Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (38 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (38 af 86)

Tuthmosis III omtaltes ikke som prins

 

Det er blevet betvivlet, senest af egyptologen Joyce Tyldesley fra Manchester University, i hendes bog "Hatchepsut" (London 1996), at så mange mennesker døde på én gang som ved en katastrofe. Hun mener, at der ikke er fuldt sikre beviser på (hvilket dog er ganske normalt i egyptologien og også korrekt her), at Ramose og Hatnufer omkom som ofre for et attentat. Hun foreslår da, at de døde på forskellig tid og gravsattes med gravgods og nogle mumiekister, og er så senere blevet flyttet og samlet her i en fælles samling af grave.

Også andre lignende forslag ses i cirkulation, uden at der overhovedet synes foretaget nærmere analyse ud fra de arkæologiske facts og betingelser.

Således hos Tyldesley ses der bort fra, at udgraverne Lancing & Hayes, ud fra deres egne direkte observationer af de nyåbnede grave, hævder at disse mennesker var døde nogenlunde samtidig. Desuden var det almindeligt ved den gennemsnitligt lave levealder i datidens Egypten, at fremstilling af diverse gravudstyr blev forberedt ofte mange år forinden ibrugtagningen.

Mumierne var ikke åbenlyst molesterede, men de afdøde kunne let være blevet ombragt på en diskret måde - ikke nødvendigvis med gift, i stedet kunne det f.eks. være sket ved strangulering.

Især er det nødvendigt at nærlæse de udgivne udgravningsrapporter. Det vil da fremgå, at Tyldesley ved sin ikke-attentat hypotese bl.a. har overset at tage den døde hest samt Ramoses ødelagte våben i betragtning. Heller ikke de primitive grav-hulrum, der nødtørftigt var stablet sammen af affaldsstumper fra Senmuts udhugne klippegrav. Det ville ingen rigmand byde hverken venner eller familie. Desuden ville der ved ordentligt forberedte gravsættelser ikke inkluderes alle slags tjenestefolk i familiens private grav - og her ovenikøbet slet ikke familiens tjenestefolk, men Senmuts.

Der var virkelig intet gjort ud af disse primitive begravelser under skærverne, og ydermere skulle Senmut med sit næste gravanlæg blive anbragt med betydelig distance fra dem: Alt dette bestyrker, at der kun var tale om plejeforældre og ikke de rigtige forældre til denne mægtigste mand i Egypten efter farao. At de i det hele taget var gravsat så nær hans første gravanlæg, må især skyldes krisesituationen samt respekt og veneration ud fra den stærke tilknytning velkendt ved amme/tutor-forhold ved hoffet.

Desuden, med plejefamiliens fælles skæbne med hans husstand er det ikke usandsynligt, at Senmut med sin veneration senest kan have ladet dem bo på aftægt i en afdeling af sit rige hus og gods.

At Hatnufer var Neferures amme - og ifølge vor tesis også tidligere amme for Senmut - var ikke usædvanligt for netop (halv)søskende og indikerer yderligere det nære slægtsforhold. Det tydeliggør eksistensen af en fælles årsag bag Neferures og Senmuts hver så gådefulde forsvinden inden for en bestemt periode. Endnu i dagens Egypten under islam bliver børn, der får mælk af samme kvinde, anset for at have et søskendeforhold.

Det er bemærkelsesværdigt ved familiens markante forbindelse til de øverste kongelige, at navnet på den prins, der senere blev farao Tuthmosis III, aldrig er nævnt på én eneste af de fundne genstande med tilknytning til hoffet eller på andre af fundene i graven!

Ej heller omtales han i Senmuts inskriptioner i dennes to gravanlæg og heller ikke i nogen af Hatshepsuts gravanlæg. Han er end ikke nævnt i Tuthmosis II's inskriptioner. Det bekræfter også, at han fødtes sent.

Alt samstemmer med disse hidtil oversete forhold, at ikke blot hos Senmut og hans plejeforældre, men ikke en gang hos de kongelige selv, regnedes den senere Tuthmosis III for at være tronfølger eller regent. Han må da være kommet på tronen uventet, som f.eks. ved et kup.

Hele den ovennævnte situation forekommer nu som en terroraktion, foruden at det i den tids ånd kan være udført som et destruktivt magi-offer i en ritualiseret hævn- eller skadehandling, der altsammen tydeligt har haft til hensigt at fratage Senmut lysten til at fortsætte med at ville aspirere til faraotronen. Og dertil kunne det fremstå som en grusom advarsel til at afskrække andre indflydelsesrige personer fra at fortsætte deres relationer til - eller direkte at støtte - Senmut.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth