Moses frakendes kongesymbol

Rabbinerskrifterne oplyser videre, at først da Moses greb ind i slagsmålet for at forhindre, at Dathan slog Abiram, var de to brødre mærkværdigt enige og uden strid, men var pludselig begge vendt imod Moses. I teksten i "2. Mosebog" (2,14) siger den ene til Moses:

"… Hvem har sat dig til fyrste ("konge") og dommer over os?
Tænker du på at slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel? …".

Men i rabbinerskrifterne sagde han noget mere ved denne episode:

"… Hvem har sat dig, du som er uden et skæg, til fyrste ("konge") og dommer over os? Vi ved godt, at du ikke er søn af Faraos Datter, men af Jochebed. Tænker du på at slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel? …".

Det til citatet anvendte hebraiske udtryk sar, 'fyrste', er en præcis anvendelsesform lige i tilfældet med Moses, der i rabbinerskrifterne var anerkendt som kronprins og kongens stedfortræder. På vestsemitiske sprog som hebraisk er 'konge' malik, mens det på østsemitiske sprog som akkadisk (babylonisk) var lige omvendt - her betyder sar 'konge' og malik 'fyrste', og ordene har i det daværende "protohebraiske" eller "protokanaanæiske" sprog været nærmere begge betydninger.

Således har hebraisk sar kunnet bruges i visse tilfælde i forbindelse med kongeembedet. Og at det i teksten var ment i den betydning, fremgår af sammenkædningen: at Moses' status anerkendtes her også at være dommer. I Egypten og øvrige Mellemøsten var det tradition, at kongen opfattedes som øverste dommer (bl.a. kong Salomon og, i princippet, Samson).

Yderligere forstærkedes denne betydning i citatet ved anvendelse af udtrykket "uden et skæg". Dette udsagn må derfor have haft en ganske anden betydning, end hvad senere udlægninger påstår: F.eks. at Moses var skægløs betød, at han var for ung og uerfaren til at blande sig - men dette giver ikke nogen mening, da han på den tid var en topembedsmand på omkring 40 år. Der var især ingen mening i at sige dette til Moses, da han som alle (især højtstående) egyptere var glatbarberet; mens skæg ofte var tegn på kongens guddomsværdighed, hvorfor det også mest er konger, der ses med skæg. Det er derfor ikke ulogisk, at Senmut/Moses både i sit kongelige gravanlæg og i det officielle kongelige tempel i Deir el-Bahari i flere tilfælde netop også ses afbildet med skæg.

Udtrykket "uden et skæg" kunne derimod være en fornærmelse hos vestsemitiske folk, der overalt og i utallige afbildninger var kendt for just at være skæggede. F.eks. omtaler Bibelen senere (Salme 133,2) "Ahrons skæg", men aldrig påstås det nogetsteds, at Moses bar skæg. Yderligere påpeger bemærkningen tydeligt den skægløse Moses som værende en ikke-hebræer og dermed en udenforstående.

Men især vil det fremgå også af det følgende, at Dathan og Abiram har tilhørt den konkurrerende faraoprins' (Tuthmosis III's) parti, bl.a. ved at de tydeligt tilkendegav, at Moses ikke for dem eller deres gruppe anerkendtes som sar: 'konge/fyrste', 'overhoved', hvorfor de således ikke anerkendte ham at kunne bære en konges skæg. Det var i så fald en klar underkendelse af, at Moses tidligere var kronet som tronarving og anerkendt som kommende farao.

Idet Moses betegnedes "søn af Faraos Datter", kan han, efter at denne kvindelige hovedperson senere blev dronning, havde ladet sig mere fornemt kalde "søn af Jah-Khebet", dvs. af 'himlens gudinde' (Isis). Navnet genkendes som Jochebed i hebraisk gengivelse. Det er først langt henne i Bibelens Moses-beretning, at hans mor omtales som Jochebed.

Just på episodens tidspunkt - 1494/1493 f.Kr. - vides, at Tuthmosis III snart begyndte gradvis at overtage styret som farao fra Hatshepsut. Hendes beskyttelse af sin egen tronfølgerkandidat var da ved at gå tabt. Og i det følgende forløb bliver baggrunden for episoden mere klar, idet beretningen i "2. Mosebog" (2,14-15) fortsætter således:

"… blev Moses bange og sagde, 'Så er handlingen blevet kendt';
og farao hørte om denne gerning og søgte at dræbe Moses …".

Også her passer bibelteksten med egyptiske forhold. Ifølge den franske egyptolog Jean Vercoutter: "A la recherce de l'Égypte oubliée" (Paris 1986, s. 59) var farao den eneste, der kunne afsige dødsdomme.

Rabbinerskrifterne angiver til denne bibeltekst, at Dathan og Abiram gik direkte til farao (dvs. Tuthmosis) og rapporterede, at Moses havde dræbt den pågældende egypter, der nu pludselig ikke kun omtales som "opsynsmand", men af farao endda betegnes som:

"… min tjener …", (dvs. embedsmand, høj status hos farao).

I Bibelen omtales kun en beskåret episode fra intrigen - endda yderst kortfattet. Men i rabbinerskrifterne fremstår episoden som en meget velforberedt situation, hvor de to hebræiske mænd lokkede Moses i en fælde, hvorefter de i smug indklagede ham og vidnede imod ham vel vidende, at det ville blive farligt for Moses.

Dette er en særlig art forræderi, velkendt i verdenshistorien. (F.eks. da fundamentalistiske hinduer dræbte deres egen befrier Gandhi - eller da ortodokse jøder for få hundrede år siden forsøgte snigmord mindst to gange på den store jødiske filosof Spinoza, der havde betydet en del for kristnes accept af jøderne). Og Moses var, ifølge rabbinerskrifterne, kendt for tidligt at have søgt at bedre hebræernes forhold i Egypten.

Ydermere gengiver den ældste kirkehistoriker Eusebius af Cæsarea (260-340 e.Kr.) i sin "Evangelica Præparatis" (9,27) overleveringer, der bekræfter den bagvedliggende konflikt om Egyptens trone, nemlig at episoden med de to hebræere var:

"… en del af en større intrige ved hoffet,
hvor det var meningen, at Moses skulle dræbes …"

- og hvor

"… det første forsøg på at dræbe Moses blev gjort af den mand,
som Moses derefter i stedet kom til at dræbe
ved sin afværgende bevægelse, da han skulle forsvare sig …".