaldt uægteskabelige børn? - det er hverken logisk eller historisk plausibelt. Netop Senmuts unge alder kan vise en direkte sammenhæng, idet han som flere gange nævnt som helt ung fik høj status og embeder, hvilket kun en prins kunne have opnået. Men hvor derimod borgerlige - ligesom f.eks. Senmuts plejeforældre - kun ville opnå dette i mindre grad, eller først langt senere efter at have tjent sig op.

Som det stadig vil blive mere klart, synes også modstanden mod Moses at tilsvare modstanden mod Senmut. Men hos forskerne er deres strid og problemer om Moses som en historisk ægte figur forsøgt løst i visse skoler ved simpelthen at afskaffe Moses ved at gøre ham ikke-eksisterende, nemlig til blot en mytefigur, der, som omtalt, var konstrueret af jødiske præster. De pgl. forskere har her gjort den vigtigste skikkelse i jødernes historiske selvforståelse til en fiktion ved at hævde, at det var præsternes fiktion! Attentatet på Moses - udført af hans samtids egyptiske opposition, og senere i en vis grad af oldtidens bibelredaktører - har her fået sin gentagelse i nutiden.

Også for Senmut synes forhold af denne art at ligne Moses' gådefulde skæbne og tilmed behandlingen, han senere fik af forskerne. F.eks. ses Senmut fremstillet som en opportunist, der satsede alt på Hatshepsut - og tabte, nogen tid før hendes eget løb var slut. Hans netop gådefulde forsvinden har således drillet egyptologerne, mens flere afviser et komplot mod ham, og forskellige hypoteser om hans skæbne har efter tur været i højsædet.