Senmuts magiske koder

som hemmeligt våben

Statuer og billeder i templerne blev, ligesom navne og navneinskriptioner, tillagt en magisk kraft. Nogle statuer i gravanlæg var endda beregnet til, at sjælen kunne tage bolig heri, hvis mumien blev ødelagt.

Nogle af Senmuts særlige foranstaltninger med sine billeder i templet var således bl.a. til brug for hans statuers og navnes beskyttelse mod destruktion, iværksat af eksempelvis senere faraoner med en anden politik.

Desuden kunne metoden være en potentiel modforanstaltning i tilfælde af oprør, hvor også aktioner med billedstorm kunne anvendes til offentligt at reducere en herskers eller en guds magt.

På grund af Senmuts godt camouflerede arrangementer skulle mange af disse statuer og billeder ikke let opdages; følgelig en mindre risiko for overlast. Efter hvad senere fulgte, skulle dette vise sig at være et klogt træk. Disse hemmelige arrangementer fra Senmuts side kan også, som vi skal se, forklare den hidtil så ubegribelige og inkonsekvente kurs, som Tuthmosis III siden fulgte, hvor han ødelagde et betydeligt antal Senmut-statuer og -inskriptioner, men lod andre være urørte.

Det var hermed helt i overensstemmelse med den tids opfattelse, at Tuthmosis III ikke rørte visse af statuerne og inskriptionerne, hvis det har været på grund af deres "magiske ladning" med "skjult forbandelse". Blot dette at udtale visse af inskriptionernes ord og navne ville yderligere åbne for deres kraft, omtalt som "lyde fulde af virkning". Jf. også f.eks. at Hatshepsut (eller Neferure?) er afbildet i et relief - fundet på sten fra hendes nedbrudte Røde Kapel - hvor hun brænder navnene på Egyptens fjender; altså en rent magisk handling set med datidens øjne.

Og det "hemmelige våben" til at beskytte Senmuts eftermæle mod skadelige handlinger kunne yderligere være indeholdt i endnu ikke tydede koder i hans inskriptioner. Således af mulig frygt for dette magiske indhold undgik mange inskriptioner destruktionen og heraf endda også flere blandt de mere iøjnefaldende.

Allerede ved Senmuts første gravanlæg er der i dets byggeaffald uden for klippeskaktens fornemme frontparti fundet sten med en særlig form for magisk inskription. Ud fra mængden ved findestedet er kalkuleret, at der har været hundredvis, hvis ikke tusinder, af disse "magiske" sten, som var beregnet til indbygning i gravanlæggets (skille)vægge på en sådan måde, at de var totalt skjulte. Igen en opfindelse - eller en fremgangsmåde forbedret og sat i system - af Senmut.

Disse sten beskrives detaljeret af William C. Hayes i hans artikel "Ostraka and Name Stones from the Tomb of Sen-Mut, No. 71, at Thebes", der er udgivet af The Metropolitan Museum of Art: Egyptian Expedition Publications (vol. 15, New York 1942). Han omtaler et lignende tilfælde ved Senmuts konstruktion af Hatshepsuts Deir el-Bahari-tempel.

Netop her har Senmut samt forskellige fornemme personer, ifølge deres vedhæftede navne"sedler", ladet Hatshepsuts navn(e) inskribere på sten, der ligeledes var beregnet til skjult indbygning i templet. På den måde har de, sandsynligt ved et særligt ritual, været kontributeret til beskyttelse af Hatshepsut - og til, at hun i særlig grad var forbundet med og beskyttet af dette tempels "hellighed". (Jf. i Ramses II's obelisk fra Luxor-templet blev der ved dens flytning til Paris afsløret, at denne konge har sat sine navne i et godt skjul på obeliskens ellers evigt utilgængelige underside).

Men i Senmuts første gravanlæg var det ham selv, der havde ladet sig forbinde med - og især beskytte af - hundredvis af sten, der alle bærer hans navn og individuelt hans forskellige titler. Under den tids udbredte magi-tro kendte man til gentagelsens kraft: f.eks. i egyptiske grave ses ofte på vægge og genstande en konstant repetition af navne på gravens ejer som forsøg på permanent bevarelse og beskyttelse.

De pågældende sten til brug for Senmuts gravanlæg adskilte sig ikke af form fra de øvrige byggesten og stenklumper. Men de er inskriberet på selve byggefladen, så de efter indbygning i væggene var usynlige. Her - inde i væggene - ville ingen finde på, at der overhovedet var skrevet på dem. Som Hayes i sit ovennævnte værk anfører:

"… de var beregnet til aldrig at blive set af dødeliges øjne …".

Flere af sine inskriptioner i klippevæggen havde Senmut gemt under et lag gipspuds på hvilket der igen var inskriptioner, så ingen ville fatte mistanke til, at der overhovedet fandtes andre (indre) inskriptioner. Yderligere hemmeligholdelse sikrede han sig ved at bruge fremmede arbejdere; tilsvarende er der fundet flest afrikanske og asiatiske navne i arbejdernes interne meddelelser.

Skønt Senmut viste stor forudseenhed med disse forholdsregler, har de skjulte forbandelser åbenbart ikke på længere sigt kunnet stå imod præsteskabets og Tuthmosis III's senere så omfattende damnatio memoriae-aktion - som udførtes ved hjælp af særlige mod-forbandelser foruden selve destruktionen af Senmuts eftermæle.

Allerede på det tidspunkt, da Senmut under Hatshepsuts tempel lod indrette sit hemmelige gravanlæg, har han følt sig yderligere truet. I modsætning til ved indretningen af sit første gravanlæg lod han i dette senere anlæg inskribere en kraftig forbandelse mod enhver, der ville vove at udsætte det for destruktion:

"… hvilket rammer ethvert menneske, der vil tilføje min statue noget ondt: han vil fældes af sin tids konge - han vil ikke finde hvile i den vestlige ('de dødes verden'/vest for Nilen) begravelsesplads - han vil ikke få nogen levetid på Jorden! …".