Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (79 af 86)


Oldtidens Moses var oprindelig en egyptisk faraoprins, der blev udstødt som tronkandidat, og som ved sin mystiske forsvinden fik sit eftermæle destrueret.

GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN (79 af 86)

'Guds rum'

 

Således fandtes en religiøst opfattet himmelgeometri, der ansås for at være genspejlet på jordisk plan. Jf. Platon - der havde studeret i Egypten - satte de geometriske love direkte i forbindelse med selveste skabelsen.

Således har en yderligere indgang til den religiøse dimension også netop været kosmologien, der var forbundet med stjernekundskaben. Også her har Senmuts viden været betydelig, som allerede demonstreret; - som bekendt omtaler flere rabbinerskrifter ligeledes Moses' særlige kundskaber på dette felt. Og generelt i alle oldtidens kultursamfund kendtes en overordnet stjernelære, baseret på kosmologien, indbygget i de store gamle religioner.

Senmut/Moses har lært om ovenstående emner hos den præsteelite, der sad inde med specialviden herom; han har her lært om en højere teologi, der i hvert fald kan spores tilbage til pyramidetiden i 4. dynasti fra 2600 f.Kr., bl.a. en lære om én skabergud. De øvrige egyptiske guder fremtræder mere som repræsentation for udøvende, specielle kræfter med særlige funktioner i forskellige hierarkiske lag. Flere forhold i forståelsen af selve den opbygning har overlevet i dele af de senere egyptiske gnostikeres lære.

Forståelsen synes yderligere vanskelig for nutidens forskere. Den danske egyptologiske autoritet Erik Iversen påpeger dette - i sin "The Myth of Egypt and Its Hieroglyphs" (Princeton University 1993, s. 98) - således:

"… de sterile og livløse voksfigurer, som den mere rent umetafysiske metodik i moderne egyptologi har reduceret det egyptiske panteon til".

I sin (senere tilmurede) obelisk-indskrift proklamerer Hatshepsut, at hun eksisterer som den strålende essens af Universets Herre eller Ari-su, 'han, som er selvskabt' og som også skabte Det hellige Æg ('Verdensægget'). Videre står der, at hun således er datter af Khamut-f, dvs. netop den selvundfangede og selvkreerede gud. Også heri genkendes dele af en særlig teologi om én skabergud.

Denne lære er Senmut blevet indført i. Visse træk kan genkendes bag Moses' lære - senere krystalliseret til det der kaldes monoteisme (monolatri) - men var allerede i pyramidetiden en del af et teocentrisk verdensbillede med dette gudsbegreb som værende altid til stede og altomfattende. Dette at etablere på det personlige plan et møde mellem to religiøse veje, tanke/intellekt og følelse/intuition, der kan føre frem til spirituel indsigt og illumineret erkendelse, lå endnu forude for denne fremtidige religionsstifter.

Templerne var ikke ualmindeligt bygget sådan, at centrale rum eller selve anlæggets layout udtrykte en genspejling af himlen, Det hellige sted, templet, ansås derfor som et forstærket kontaktsted til at nå guden eller assisterende guder. Hermed stod arkitekten ved sin implicering som en af religionens fornemste formidlende assistenter i det jordiske.

En religiøst udtænkt arkitektur vil i visse tilfælde være i stand til, som antydet, at udløse en religiøs følelseseffekt hos beskueren. Den tyske filosof Peter Sloterdijk har i sit værk "Sphären" (I-II, Frankfurt a.M. 1998-1999) også berørt sådanne metafysiske ideer ved rum såvel i bygninger som i kosmos.

Spørgsmålet er, om der i Hatshepsuts ikke ualmindelige, men nu så iøjnefaldende tekstindhold på hendes obelisker, anes en ny stærkere prioritering af dette aspekt af teologien, hvilket kunne medføre et religiøst skisma? Var der tale om et nybrud, som Senmut ville fremme, men hvor han blev standset af det magtfulde præsteskab, ved at han blev fjernet så brat fra indflydelse? Og havde landet overhovedet brug for teologiske ændringer?

Her ses en mulig del af baggrunden for, at man til trods for hans genuine dygtighed på flere vigtige områder ikke ønskede ham på faraotronen. I så fald har det måske netop været til landets bedste, at ved i stedet at satse på Tuthmosis III blev der sikkert undgået en større, opslidende magtkamp, som kunne udarte til en endda religionspolitisk borgerkrig. Som det senere fremgik, var det snarere muligt at indføre en ændret religionsform hos et nyt folk, sådan som Moses gjorde det hos israelitterne.

Artikel-Gåden-om-faraos-datters-søn-Ove-von-Spaeth
Download-fil: GÅDEN OM FARAOS DATTERS SØN - Ove von Spaeth