Afsløring af massakre

på den kongelige amme

Senmuts første og officielle gravanlæg (TT 71) er hugget ind i klippen nær toppen af bjerghøjen Sheik Abd el-Gurnah, 0,5 km syd for Hatshepsuts store tempel i Deir el-Bahari. Gravanlægget var det første i den lokalitet.

Bag frontens opmurede facade på den udvendige del af gravanlægget er der flere parallelle søjlerækker, hver med otte søjler. Herfra fører en flot vestibule ind i den lodrette klippeside, hvor det store udhuggede anlæg begynder. Udvendigt forbinder en bred stentrappeagtig aksial rampe to terrasser i hvert sit niveau, tildeles en stilmæssig forløber for hans udformning af Deir el-Bahari-templet. Der anes inspiration fra en ældre egyptisk tradition - repræsenteret af en tidlig arkitekt Ineni fra Egyptens såkaldte midterste kongerige - der nu i revitaliseret form indgik i Senmuts vision.

Dette Senmut-anlæg - hvis indre gulv dækker hele 148 kvadratmeter - er den største på Thebens vestbred, dvs. af kongelig størrelse. Den amerikanske egyptolog Peter F. Dorman kan i sit værk "The Tombs of Senenmut" (New York 1991), ikke forstå, hvorfor Senmut har hele to gravanlæg, og foreslår, at dette første anlæg var hans kapel - skønt en grav oftest byggedes først (og denne var endda med gravsarkofag), og skønt Senmut også havde bygget et kapel, sydpå i Geb es-Silsileh.

I undergrunden foran gravens imponerende indgangsparti blev der i 1936 fundet en primitiv familiegrav. Det var denne, der indeholdt kister med rester af mumierne af Senmuts "plejeforældre" den cirka 60-årige Ramose og hans jævnaldrende hustru Hatnufer. Igen: "familie" opfattet på bredeste måde ved nurse-forbindelsen til Senmut.

Ikke alene var det normalt at se familiemæssigt og med høj respekt på nurser og opdragere, uden at der forelå ægte familieskab. Jf. at Hatshepsut i sit Deir el-Bahari tempel ærefuldt lod opstille en statue af sin egen nurse Sitre (også kaldet Inet), hvis mumie - fundet i 1903 af Howard Carter - endda som et hidtil ukendt privilegium var blevet gravsat i selve Kongernes Dal.

Da Senmut med sin position udgjorde, som vi skal se, den bagvedliggende årsag til denne plejefamilies død, må han have følt det som sin traditionelle pligt at ordne deres begravelse.

Ud over Ramose og Hatnufer indeholdt graven et antal kister tilsyneladende med den øvrige del af husstanden, der her omfattede bl.a. tre kvinder og tre børn af ukendt navn.

Fundet og udgravningen blev gjort af to amerikanske egyptologer Ambrose Lancing & William C. Hayes. Deres beskrivelse ses i "The Egyptian Expedition 1935-1936", i The Bulletin of The Metropolitan Museum of Art (vol. 32-II, New York 1937). De undrede sig især over de mange beviser på - og understregede det som specielt og ekstraordinært: at alle otte familiemedlemmer i alle aldre, plus alle de pågældende fra husstanden, var døde samtidig og begravede på én gang.

Der var næppe tale om en epidemi, idet der fra denne periode ikke findes ekstra mange begravelser, hverken i dette område eller andetsteds, og mumierne bærer heller ikke præg af sygdom. Derfor vil det pludselige massedødsfald hos denne særlige familie direkte kunne tydes - og bestyrkes af oplysninger i det følgende - som et led i et attentat.

Ud fra skriftlige angivelser på nogle af krukkerne i Ramoses og Hatnufers grave er begravelsen blevet opfattet af Lancing & Hayes som sket i Hatshepsuts "7. regeringsår". Det år er kendt som Hatshepsuts kroningsår - og var samtidig med påbegyndelsen af Senmuts første og officielle grav. Men de to egyptologer baserer deres opfattelse på kun disse vin- og oliekrukkers årstal, hvilket er så upræcist, at det bliver misvisende.

Nøjagtig datering er vigtig for blotlægning af attentatmændenes fremgangsmåde. Og da de to egyptologers datering ud fra upræcise kronologier, metoder og andre forståelige misforhold nu snart 70 år efter dette fund endnu ikke er blevet undersøgt dybere af andre eller taget op til revision, er det derfor nødvendigt her at se på et par afgørende facts.

