Heroldtitlen som genial

beskyttelsesstrategi

Senmut må have været yderligere bevidst om voksende fare, idet han på dette tidspunkt fandt på en speciel udvej til at beskytte sit liv, især når han var borte fra begivenhederne og dermed konspirationen i Theben.

Bag rabbinerskrifternes beretning - mere herom senere - er det muligt at gennemskue med klarhed, at Moses (Senmut) skulle gøres til syndebuk: stedfortrædende offer. Dødsstraf for en højtstående som Senmut kunne kun vanskeligt komme på tale, medmindre det drejede sig om f.eks. drab på en af faraos herolder, der repræsenterede farao selv, hvilket derfor automatisk kunne udløse ubetinget dødsstraf.

Men at han i stedet blev udsat for skinhenrettelse, hvor han kun blev symbolsk dræbt, vil netop skyldes, hvad der nu vil blive klart: At den strenge dødsstrafregel så paradoksalt også har medvirket til at redde ham.

Det stærke sammenfald i identitet og skæbne hos Moses og Senmut bliver stadig tydeligere (jf. nye indicier, kap. 11). Baggrunden er, at noget af det sidste inskriptionerne vidner om, hvad Senmut foretog sig, inden han så pludseligt "forsvandt fra Egyptens overflade", var, at han lod sig udnævne til faraos (Hatshepsuts) øverste herold.

Dette var ikke umiddelbart en stilling af største betydning så langt fremme i hans storstilede karriere, hvor han som bekendt var bl.a. faraos stedfortræder, administrator, guvernør over en stor del af Egypten, skatmester, udenrigsminister, general etc. Men nu da fjenderne ved hoffet og præsteskabet var blevet livsfarlige, var det et genialt træk at tage denne titel som beskyttelsesforanstaltning; - for hvem kunne henrette en faraos herold uden selv at blive henrettet bagefter, ifølge den strenge regel om dødsstraf for drab eller medvirken til drab på en kongelig herold?

Videre i dette drama fremgår det, at for afgørende at skubbe Senmut ud af magtspillet blev en bestemt taktik taget i anvendelse over for ham, nemlig "at vende hans egne våben imod ham selv". Dette ses gentagne gange herefter anvendt som den mest effektive fremgangsmåde. I dette tilfælde kopieredes Senmuts idé med at arrangere en speciel udnævnelse som beskyttelsesforanstaltning:

- For også ypperstepræsten lod sig selv udnævne - som omtalt - til vesir! Ligeledes her altså et temmelig usædvanligt skridt, når hans i forvejen højere stilling tages i betragtning, idet han i en vis forstand trådte et rang- eller status-trin nedad, når han fungerede som vesir.

Hermed som en parallel eller tilsvarende situation som Senmuts stillingsmæssige trin "nedad": Fra sin stærke vesirpost kunne Hapuseneb yderligere gribe ind mod Senmuts nære forbindelse med faraomagten. Et nyttigt modtræk netop fordi vesirembedet kunne give direkte adgang til heroldernes netværk både i hæren og administrationen over hele landet.

Kun cirka én måned senere hørtes der pludselig ikke mere til Senmut overhovedet.

Men netop også på dét tidspunkt, her i Hatshepsuts regeringsår nr. 16, døde Hapuseneb pludseligt. Det skete påfaldende samtidig med, at Senmut forsvandt. Inden for denne sidste måned accelererede de dramatiske begivenheder voldsomt - hvilket det følgende vil klarlægge.

_________________________________

• Det er kendt, at ypperstepræsten Hapuseneb støttede Hatshepsut, men tilhørte samtidig i hemmelighed et parti, der var vendt imod hende.
• Denne ypperstepræst med egne formuer og virksomheder i ryggen blev Senmuts hårdeste konkurrent.
• Senmuts beskyttelsesstrategi synes efterlignet af ypperstepræsten, da denne tildelte sig selv nye titler, der kunne yde beskyttelse.

_________________________________