Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (73 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (73 af 86)

Gravinskriptioner afslører

den skjulte modstand

 

Senmuts kollega, Senmen, havde som højtstående embedsmand anskaffet sig et fornemt gravanlæg, udhugget i klipperne i Sheik Abd el-Gurnah i nærheden af Senmuts første og officielle gravanlæg. Denne Senmen havde efter tur været administrator for begge Hatshepsuts døtre, Neferure og Merietre-Hatshepsut, og fortsatte med den sidste, da Senmut som lærer og opdrager fik overdraget Neferure fuldt ud. (Bl.a. de forhold tydeliggør, at Hatshepsut havde begge de pågældende døtre, hvilket undertiden er overset af forskere, der ikke mener, at Merietre-Hatshepsut var af kongelig fødsel). I den senere del af sit liv fik Senmen yderligere embedet som Amonpræst i Henket Ankh-templet, der var Tuthmosis III's faraokulttempel.

Til trods for dette tilhørsforhold foruden den gamle tilknytning til Merietre-Hatshepsut, der blev Tuthmosis III's seneste dronning, undgik Senmens grav alligevel ikke at dele skæbne med Senmuts, Hatshepsuts og deres tilhængeres eftermæler: De udsendte destruktører gik nemlig også i aktion i Senmens gravanlæg - og gjorde det ligeledes i et nabogravanlæg tilhørende endnu en kollega til Senmen og Senmut, hvor de beskadigede denne embedsmands navne så grundigt, at det ikke længere sikkert kan afgøres, hvad personen hed.

William C. Hayes angiver - om end Tuthmosis III's dødsalder endnu ikke i starten af 1970erne var fastslået fuldt sikkert - i 'Cambridge Ancient History' (3rd ed., vol. 2,I, 1973, s. 318-319) følgende:

"… Den person der sandsynligvis bidrog mest til Hatshepsuts succes var hendes Chef Steward, Senenmut, en dreven politiker og strålende administrator… Det tog Tuthmosis III næsten tyve år at bryde denne magtfulde koalition og lade Egypten komme af med hans nu afskyede stedmor… Skønt en del embedsfolk overlevede efter deres tjeneste for Hatshepsut for at tjene igen under Tuthmosis III, fik mange af dronningens partitilhængere en skæbne magen til deres kongelige herskerindes …".

Det er i dag muligt at få et særligt inside-billede af situationen hos parterne. I fransk egyptologi har Suzanne Ratié i sit storartede værk om Hatshepsut, "La Reine-Pharaon" (Paris l972), samlet en række af inskriptioner om disse forhold; heraf indgår flere i den følgende omtale. Det materiale viser, at der i inskriptioner i forskellige gravanlæg tilhørende hoffolk og høje embedsmænd - samt i templer og på monumenter, alle fra Hatshepsuts og især Tuthmosis III's tid - her kan læses direkte om de pågældende personers tilhørsforhold. I graven kunne det undertiden være mere risikofrit at angive, hvor den afdøde havde haft sin loyalitet.

Først de mere forsigtige eller skjulte tilhængere af Hatshepsut:

- Senmen var, skønt en nær kollega til Senmut, tvunget til at fortsætte under Tuthmosis III, men hans gravinskriptioner viser, at han var Hatshepsut hengiven. - Dette gjaldt også Amenhotep, der på nogle områder var Senmuts efterfølger hos Hatshepsut - foruden at det gjaldt f.eks. den tidligere omtalte herold Cheriuf.

Øverste statsguldsmed og hofalkymist samt forvalter for tribut i guld og sølv fra nabolandene, den tidligere nævnte Thutiy, der lagde guld på Hatshepsuts obelisker, var trofast over for Hatshepsut. I sine gravinskriptioner angav han om sig selv:

"… min mund bevarede hemmelighederne i paladset …"

- selv om også han nu måtte tjene hendes modstander og efterfølger Tuthmosis III. Skønt gravkamrenes vægge almindeligt opfattedes som et mere frit sted at udtrykke sin opinion, ses han dog for en sikkerheds skyld at nævne Tuthmosis III. En mand som Thutiy i en højtbetroet stilling var naturligvis blandt den gruppe embedspersoner, der mest kunne være udsat for udspionering, bl.a. imens deres gravanlæg blev indrettet længe før deres død. Men dog tillod Thutiy sig efter dette forsøg på afbalancering at afslutte sin tekst lidt oprørsk med:

"… Leve Maatkare's (Hatshepsut's) sjæl
- måtte Amons højtelskede datter leve evigt …".