For set i sammenhæng - nu støttet af bedre udforskede kronologiske omstændigheder for Hatshepsut, end der fandtes ved udgravningen i 1935 - må dateringen på afgørende punkter revideres. Herved forskydes tiden frem til nogle år efter Hatshepsuts kroning, hvorved det viser sig, at graven stammer fra perioden med opgøret, der satte ind inden for de sidste år af Senmuts karriere:

1. Af de i alt 12 gange, hvor Hatshepsuts navn er fundet i Ramose/Hatnufer-familiegraven, er hun seks gange omtalt som "konge af Egypten". Hatshepsut overtog magten cirka 1509 f.Kr. og lod sig krone til farao 1502 f.Kr., så graven er derfor fra efter dette tidspunkt, endda flere år efter (se pkt. 2). Mens gravfundets krukker med den nævnte "7-års-dato" mest vil angå dateringen af selve krukkerne, f.eks. deres keramiske fremstilling eller deres forsegling (ligesom det kendes i nutiden ved årgangsvin), så siger de derimod intet om gravlægningens præcise alder/tidspunkt.

2. Alle disse begravelser på dette sted neden for Senmuts officielle gravanlæg var ikke hugget ned i den underliggende klippe, men placeret under skærver og byggeaffald, stammende fra udhugningen af Senmut-gravanlægget i toppen af samme bjerghøj 15-20 m ovenfor den. Den traditionelle præparation af ligene er foretaget - men selve begravelsen af plejeforældrene er stærkt præget af at være foregået i al hast. Efter udhugningsaffaldets mængde at dømme betyder det, at plejeforældrene er blevet begravet tidligst ved den tid, da størstedelen af arbejdet med Senmuts grav var ved at være færdigt. Da denne Senmut-grav først påbegyndtes i Hatshepsuts kroningsår 1502 f.Kr., er der forløbet nogle år, før de udhuggede stenskærver havde nået at danne et så tykt affaldslag, at det var tilstrækkeligt for at dække disse begravelser.

3. Da noget af det linned, der blev fundet i graven, var hentet i de kongelige lagre, idet det var mærket med Neferures kongelige kartouche, kan også dette pege på en sen dato. For det er tvivlsomt, om Neferure var umyndig eller mindreårig pige i Hatshepsuts regeringsår nr. 7, idet hun på det pgl. tidspunkt var i en alder, hvor hun har fungeret som en voksen kongelig med egen husholdning og tilhørende egen afdeling af de kongelige depoter.

Hertil viser det sig ydermere, at ikke alene fandt ombringelsen af Ramose, Hatnufer og deres familie sted på et tidspunkt ikke længe efter Neferures forsvinden. Men foruden alle disse mystiske dødsfald var der også samtidig omkring plejeforældrenes grave begravet fire andre personer, som tilhørte Senmuts husholdning. Bl.a. en person fra Senmuts private musikkapel; således var sangeren Harmose med sit instrument begravet få meter fra plejeforældrene og under helt samme omstændigheder. Og lignende gælder for et unavngivent ægtepar fra husstanden, samt forvalteren Tusy.

Stadig samtidig var der også foretaget - og ligeledes i hast - yderligere en særlig begravelse. Her er fundet - indsvøbt og i en stor kiste - et temmelig stort dyr, dengang ikke ret almindeligt i Egypten hos privatpersoner, men igen: kun hos kongelige - normalt tilhørte heste militæret direkte under farao. Men her var en kostbart udstyret ridehest begravet "med fuldt honnør". Senmut med sin skønhedssans må have værdsat den højt, den var noget af et kongeligt statussymbol og brugtes af herolder.

Situationen fremstår her, som var der anvendt gangstermetoder, hvor fjenderne som et ekstra raffinement ved deres terroraktion også foretog en massakre på hans sjældne og kostbare ridehest. Det kan i nutiden vække associationer til en lignende situation i Mario Puzos og Francis Ford Coppolas kendte roman/film "Godfather".

Ramose, der havde været den gamle konges krigskammerat og siden fik en ærespost ved hoffet, blev som tidligere omtalt gravsat med sine kostbare våben og fint indsvøbte våben: To langbuer og 70 specielt farlige pile og et bronzespyd - alle beregnede til krig eller parade for en højtstående officer. Her var der fulgt en skik udbredt flere steder i verden, ved således at lade en stor krigers våben følge med i graven.

F.eks. da Amenhotep II, der var kendt som en mesterlig bueskytte, senere i samme århundrede blev gravsat, fulgte hans berømte bue ham i graven. Men hos Ramoses var buerne - så usædvanligt - brudt omhyggeligt i stykker, en destruktionshandling der kunne tyde på at være en ekstra forhånelse ved ombringelsen af denne kriger. At bryde et sådant våben i stykker udtrykte ikke ualmindeligt underkastelse over for en fjende.