Identitetstyveri i alle detaljer

Endnu flere usædvanlige forhold ved Tuthmosis III ses opregnet om ham i "Lexicon der gyptologie". Som farao kom han tidligt til at beskæftige sig med gamle dokumenter fra fortiden, bl.a. med tekster om "offentlig velfærd", hvilket havde at gøre med særlige lovgivningsforhold og er genkendeligt i forbindelse med netop Senmut/Moses som landsadministrator i Egypten - og senere med Moseloven. I det hele ses tydelig inspiration fra en ekspertise, som dette multibegavede forbillede besad, lige fra avanceret lovgivning, suveræn hieroglyfhåndtering, kreativ designteknik og til strategisk krigskunst etc.

Senmut dannede skole med sin opfindelse af særlige koder indlagt i hieroglyfinskriptionerne; og ifølge rabbinerskrifterne var Moses - tilsvarende - en ekstraordinær begavelse inden for sprog og skrift.

Også just sådanne træk kom til at gå igen hos Tuthmosis III, om hvem det i samtiden er udtrykkelig fremhævet, at han var beundret for sin bemærkelsesværdige dygtighed i at håndtere hieroglyfskriften, hvad der på dette færdighedsniveau også var usædvanligt for en farao.

Ydermere var det usædvanligt, at en farao selv designede vaser og kander til templerne, hvad Tuthmosis III vitterlig skulle have gjort ifølge samtidens tekster. Det tyder på, at han kan have taget æren herfor fra den netop fordrevne prins eller i hvert fald modtaget inspiration fra denne Egyptens mest begavede og nyskabende arkitekt: Jf. Moses, der senere lod både fremstilling og design af Pagtens Ark og af det mobile tempeltelt (efter velkendt egyptisk model på den tid) - samt dets alter og andre tilhørende genstande - beskrive i Bibelen udførligt og teknisk som kun en sand professionel kunne gøre det.

Ved fra den gamle civilisation i Punt (Etiopien-Somalia) - der i mytologisk lære i visse forbindelser kan ses forbundet med en "Paradis"-opfattelse - at hjemføre nogle specielle buskagtige træer, bl.a. myrrah, og derefter at plante disse vækster ved Deir el-Bahari-templet, synes Hatshepsut at have fået en særlig status (dette vil også gælde Senmut):

- Denne status, kendt i mysteriekulterne som "kongelig gartner", var en indvielsestitel oprindelig forbundet med det guddommelige første menneske. I Babylon kendtes en sådan Adam- eller rettere Tammuz-"titel" allerede hos kong Sargon I (2300 f.Kr.) og genkendes senere hos dronning Semiramis med de berømte hængende haver (800 f.Kr.); og i nutiden f.eks. ses et lignende koncept hos orientalske zen-mestre.

I det tredje år efter Hatshepsuts død og forsvinden prøvede Tuthmosis III åbenbart også at efterligne denne status ved at hjemføre vækster, nu fra Libanon, der i mytologien ansås for et "helligt sted" ligesom Punt. Tuthmosis III kunne da udplante dem og blive "gartner" ved et af sine udvalgte templer. I hans festivaltempel i Karnak viser billedrelieffer disse forskellige udvalgte planter: dog her er der reelt ingen planter fra Libanon, men fra Afrika. Altså igen et falsum.

Også hermed var det afgjort ikke ham, der optrådte i indskrifter om Hatshepsuts Punt-ekspedition, for også ud over hans manglende aldersmæssige betingelser for at kunne deltage, var det umuligt ud fra hendes forhold til ham på den tid. Modsat hos Senmut, der rejste med til Punt i egenskab af at være Hatshepsuts betroede fuldmægtig.

At Tuthmosis III som 2-årig lod et tempel i Semneh restaurere, var - tydeligt et falsum - ikke ham, men (ikke usædvanligt) Senmut som entreprenør i Hatshepsuts regeringsår nr. 2. Tilmed Senmuts tronfølgerembede som guvernør af Nedre Egypten "efterlignede" den nye farao ved sin og administrationens udflytning dér til. Her havde Tuthmosis III aldrig været guvernør, den ellers prinselige kotyme.

