14. KAPITEL

Attentatet på Moses

Skinhenrettelsen - da Moses blev knækket

Det er en kendsgerning, at en skinhenrettelse, som den Moses blev udsat for, kan virke psykisk nedbrydende. Denne proces kan sætte i gang, f.eks. når en dødsdømt med bind for øjnene hører den afgørende kommando efterfulgt af den forventede lyd fra bødlens sværdhug eller f.eks. peletonens skud, og hvor der så blot hugges eller skydes på en genstand tæt ved den dødsdømte, som herved får et chok. I chok-øjeblikket sker der en psykisk opfattelse af at være død - det er en illusion, men opfattes og føles som en reel tilstand.

Det pågældende offer - med bind for øjnene eller hele hovedet indhyllet - kan intet se, men gennemlever hele forløbet udelukkende via hørelsen, og opfatter det under sin anspændte tilstand som om henrettelsen virkelig fuldbyrdes. I realiteten "gennemlever" personen at dø. Som en yderligere grusomhed når den slags metoder også var brugt til psykisk tortur, har det været anvendt, at offeret tvangsindgives specielle drugs, der forstærker hændelsen og dennes psykisk nedbrydende effekt.

Et dokumenteret eksempel i nyere tid - der viser, at den psykiske rystelse ved "dødschokket" sætter sig voldsomme spor i sindet - kendes fra den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-1881). Ifølge hans selvbiografiske chockrapport sattes han, uden at kende anklagen, otte måneder i enecelle i Peter-Paul-fæstningens fugtige, stinkende kasematter i Skt. Petersborg, et ophold som gjorde flere fanger sindssyge.

Hans breve blev først offentliggjort 1924 - og i et af dem, dateret 22. december 1849 til broderen, Mikhail, beskriver Dostojevskij, hvordan han samme morgen fra enecellen var blevet ført op på et skafot på Semenovskij-paradepladsen og fik oplæst sin dom, der havde en politisk baggrund: Dødsdom. Han blev på forhånd iført ligskjorte og stod nu i kulden i 18 minusgrader (celcius); der var sat ligkister frem - og hans kårde (han var ingeniørkadet i hærens akademi) blev derefter brækket som tegn på nedbrydelse af hans officielle identitet.

Han og medfangerne blev bundet til pæle for at henrettes ved skydning. Der lød trommehvirvler, men i det sidste afgørende øjeblik blev der afbrudt, og en ny dom blev læst op: På zar Nikolaj I's befaling blev Dostojevskij forvist otte år til eksil i Sibirien, hvoraf de fire i tugthus i byen Omsk. Men han havde gennemlevet hele forløbet på skafottet, som om han skulle dø; og hans neurotiske lidelse udviklede sig til fuld styrke og gjorde ham definitivt epileptisk. En af de øvrige fanger blev komplet sindssyg af "dødsbehandlingen"; men kommer en person igennem alt dette, får livet en ganske anden dimension og mening, hvilket Dostojevskij flere gange påpegede.

I nutiden genkendes principperne i metoden til nedbrydelsen; f.eks. hos filminstruktøren Hitchcock, der som barn i en strengt katolsk familie gik i skole hos jesuitter, som, ud over megen anvendelse af skyld, brugte udspekulerede afstraffelsesmetoder. Herfra menes at udspringe det senere så berømte hitchcock'ske suspense, nemlig den type psykisk terror først at udsætte dommen og derefter udsætte eksekveringen, så offerets fantasi og angst havde rig lejlighed til at spille med.

Siden 1970erne har hjælpeorganisationen Amnesty International ofte rapporteret om tilfælde, hvor et offer endda gang på gang opstilles med bind for øjnene og bliver beskudt, uden at blive ramt. Hvorefter personen nedbrydes af at flere gange have psykisk oplevet forløbet som at dø.

Tilbage til Moses' tilfælde - omtalt i kap. 1's indledning - vil det tyde på, at f.eks. lyden af bødlens slag, og lyden af kroppen der trimler om, blev frembragt ved en ikke ukendt metode, nemlig med anvendelse af et "paralleloffer", dvs. en anden person der i netop det øjeblik bliver virkelig henrettet samtidig med skinhenrettelsen.

Arrangementet har typisk været, at parallelofferet i forvejen var ført ind - og lydløst var til stede, kneblet og bundet. Når den dømte hovedperson derefter ankom med et dække ned over hovedet, eller blot tilbundne øjne, blev handlingen gennemført, uden at den sidstnævnte vidste, at der samtidig befandt sig en ekstra person ved siden af som paralleloffer.

Ud fra rabbinerskrifternes beretning om Moses er det tydeligt, at der har været anvendt et sådant paralleloffer - i realiteten var der her tale om "et stedfortrædende offer for et stedfortrædende offer". I disse skrifter - bl.a. Louis Ginzberg's "Legends of the Jews" (2, s. 282) - angives, at idet bødlen berørte Moses uden at skade ham det mindste, blev samtidig en anden mand dræbt i stedet, og at denne mand også var placeret inde blandt dem, der skulle eksekutere Moses. Videre beretter disse pgl. skrifter, at:

"… den(ne) anden person var blevet givet en ydre lighed med Moses …".

I forbindelse med, at det var en anden, der henrettedes i stedet for Moses, har det ud fra citatet betydet, at det stedfortrædende offer var blevet klædt ud for at skabe en ydre lighed med Moses: dvs. i kongeligt antræk. Sceneriet fulgte hermed nøje traditionen for sådanne riter.