Heroldtitlen - der blev redningen

til overlevelse

På Moses' tid var sværd mere et stik- end hugvåben og kunne ikke bruges til halshugning. For personer, der blev henrettet ved at dræbes af kølleslag i baghovedet, var det ikke ualmindeligt, at hovedet bagefter blev skåret af med et sværd og brugt til at afskrække eller til et magisk ritual.

Dette bestyrker beretningens troværdighed, at denne "fremmede" henrettelsesform omtales. For i de originale rabbinerskrifter, "Talmud", findes der ikke et eneste tilfælde beskrevet, hvor dødsstraf hos israelitterne/jøderne er effektueret med sværd eller i det hele taget er udført. Kun i en enkelt og meget sen apokryf, dvs. ikke-autoriseret kommentar, "Sanhedrin/Torsefta" (9,10) til disse skrifter, nævnes metoden og kun i forbindelse med romerne.

At bødlens sværd ikke så meget som snittede Moses' hud blev senere taget bogstaveligt som "miraklet ved sværdet", hvilket senere blev et yndet motiv bl.a. i forbindelse med apokryfe skrifter til Det Nye Testamente, f.eks. "Andreas' Gerninger" og "Matthæus' Gerninger", og yderligere genbrugt i kristne helgenlegender.

Rabbinerskrifterne - bl.a. i Ginzberg's "Legends…" (vol. 2, s. 282) - beretter endvidere, at bødlen ikke kunne skade Moses, fordi:

"… Moses (eller Moses' hals) var hård som elfenben …".

Her er det besynderligt, at disse gamle skrifter omtaler hårdheden ikke som granit eller andet af lignende fasthed, men som elfenben, et materiale ikke specielt hårdt eller modstandsdygtigt over for et kraftigt våben eller redskab. Men betragtes den reelle historiske baggrund, der er præget af "den egyptiske faktor" frem for senere israelitisk påvirkning, viser der sig - ikke unormalt i oldtidens sproglige overleveringer - betydningsfulde "budskabsbærende" ofte magiske ordspil, som egypterne mere end noget andet folk havde så stor forkærlighed for:

- I israelitisk overlevering på hebraisk er ordspillet gået tabt, så det her er ret gådefuldt, at "Moses var hård som elfenben" og derved skulle kunne modstå bødlen. Men på egyptisk hedder 'elfenben' ab, aab (jebu) eller abu, bl.a. ifølge Erman & Grapow's "Wörterbuch…" (Band 1, Leipzig 1925, s. 7). De pågældende ord har ensartet udtale og til dels samme hieroglyfiske stavemåde og kan samtidig betyde 'standse', 'ophøre', 'stoppe'.

Her skimtes en sammenhæng med, at et vigtigt eller ophøjet budskab/dekret i mange tilfælde blev graveret i en elfenbensplade, udformet som en lille, evt. flad stok, dvs. præcis som den omtalte "chefheroldens identitetsplade" med faraos segl. Og som omtalt udløstes automatisk dødsstraf for at skade "faraos talerør", kongens chefherold.

Sidstnævnte status, hvis kendetegn ofte var symboliseret ved netop en herold-elfenbenstok, gjorde således Moses "hård" i betydningen 'usårlig': Således som en naturlig følge af denne forordning - og også forstået ud fra den omtalte udvidede betydning af udtrykket ('standse') - måtte en sådan henrettelse simpelthen standses af den lille elfenbensplade eller -pind, der ceremonielt eller embedsmæssigt kunne bæres i en kæde netop om halsen.

At skinhenrettelsen af Moses i stedet blev en symbolsk henrettelse, demonstrerer rabbinerskrifterne, idet den fysisk uskadelige berøring af sværdet på Moses' nakke blev foretaget ikke mindre end ti gange efter hinanden. Det er en typisk rituel handling. Ved denne forstærkende gentagelse udløstes det dystre moment, hvor den magiske forbandelse blev manet frem mod det chokerede - skadet af et ikke-dødbringende kølleslag - og dermed stærkt påvirkelige offer. Forbandelsen styrkedes ved at besværge ved blodet fra parallelofferet (se Appendiks 1).

Denne forbandelse har været udført for at forhindre, at Moses nogensinde skulle få sin identitet, navn og status tilbage. Ud over at anvendelsen af dette ritual skulle udøve et psykisk pres på Moses, så han ville være mindre tilbøjelig til at iværksætte et comeback som tronfølger, har det også haft et andet vigtigt formål. Nemlig at forstærke et indtryk over for omverdenen, som efterhånden fik kendskab hertil, at forbandelsen ville ramme den eller de, der forsøgte at støtte ham.

Derfor skulle forbandelsen fremkalde den tilsigtede effekt, hvad enten Moses troede på den eller ej, for det var tilstrækkeligt, at andre opfattede det som uheldbringende og farligt at hjælpe ham til en reetablering.

På et senere tidspunkt udførtes det næste "attentat" mod Moses' virkelige identitet som egyptisk tronarving. Det skete ved, at en tidlig, jødisk bibelredaktion udelukkede flere uanbringelige overleveringer herom. Det var næsten som om den magiske forbandelse var af usvækket virkning - endda også videre frem i tiden, idet den til religiøst brug målrettede bibelredigering, havde den bivirkning, at der opstod en sådan forvirring om Moses' baggrund i Egypten, at en række af nutidens forskere mener, at Moses ikke har eksisteret i virkeligheden.

Fra starten medførte den symbolske henrettelse af Moses, at han i omverdenens øjne kunne betragtes som død. Hans officielle identitet var destrueret. Moses var herefter færdig som højtstående person.

Uundgåeligt efter disse gamle ritualer fortabte Moses således landets højeste poster, embederne blev frataget ham - alle hans magtbeføjelser var med ét sat ud af kraft, og de fornemme titler "opløst". Som "Faraos Datters søn" og dermed "gudens søn", tronarving etc. eksisterede han ikke længere: Attentatet mod Moses var fuldbyrdet.