Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (39 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (39 af 86)

10. KAPITEL

Den skæbnesvangre intrige

 

Ypperstepræstens dobbeltspil

 

Hapuseneb, der var Amons ypperstepræst i Theben, blev en af Egyptens rigeste og mest indflydelsesrige dignitarer. Ud over det forhold, at han som indehaver af dette mægtige embede kontrollerede Amon-templernes jorder og ejendomme, havde han og "næstøverste Amon-præst" egne paladser og godser med store stabe af sekretærer og tjenere af alle slags. Han havde ligesom præsteorganisationen både handelsskibe og en egen lille privat hær.

Mange af de personer, som den tids ypperstepræster udpegede til indsættelse i statsadministrationen, havde end ikke gejstlig baggrund. Selv hos farao anbragte ypperstepræsten egne mænd som hoffolk.

Præsteskabet ekspanderede til en overklasse, en præstekaste, der ejede næsten halvdelen af Egyptens jord (sml. den katolske kirke, der f.eks. i Danmark frem til reformationen i 1500-tallet ejede en tredjedel af jorden, som den styrede helt fra Vatikanet). Alene de mange præsters grave udgør en fjerdedel af samtlige begravelser ved Theben.

Når faraonerne skulle føre krige, var de ofte afhængige af de gigantiske økonomiske midler hos præsteskabet (templerne havde et uhyre antal kornkamre og var veritable kapitalbanker). Således ses, cirka 100 år efter Tuthmosis III, at farao Akhenaton (Amenhotep IV) - der brød så afgørende med dette Amon-præsteskab - ikke førte nogen krige af betydning, skønt naboerne benyttede sig af situationen og attakerede rigets grænser. Dette må derfor også ses i lyset af hans nedbrudte forhold til Amons præsteskab og dets formidable pengekasse.

Hatshepsuts første 13 år som Tuthmosis II's dronning 1523/22-1509 f.Kr. og dernæst hendes eget regime i cirka 22 år først som regent og siden som kronet farao 1509-1487 f.Kr. var mest en fredelig periode i Egyptens historie. Og fra starten synes hun i virkeligheden at have siddet mere på magten end gemalen gjorde. Ikke utænkeligt må præsteskabet have søgt midler til at styre hende, f.eks. ved at bidrage mindre til krigskassen.

For der var netop ingen større felttog, erobringer eller periodiske småkrige på hendes tid bortset fra to-tre grænsestridigheder med et enkelt togt til Nubien, hvor hun som nævnt fulgte den tradition, at farao personligt stod i spidsen for hæren (enkelte egyptologer anser ekspeditionen som en fredelig handelsekspedition, uden at ænse inskriptionernes tale om krigstogt). Hun havde i stedet for kostbare krigsudgifter stort set valgt en strategi, der oven i købet styrkede hendes position i forhold til præsteskabet:

- Hun fandt nogle bedre og mere holdbare udveje ved fredelige midler, idet hun udviklede en enestående aktivitet gennem diplomatiet. Således også ved hendes ekspedition til Punt (Etiopien-Somalia); herom vides, at der ikke i 600 år tilbage - ikke siden farao Mentuhotep - havde været officiel kontakt direkte på regeringsplan mellem de to lande.

Men den interne konflikt ulmede, og til sidst stod Hatshepsut i den situation, at den person, der blev en af hendes overhovedet mægtigste - og værste - fjender, også var den, der var "øverste Amon-præst", dvs. ypperstepræsten for hele Egypten. Hans embede forenede den religiøse og politiske magt i én person, så han - bortset fra en del af perioden med Senmut - havde landets mest magtfulde position ved siden af farao. Denne mand var den tidligere nævnte Hapuseneb, der bl.a. betegnede sig selv som:

"… den øverste blandt alle Amons præster i syd og nord
(dvs. 'det egyptiske dobbeltrige') …".

I kultisk henseende har Hapuseneb været en højt indviet, og han lod i sine selvbiografiske inskriptioner yderligere forstå:

"… jeg kendte hemmeligheden om gudernes ni-foldighed … (og)

… kendte den højeste hemmelighed hos begge gudinder
(dvs. Isis og Nephtys i Osiris-mysterierne) …".

Han var øverste dommer; det var forbundet med, at han også var dét der svarer til justitsminister. Og som ypperstepræst fungerede han i vid udstrækning som rigets "personalechef" og havde indflydelse eller bemyndigelse til at ansætte de folk, som han selv ønskede, hos farao. Blandt sådanne personer afslører flere, i inskriptioner i deres gravanlæg, en tvetydig holdning til Hatshepsut (se kap. 18).