Ved en bestemt kultisk indvielse skulle kandidaten "harpunere flodhesten". Her synes ligheder på visse punkter genkendelige ved "tyre-drabet" i de senere Mithras-kulter. Senmut viser på et billede i sine stjernekort et lignende kultisk motiv med en okse. Det vil i så fald vise, at han havde gennemgået en sådan indvielsesform. Tuthmosis III synes at have efterlignet dette (i en lignede form), og kaldte sig "flodhest-harpunéreren".

Relationen til Hatshepsuts status bag Senmuts navn, der som nævnt ordret betød 'moderens bror', synes "efterlignet" af Tuthmosis III. For han - skønt ikke-helblods kongelig (og ikke-førstefødt) - betegnede flere gange sin faster Hatshepsut som "søster"! Større ændringer i inskriptioner og især portrætter var en velkendt metode både hos faraoner siden hen, og også senere i antikken, bl.a. ved start på ny stil eller reform i styret eller i religionen.

Senmuts ry med de højt ansete astronomiske og astrologiske kundskaber kunne søges efterlignet. Tuthmosis III kan have fundet det ønskeligt at blive forbundet med et særligt stjernevarsel for også her at forsøge at låne fra Senmuts prestige, jf. eksempelvis Senmut-stjernekortets registrering af en daterbar stjernemæssig begivenhed (se Appendiks 2).

At det således var vigtigt for Tuthmosis III på lignende måde at søge at blive tilknyttet et stjernevarsel må ses i relation til, at der ikke hverken før eller lang tid efter Senmut kendes optegnelser om stjerners fremtræden forbundet med herskere og kongelige.

Men her kunne Tuthmosis III prøve at lade en himmelobservation optegne i sine inskriptioner om egne meritter gøre den pågældende observation til noget betydningsfuldt. På en stele, som Tuthmosis III lod opstille ved Amon-templet i Barkal nær hele rigets sydgrænse, opregnede han en række af sine felttog og sejre i nord og syd; ved et af disse togter, til Asien, optegnedes et astrologisk varsel herom: En stjerne viste sig på mirakuløs måde forud for et slag, som han derefter vandt som en af sine vigtigste sejre. Stelens linje 34 og 35 lyder:

"… vagterne var ved at ankomme for at mødes i natten og udføre reguleringen (skiftet) af vagten. Der var to vagtmænd (siddende over for hinanden), og en stjerne kom frem syd for dem. Noget lignende er aldrig forekommet. Den gik ned igen - i retningen over imod dem - direkte 'modsat til sig selv' (dvs. den gik ned i nord) …".

Denne næsten 3.500 år gamle optegnelse er historiens ældste kendte om et så gådefuldt himmelfænomen - og bl.a. oversat af G.A. & M.B. Reisner: "Inscribed Monuments From Gebel Barkal", i Zeitschrift für ägyptische Sprache und Altertumskunde (Band 69, 1933).

Men en stjerne, der står op og går så hurtigt ned igen, samt går fra syd til nord - dvs. går "på tværs" af himlen i stedet for fra øst-vestlig - er ikke nogen stjerne. Af "hurtige" himmelfænomener (og derfor ikke kometer), der kan flyve i alle retninger vil et sådant uidentificeret objekt ofte være en meteorit (glødende meteorsten under opløsning oppe i atmosfæren). Men havde Tuthmosis III været professionel stjernekyndig ligesom Senmut, ville han næppe have ladet dette fænomen betegne som en stjerne.

At bruge Senmuts/Moses egne metoder har som nævnt været et af de mest effektive midler til at kunne hamle op med hans dygtighed og magt - så at sige lade ham "blive slået med sine egne våben". Alle disse efterlignende aktiviteter fra Tuthmosis III's side var af en så speciel art, at de aldrig er fundet i forbindelse med nogen anden farao.

Tuthmosis III viste sig åbenbart så særdeles god til at tilegne sig disse ideer og teknikker, at oppositionen nu med denne Tuthmosis III tilmed fik det ideelle middel til at udmanøvrere Senmut/Moses. Men samtidig har den nye mand på tronen selv været et usædvanligt talent ved så effektivt at udnytte metoden til det yderste. Uden just denne (u)heldige kombination af en begavet efterligner, der samtidig var dygtig til "at benytte Moses' metoder imod ham selv", havde Moses lettere kunnet erholde tronen eller i givet fald vundet retten tilbage. Og da ville hebræernes/israelitternes, og verdens, historie være blevet en ganske anden.