Hatshepsuts kup:

En kvindelig farao

Sandsynligvis for at demonstrere kontinuiteten ved fortsat at regere på Tuthmosis II's vegne og dermed bevare magten efter hans 13 år som farao, lod Hatshepsut fem år efter gemalens død opstille en stele med en inskription, der viser Tuthmosis II's regeringsår 18, hvilket har undret egyptologerne - endda så meget, at det mest foretrækkes at se bort fra dette datum. Men hvorfor greb hun ikke til at krone sig som farao med det samme?

Også her synes Senmut at stå som den i eftertiden skjulte brik i spillet. Og når han på grund af de magtpolitiske forhold var hendes vanskeligt officielt anerkendte søn, synes dette medvirkende til - så længe det ikke var taktisk forsvarligt at indsætte Senmut - at hun greb til selv at lade sig krone og herske som farao samt sikre, at magten ikke skulle overdrages andre end ham.

Denne exceptionelle handling fra hendes side kan synes at være en nødløsning, skønt nødvendigvis i nogen udstrækning forberedt, men nu udløst på et meget kritisk tidspunkt. Nemlig da der undervejs i syv år efter gemalens død må være stillet afgørende krav til hende som enkedronning om at afgive ledelsen til den yngste prins, som en magtfuld gruppe i præsteskabet var begyndt at foretrække.

I tidens løb havde enkelte dronninger som nævnt været regent på deres søns vegne, når denne som mindreårig kronprins var udnævnt til farao. Dog var kvinder af kongeblod tronberettiget ifølge en tradition helt fra 2. dynasti. Her var ifølge oldtidens egyptiske historiker Manetho en farao Ba-en-neter (i senere græsk optegnelse kendt som Binothris), der lovgav, at kvinder kunne være den kongelige regent. Dette er klart og koncist, og ikke spor teoretisk i sin udformning. Tidligst kendes dronning Meryt-Neith at have regeret mest selvstændigt. Og i 18. dynasti var kongeligt fødte dronninger som Hatshepsut automatisk deres gemalers medregenter.

I forvejen var 18. dynastis dronninger ret selvstændige og havde f.eks. egne religiøse embeder, egne godser og egen administration samt var på adskillige punkter ligestillede med deres farao-gemal. Og at indsætte sønnen ville, som det er fremgået, kunne være udtryk for en styrkelse i konsekvens af myten, idet hun som en genklang heraf kunne være som gudinden Isis, der forsvarede sin søn Horus' kongelige rettigheder og arv.

Og fra en dengang mere end tusindårig legende om egyptiske herskeres guddommelige herkomst, praktiseredes tronretten helst som en arv med mandlig forrang. Men idet det var proklameret, at Hatshepsut var undfanget ved hieros gamos, og da hun efter sine søskendes død var alene om at kunne videreføre slægten "fuldblods", har alt dette yderligere kunnet støtte, at tronovertagelsen lykkedes for hende. Hatshepsut blev da den eneste kvinde, der er en direkte kronet farao - hvilket kunne være svært at omstille sig til i Egyptens tunge institutioner.

Selv skriverne kunne have svært ved det, fordi det egyptiske ord for 'konge' sprogligt kun kan være maskulint - og i egyptisk fandtes der ikke noget udtryk for 'dronning', så der måtte anvendes formen "kongens første-hustru". Derfor ses Hatshepsut ofte i teksterne omtalt som "han". (Dette specielle sproglige problem kan illustreres, ved f.eks. da Danmarks dronning Margrethe I i 1400-tallet regerede de tre skandinaviske kongeriger og af udenlandske udsendinge blev tituleret "fru konge"; samt genkendes i lignende forhold hos Sveriges dronning Christina, der i 1650 ikke kronedes til dronning, men netop til konge).

Således indeholder inskriptioner om Hatshepsut som farao en sær blanding af han- og hunkønsformer, alt imens skriverne har forsøgt - ofte forgæves - at undgå disse grammatiske urimeligheder. Det tog egyptologerne næsten 75 år at forstå, hvorfor denne farao Hatshepsut, som de naturligt først antog for en mand, også omtales i femininum.

Som farao iførte hun sig ved særlige officielle og ceremonielle lejligheder en faraos mandsdragt med den kunstige udgave af det obligatoriske faraohageskæg. Billeder i hendes tempel i Deir el-Bahari viser hendes guddommelige fødsel, og her lod hun sig afbilde som et nyfødt drengebarn for at passe i traditionen.

Men ved flere officielle såvel som kultiske aktiviteter gennemførte hun at optræde som kvinde. Bl.a. lod hun indføre - efter Senmuts ide - sfinkser med kvindeansigt udformet som portræt af hende; de første blandt egyptiske kvindelige sfinkser, der overhovedet kendes, og som siden dannede skole.

Med sin mandsdragt, og med karakteristisk "mandlig" okker hudfarve på visse billeder, har hun underbetonet, at hun var kvinde - og vil da kun sjældent have vist sig officielt som kongelig mor til Senmut/Moses.

Det er et faktum, at Hatshepsut efter sin gemals død regerede som en kronet farao, bl.a. findes flere af hendes og andres inskriptioner herom intakte, dvs. ikke ødelagt af efterfølgerne. Forskere har vanskeligt kunnet gennemskue de komplicerede forhold (og skabte med tiden det omtalte rygte til turistguiderne, at Senmut var Hatshepsuts elsker).

På mangfoldige områder har Hatshepsut undret forskningen. Eksempelvis skriver også den britiske egyptolog Joyce Tildesley i sin bog "Hatchepsut" (s. 112-113), at det var gådefuldt, hvorfor dronning Hatshepsut ventede i 7 år med at lade sig krone. Desuden angiver bogen, at det er tydeligt, at dronningen betragtede eksistensen af den unge Tuthmosis (III) som et problem.

Dette er netop et meget tydeligt og præcist billede af situationen. For hvad enten kronprinsen var nævnte Tuthmosis eller den person, Senmut/Moses, der ikke blev farao, var det et betydeligt problem. Her er altså den skjulte tredje medspiller dén faktor, der kan forklare situationen.

Og i betragtning af alle de fjernede og/eller ændrede inskriptioner gives der næppe noget direkte kendskab til de vigtigste af de hæmmende forhold, der har afholdt Hatshepsut fra endelig åbenlyst at kunne lade Senmut/Moses indsætte på tronen. I mellemtiden var Neferure hendes co-regent – og var hans mest bestyrkende ekstra forbindelse til tronen.

Der opstod naturligt modstand mod Hatshepsuts utraditionelle og kupagtige kroning af sig selv til farao. Alene dette bevirkede, at Senmut automatisk fik hendes skjulte fjender også som sine fjender. Modstanderne har grupperet sig omkring den konkurrerende meget yngre prins, og kan især være provokeret af perspektivet i den - efterhånden kun med besvær skjulte - mere end tætte konstellation Senmut-Neferure.

Dette at der i det hele taget fandtes en anden, om end tyndblodet, ætling inden for kongeslægten, og dermed en potentiel tronkandidat, har været tilstrækkeligt til at kunne udløse, at præsteskabet "bemægtigede sig" denne person for at kunne føre et stærkere modspil mod Hatshepsut.