16. KAPITEL

Største navneudslettelse i Egypten

Navnemanipulation og billeddestruktion

Efter Senmuts forsvinden lod Tuthmosis III efterhånden de fleste Senmut-statuer og Senmuts inskriptioner ødelægge. Dette afslører hermed, at alle væsentlige mindelser om Senmuts (Moses') identitet skulle destrueres. Han var blevet udmanøvreret som kommende farao - han måtte hverken være kendt af samtiden eller eftertiden.

Der måtte ikke findes tegn på, at han var (skin)henrettet, eller i det hele taget havde levet. Indtrykket skulle være, at han slet ikke havde eksisteret. Så Senmuts (Moses') eftermæle blev overalt i Egypten destrueret ved en landsomfattende damnatio memoriae, i en totalt overvældende grad uden historisk fortilfælde.

Det er tydeligt, at hvis Senmut/Moses ikke havde været af kongeæt eller indviet som tronarving, ville ingen have ofret så megen indsats og opmærksomhed på denne omfattende destruktion, der oven i købet blev ledet af selveste farao (Tuthmosis III) og hans stab.

I det gamle Egypten blev der gjort meget ud af billeder og statuer til især gravanlæggene, idet man mente, at afbildning i gravkammeret af f.eks. en slave til at tjene ejeren i det andet liv kunne være "stedfortrædende", f.eks. i stedet for, som i visse kulturer, at dræbe en levende slave og begrave ham sammen med ejeren. Statuer og billeder opfattedes at være automatisk fyldt med magi og religiøse kræfter og kunne "besjæles".

En statue af gravens indehaver kunne da være næsten så vigtig som kroppen for at sikre den afdøde et (bedre) evigt liv, idet en persons ånd eller sjæl kunne, som tidligere omtalt, have tilholdssted her, hvis f.eks. mumien/liget blev ødelagt. Derfor betød det virkelig udslettelse, da Senmuts statuer smadredes; det var en ekstra måde at destruere hans eksistens på, rækkende langt ud over hans jordiske liv: Den meget frygtede "anden død", når alle mindelser forsvandt.

Eftersom Senmut havde gennemgået høje indvielser, har der under den tids indstilling hersket frygt for hans magiske kunnen og dermed formodede magt til at indlægge magisk kraft i inskriptionernes og statuernes forbandelser, aktiverbare tabuer rettet mod gravskændere. Ved flere af Senmuts inskriptioner og afbildninger, som Tuthmosis III's udsendte destruktører har anset for farlige, har der uvægerligt været sat præster ind for at lave "mod-magi" til at afværge eller ophæve Senmuts indlagte forbandelser. Især de skjulte og kodificerede forbandelser var frygtede.

Men åbenlyse forbandelser og anden magisk beskyttelse - hvoraf der fandtes en stor mængde i Senmuts første og officielle gravanlæg ved Sheik Abd el-Gurnah - var lettest at modgå af præsterne, og dette anlæg blev da også i vid udstrækning destrueret indvendigt. Her undgik ikke en eneste af Senmuts ikke-skjulte navneinskriptioner en udradering.

Rekonstruktionen fra cirka 1.250 fundne brudstykker af Senmuts kongelige sarkofag - oprindelig udhugget som én stor kvartsblok - viser, at den smadredes i mere end 2.000 stykker i og uden for gravanlægget. Men i hans nyere gravanlæg under Hatshepsuts tempel i Deir el-Bahari gik man mere forsigtigt til værks; ud over frygten for de skjulte forbandelser vel især også fordi det var under et helligt tempel, på "hellig grund".

Personnavne opfattedes som så "magiske", at de rummede personens identitet, ja en del af sjælen, der derfor kunne overleve, hvis navnet f.eks. var indsat i en statue. At udslette et navn var som at reducere/udslette personen. Men det har lettet opklaringen af, hvad der i virkeligheden var sket, at det her var muligt for arkæologer at afdække og rekonstruere dét, der oprindelig stod i inskriptionerne, før de blev skadet eller destrueret, idet der ofte underliggende i materialet er spor af den ødelagte skrift. (F.eks. sikrede Ramses II sig ved at få indhugget sine navne dobbelt dybt).

Monumenter er altid naturligt udsat for senere skader eller endda hærværk. Men ved Senmuts værker var den samlede, bevidste destruktion særdeles omfattende - dog med de nævnte inkonsekvente undtagelser: F.eks. visse steder, hvor Tuthmosis III ikke turde lade det udføre, eller hvor det af taktiske årsager kan have passet ham fint her, som vi skal se, at bevare nogle bestemte af Senmuts inskriptioner eller værker.

Et billede af Senmut, malet på væggen i hans andet gravanlæg, synes målrettet bevidst ødelagt, men stort set kun ved kind og hage, som om det gjaldt at fjerne det betydningsfulde og måske endda kongelige skæg. Og dette har i hans tilfælde været en af de vigtigste dele at destruere.

Templet i Deir el-Bahari har sandsynligt haft en lille kultplads for Senmut som den eneste arkitekt på et niveau, der kunne sammenlignes med den store Imenhotep (2500 f.Kr.), der også fik en kult her. I så fald, ved sletningen af Senmuts minde er Senmuts kult blevet ophævet og har kunnet give plads senere til en kult for en vis Amenhotep, søn af Hapu. (Denne arkitekt var så højt i rang, at han kunne spille en kronprins' rolle under genspilningen af sin herre farao Amenhotep III's kroning ved dennes sedfestival).