Ligeledes turde en anden trofast Hatshepsut-tilhænger, bygmesteren Duaujneheh, ikke nævne hende for meget - bortset fra en enkelt gang, hvor han ikke kan lade være med begejstret at omtale hende som:

"… guddommelige herskerinde over De To Lande
(Øvre og Nedre Egypten) …".

Ellers benyttede han sig vidtgående af at kunne skjule sin mening ved hjælp af det tidligere beskrevne "problem", at når Hatshepsut omtaltes som "kongen", levnede sproget kun mulighed for at omtale hende i hankøn, så det af sammenhængen ikke var klart, om han mente hende eller Tuthmosis III.

Endnu en person fra disse cirkler, Ahmose-Pen-Nekhebet fra Øvre Egypten, havde tjent Amenhotep I, Tuthmosis I og siden hen Hatshepsut som officer på deres togter. På et af Tuthmosis I's togter - i det sydlige Palæstina under kampe med oprørske beduinfolk, heqa sheshu - tog denne officer "så mange fanger, at han ikke talte dem".

Han fulgte siden hen den tradition, hvor han som højtstående officer, der havde udmærket sig, kunne blive tilknyttet hoffet som lærer/"tutor" og fik i en kort periode denne post som endnu en opdrager for den unge prinsesse Neferure før Senmens og siden Senmuts overtagelse af posten. Han endte med at tjene under Tuthmosis III. Alligevel var han i sine gravinskriptioner respektfuld over for Hatshepsuts titler og skrev bl.a. "gudens-hustru", men undlod dog at betegne hende med hendes kongetitel.

Dernæst de negative eller ligefrem illoyale mod Hatshepsut:

- En mand på en meget vigtig post, vicekongen af den egyptisk erobrede besiddelse Nubien, havde gennem sin lange karriere nået at tjene fire faraoner og var måske af den grund af den gamle skole, så han derfor ikke sympatiserede med Hatshepsuts kvindelige faraostatus - han ignorerede Hatshepsut totalt. I sin inskription i templet i Semna opregnede han kun de øvrige faraoner, som han havde tjent under, og den sidste, han nævner, er Tuthmosis III.

Også andre, der har haft deres karriere under Hatshepsut, og som efter hendes død senere blev begunstiget af Tuthmosis III, afslører sig på lignende måde som fjendtlige over for hende:

- Som f.eks. en vis Nebaum, der blev forvalter hos den nye faraos dronning og avancerede til admiral i den kongelige flåde. - Eller Nebuaui, der begyndte sin officerskarriere to år efter Hatshepsuts faraokroning og yderligere blev storpræst for en Osiris-kult. - Desuden var der herolden Intef, der fik sit embede under Hatshepsut. - Alle tav. Ingen af dem kendte Hatshepsut mere.

Ligeledes Puimre, den "næstøverste Amonpræst" (second prophet), hvilket var betegnelsen for ypperstepræstens næstkommanderende, havde fået en række store betroede hverv at udføre af Hatshepsut. Men han fulgte med over og blev Tuthmosis III's overopsynsarkitekt samt hans skatmester for tribut og krigsbytte. I sin grav i Assarsif omtalte han ikke Hatshepsut på nogen måde overhovedet, skønt han kunne takke hende både for grundlæggelsen og første del af sin karriere.

Og Hatshepsuts succesrige ekspedition til Punt havde Senmut i stort omfang arrangeret og deltog selv i den. Han lod senere gengive noget om dette på sit tempelbyggeri for Hatshepsut i Deir el-Bahari. Netop her må det følgelig være ham, der er afbildet som prinsen. Men om denne ekspedition lod Puimre endda skrive i sit gravkammer, at det var Tuthmosis III's ekspedition, skønt denne farao som nævnt endnu ikke var teenager på det pågældende tidspunkt. Det var på samme måde som hos mange af de foregående personer, idet også Puimre lod sin tidligere foresatte, Hatshepsut, ignorere fuldstændigt - i overensstemmelse med den politik Tuthmosis III selv førte an med.

Således fremgår det, at selv under det autoritære styre i det gamle Egypten, kunne det realistisk lade sig gøre i det skjulte at vælte Moses på trods af hans stærke position som tronarving; og sluttelig at få ham fortrængt fra landets historie.

 

_________________________________

RESUMÉ:

  • Hatshepsuts gådefulde død og mangel på gravsættelse synes kendt i overleveringer og at finde belæg i de arkæologiske omstændigheder.
  • Gravinskriptioner afslører højtstående embedsmænds tilhørsforhold til skjulte partier, der enten afviste hende eller fortsat var tilhængere.

_________________________________

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth