Tempelhallens uopklarede gåde

Senmuts opstilling af obeliskerne i netop Tuthmosis I's hal kunne direkte bruges imod ham, eksempelvis ved at påstå det som en krænkelse mod den mægtige gud Amon samt mod det hellige minde for den store helte-farao, Tuthmosis I. Baggrunden for, at en sådan anklage i det hele taget kan rekonstrueres, er, at et tilstrækkelig synligt mønster fremtræder.

Hatshepsut havde legitimeret opstillingen ved - som hun i inskriptioner lod forstå - at hun hermed udførte sin fars Tuthmosis I's ønske eller vilje. Således gik hun fri i denne sag; i det hele taget kunne hun bedst rammes, hvis først Senmut var fjernet. Det var her, der skulle sættes ind!

Så Senmuts indsats med obeliskerne standsedes. Den ældste vesir Amenhotep overtog både arbejdet og æren for især de sidste to obeliskers opstilling. Det har siden skabt forvirring (skønt sjældent påpeget) om fremstillingens rækkefølge hos en række egyptologer. Men også forvirring om Senmuts indsats især ved det sidste par obelisker, hvortil også mange forskere bidrager til den lange række af opfattelser herom, alle indbyrdes afvigende eller uklare.

Det er et faktum, at ved at afskære Senmut fra selv at fuldføre sin plan med hallen, tog Tuthmosis III senere æren for at "genopføre" det meste af denne søjlehal, kaldet Khu mennu.

Der må have været nogle særlige omstændigheder ved hans farfar Tuthmosis I's oprindelige opbygning af denne hal. Den synes tillagt en særlig betydning gennem flere generationer - også selv om tempelkomplekset snart fik tilbygget andre større og rigere haller end denne.

Her har bl.a. Tuthmosis III selv ladet dette tempel udvide. Foruden at hæve stengulvene på grund af flodens oversvømning ombyggede han i større omfang og fjernede da en tempelport opført af Tuthmosis I's far, Amenhotep I - men helt uden at dette indgreb blev lagt ham til last.

Senmut ødelagde ikke hallen ved at skaffe plads til obeliskerne; blot fjernedes et lille træhalvtag for at lade rummet blive en af hans typiske åbne gårde, elegant indrammet af kolonnader, hvis søjlerækker synes at have gået hele vejen rundt langs ydervæggene. En af kolonnaderne udformede Senmut med sit arkitektoniske nysyn, hvor de enkelte søjler menes skabt med forbillede i udsmykkede teltpæle til Sed-festivalens pavillon.

Rummet forblev derefter som friluftshal, og her ragede obeliskerne frit i vejret. Når der ikke mere skulle anvendes tag, er dette virkelig afslørende for Tuthmosis III's tale om sin "genopførelse".

Derefter skete intet videre - bortset fra at Tuthmosis III byggede klodsede mure om Hatshepsuts obelisker og skjulte mest muligt af dem og deres tilmed religiøse inskriptioner. De mure ødelagde rummet meget, men stadig uden at denne farao kritiseredes for det. Og 30 år efter skrev Tuthmosis III's søn, Amenhotep II, om sig selv, at (også) han:

"… genoptog restaureringsarbejdet …".

Videre oplyser denne farao, at han indsatte manglende søjler, dekorerede dem med kostbart metal og satte de indemurede obeliskers vægge i stand. Det skete stadig uden at alle disse indgreb i hallen blev kritiseret.

Da Tuthmosis III mur-indkapslede Hatshepsuts obelisker, lod han "til erstatning" opstille to af sine egne foran templets 4. pylon, og "skjulte" det ved at lave dem delvis som kopier af hendes obelisker. De ligger nu som rester omkring Hatshepsuts eneste tilbageværende obelisk.

Hvad mon det var for mystiske forhold ved denne hal? Der kendes ikke til om inskriptioner er bevaret om den side af aktionen, hvor Senmuts indsats med opstillingen af Hatshepsuts obelisker kunne fordrejes til at blive brugt imod ham selv. Forløbet skal ses ud fra den stærke logiske konsekvens ved de pågældende forandringer, startet af Hatshepsuts ønske om indgriben i hallen, hvorefter det er et faktum, at Senmut efter opstillingen af obeliskerne - kort før sin forsvinden - blev frataget sit værks triumf.

Det ville netop være særdeles effektivt indledningsvis at underminere Senmut på et af hans mægtigste ansvars- og magtområder, nemlig overopsynet med disse - også religionspolitisk følsomme - tempelbyggerier, landets største ressourcekrævende virksomheder af indvirkning på beskæftigelse og økonomi. Således at rejse tvivl om hans virke kunne bruges til at skabe en breche i grundlaget under den mægtige Senmut og herved bane vej for at introducere langt alvorligere, ellers normalt utænkelige anklager imod ham.

Og det viser sig, at i tempelgårdshallen fandt de ritualer sted, der var forbundet med kongens opstandelse, når den konge efter døden forenede sig med Re. Denne solgud var desuden netop tilknyttet obeliskerne.

Senere tekster viser, at også Osiris-mysterier tilhørende disse ritualer udførtes her. Man valfartede årligt fra hele Egypten for at være nær dette ceremoniel i landets helligdomscenter. Det vil forklare obeliskteksternes tilmuring, samt at Senmuts præg på det sted skulle holdes borte fra den kommende konge og dennes slægt: I denne hal stjal Tuthmosis III tronen ved et kup mod Hatshepsut midt under ceremoniellet (jf. kap. 17).