Indicier for at Tuthmosis III

ikke var tronarving

Et resumé af Tuthmosis III's situation: han synes slet ikke fra starten at have været hverken indstillet på eller forberedt til at blive farao! Han havde derimod lagt an på et liv med mere beskeden position som søn af en af fødsel kvartkongelig farao, Tuthmosis II, og en ikke-kongelig haremskvinde, Iset. Således lader hans tekster os forstå, at før han blev farao, tilbragte han sit liv som underordnet præst i et tempel i Kheb.

Det sted var et mindre tilgængeligt marskområde i Buto i nord ved deltaet - et rimeligt sikkert tegn på, at han var sat derud for at være uden for indflydelse. Ligeledes uden sigte på faraotronen giftede han sig tidligt helt "ustrategisk" og upolitisk med sin amme Ipu's datter Zat-jah.

Men den efterhånden fremvoksende hemmelige opposition blandt præsteskabet imod Hatshepsuts regime har været ivrig efter at få standset Hatshepsut selv såvel som hendes arvefølgedispositioner. Så ivrige, at disse sammensvorne har slækket på prioriteringen af prinser med det tykkeste kongeblod (egyptologisk anses dette dog heller ikke for et ubetinget krav), at de valgte denne "ottendedelskongelige" prins. Med - eller mod - hans vilje har de fået ham til at deltage i intrigen mod Hatshepsut og derfor også mod Senmut.

Så skønt denne yngre prins i forvejen var gift med både Zat-jah og en medhustru Nebet-u - måtte han som nævnt desuden gifte sig med Hatshepsuts yngste datter Merietre-Hatshepsut siden hen.

Hans indgåelse af dette ægteskab må derfor ses som et politisk kup med det dobbelte formål: - at gøre ham mere acceptabel som kommende farao - samt især at holde den eneste tilbageværende kongedatter "optaget", så Senmut ikke kunne gifte sig med hende og derved få sværere ved at bevare sin status som tronfølger efter Neferures forsvinden. - For bortset fra den politiske gevinst var Tuthmosis (III) i den grad uinteresseret i Merietre-Hatshepsut, at han holdt hende i baggrunden og gjorde (først) Zat-jah til "store kongehustru", dvs. dronning. Og ved dennes død lang tid senere, gjorde han dernæst den førnævnte, ellers ubekendte Nebet-u til sin førstehustru.

Desuden havde Tuthmosis III flere "mindre" medhustruer og en række sønner, som han fik med dem. Mindst seks af disse prinsers navne kendes. Men den første og foretrukne dronning, Zat-jah, var den, der blev mor til Tuthmosis III's ældste søn (Amon)-em-hat, som, skønt sikkert i nogen grad prioriteret som førstefødt, dog ikke blev farao.

Først efter at den følgende dronning, Nebet-u, var død - og hvor da Tuthmosis III var over 35 år - samt for yderligere at befæste sin magt i de uroprægede år, der fulgte efter Hatshepsuts død 1487 f.Kr., lod han endelig Merietre-Hatshepsut reelt indtage pladsen som dronning. Her, mindre end 20 år før Tuthmosis III døde, fødte hun omkring 1474 f.Kr. hans "mere kongelige" søn og efterfølger, den senere Amenhotep II.

Bl.a. kan Tuthmosis III ikke lige fra fødslen have været tronarving - og heller ikke en så tidlig farao - for som nævnt var han næppe to år gammel, da Hatshepsut som enkedronning overtog styret cirka 1509 f.Kr.

Hermed kan resumeres tre faktorer: Ud over at Tuthmosis III var for ung til at kunne assistere som mulig kronprins ved Neferures indvielse til "gudens-hustru", har også hans ringere kongelige herkomst i forhold til Senmut/Moses været et problem. Og allerede hans valg af ægtefæller tydeliggør, at det ikke oprindeligt var hensigten at få ham på tronen.

Og det bestyrkes desuden af, at Hatshepsut meget tidligt gav en formel medregentstatus til Neferure (i øvrigt delvis knyttet til Neferures indvielse som "gudens-hustru"), men ikke til Tuthmosis III. Hatshepsuts disposition ville være både usædvanlig og reelt ubegribelig, hvis denne søn af Tuthmosis II tidligt havde været en anerkendt tronarving.