Hapuseneb angiver desuden om sig selv, at han oprindelig var blevet udvalgt ved Tuthmosis I's hjælp til at være:

"… den øverste i Amons hus (tempel) i Theben …".

Senmuts magtområder bl.a. som "gudens-hustru"s (dronningens) "husholder" i templet og siden også templets øverste administrative forvalter, var konfliktbefordrende tæt på Hapuseneb. Sidstnævnte blev tilmed guvernør over Øvre Egypten, med Theben som hovedsædet. Dvs. endnu en konkurrencesituation, når Senmut var guvernør over Nedre Egypten.

Senmut var i flere forhold tvunget til at indordne sig Hapuseneb, da denne ypperstepræst på et tidspunkt også blev krigsminister og finansminister. Eksempelvis var Hatshepsut nødt til at gøre denne gejstlighedens øverste til formel overentreprenør for sit officielle kongegravsprojekt i Kongernes Dal (KV 20) - skønt Senmut dog var den, der havde vist sit talent for at udføre vanskelige og utraditionelle projekter. Ifølge nogle egyptologer er det just Senmut, der er afbildet i et af gravens rum, hvor han giver Hatshepsut hyldest, og hele grundprojektet bærer umiskendelige spor af at være Senmuts dristige, ukonventionelle og stort udtænkte plan:

- Dette gravanlæg er udført bag om den præcis smalleste del af det bjerg, der adskiller templet i Deir el-Bahari fra Kongernes Dal - og er udformet som et tunnelprojekt, der i lige linje skulle udhugges under bjerget og slutte på dets anden side: direkte under Hatshepsuts tempel. Og i princippet ville tunnellen i fortsat samme linjeføring også forbindes med Senmuts hemmelige grav, der således fra modsat side af bjerget er ført langt ind under tempelområdet - som var de skabt til hinandens forlængelse. Via templet gik denne sigtelinje helt over til Karnaks tempel på Nilens østbred.

Det storslåede projekt - det længste og dybeste gravanlæg - havde ikke sin lige i Egyptens historie. Det har været hårdt for Senmut at blive forhindret i at gennemføre det, og at måtte overlade en stor del til sin værste konkurrent. Men ydermere ændrede Hapuseneb planen, så at anlæggets linjeføring krummedes bort fra retningen, hvad enten det var fra problemer med undergrundens reelt vanskelige beskaffenhed, den ny ledelses fejl eller simpelthen obstruktion behændigt skjult ved at overdrive betydningen af de tekniske problemer.

En hidtil uerkendt "parallel" til Senmuts ideer ses 300 år senere, da farao Seti I både efterlignede Senmuts stjernekort og delvis Deir el-Bahari templets stil samt en egenskab ved gravanlægget i Kongernes Dal: I lokale beboeres tradition - idet forfædre til distriktets i 4.000 år bofaste befolkning deltog i arbejdet med Seti-gravanlægget (KV 17) - findes der i anlægget en tunnel ført under bjerget og ud mod Hatshepsuts tempel. I nutiden er der under gravens tonstunge sarkofag just fundet en skjult tunnel med dén retning; i 1950'erne gen-udgravedes heraf 120 m, men fortsættelsen venter.

Hen imod slutningen af Hapusenebs liv skete noget mærkeligt. På mystisk vis tiltog han sig også magt som vesir, hvad der afgjort var at trænge mere ind på Senmuts enemærker og dermed presse Senmuts magt.

Eventuelle, og uundgåelige, konflikter og krænkelser mellem de to topfigurers magtområder og beføjelser afspejles ikke med tydelighed i inskriptioner - så hvis der var fjendtligheder i det skjulte, blev masken holdt udadtil. I tilslutning til denne politik nævnes Hapuseneb derfor respektfuldt i Hatshepsuts inskriptioner og selv i Senmuts måske største projekt, hendes smukke tempel i Deir el-Bahari.

De temmelig spegede forhold omkring ypperstepræsten Hapusenebs indstilling til Hatshepsut ses efterhånden at have udviklet sig til et gigantisk dobbeltspil - hvor denne hovedfigur for landets øverste religiøse og politiske magt også fremstod blandt lederne af en konspiration. På den ene side var Hapuseneb inden for præsteskabet leder af et stærkt parti, der stod for fornyelsen og understøttede Hatshepsut; mens han på en anden side også deltog i et i starten svagere parti, der forblev traditionen tro og hvis skjulte fjendtlighed over for Hatshepsut siden hen slog over i at støtte den senere Tuthmosis III.

Idet denne farao var både opdraget og uddannet til præst hos præsteskabet, var han fortsat stærkt tilknyttet denne institution.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth