I begyndelsen af „2. Mosebog“ omtales, at hebræere/israelitter blev sat til at bygge byer som forrådssteder for farao, bl.a. Pi’tom og Ra’meses. Sådanne forrådsbyer var befæstede; de lå i Nedre Egypten nær grænsen og indeholdt lagre - til rådighed når egypternes hære skulle marchere hurtigt nordpå. Flere af disse befæstede byer havde tidligere været annekteret af hyksosfolket under dets besættelse af Egypten.

Udgravninger viser, at uanset hvilke forskellige ruiner arkæologer skiftevis har valgt at udpege til at have været byen Ra’meses, så har ingen heddet dette navn oprindeligt. Ramses II har, ikke usædvanligt for ham især, blot omdøbt en eksisterende depot- og fæstningsby han istandsatte, flyttede og udvidede. Også Pi’toms navn er tilkommet senere.

Ifølge rabbinerskrifterne og især oldtidsforfatterne havde Moses og hans israelitiske oprørere nu overtaget enkelte af disse, ofte af hyksos forladte, byer. Nogle af dem kan meget vel være blandt de nævnte egyptiske befæstede depotbyer Pi’tom og Ra’meses. Disse kendtes i forvejen af israelitterne, nemlig fra et tidligere (tvangs)arbejde ved byggeriet.

Manetho lader Moses også omtale - på sen-egyptisk - under navnet Osarsif (Osarsyph). Dette har været en, præsteligt indviet, kongelig titel, der henviser til ham som værende ‘Osiris søn’, dvs. Horus, som en egyptisk prins, der var tronarving, altid identificeredes med.

Manetho angiver som nævnt, at denne højtstående person allierede sig med de kanaanæiske konger under opstanden og herunder antog sit navn Moses; samt, i sin oprørsskare, også indlemmede et stort antal egyptere, der var blevet udstødt for at være spedalske.

Flere gange i „Mosebøgerne“ omtales denne brogede flok noget kontant som værende et større „sammenrend“ af forskellige grupper.

Manetho beretter videre fra sin tids optegnelser fra Egyptens 18. dynasti, at de mennesker, farao Amenophis (Amenhotep II) havde ladet isolere i stenbruddene, tiggede og pressede denne konge til i stedet at overgive dem den gamle forladte hyksos-fæstningsby Avaris (Auaris). Moses rykkede ind og brugte disse mange til rådighed stående mennesker til at forstærke bymurene og gøre klar til krig mod Amenhotep. Og ifølge oldtidsforfatterne begyndte Moses allerede her at udstede love.

Avaris skulle fungere som base for Moses’ indenlandske operationer. Andre kilder, også refereret af Josefus, angiver, at der var tale om Pelusium eller eventuelt endnu en anden by her i grænsedistriktet.

Pelusium var en gammel fæstningsby - senere anvendt og forladt af hyksosfolket - cirka 1,5 km fra en havneplads ved Middelhavskysten, og beliggende nær selve grænsen til Egypten cirka 30 km vest for nuværende Port Said ved Suezkanalens munding. Bibelens hebraiske navn for byen er Sin direkte fra dens egyptiske navn sin, ‘mudder’, der på græsk hedder pelos - heraf navnet Pelusium. Dens nuværende arabiske navn El Faramâ er fra egypternes religiøse navn for byen, overleveret via koptisk Peremûn. Pelusium var samtidig den by, som hos oldtidsforfatterne var udskibningssted for Kadmos og Danaos m.fl. under faraos forfølgelse.

Hvad angår den omtalte spedalskhed, der i beretningen blev forbundet med oprørerne - og undertiden med Moses selv - skimtes der også forbindelse til, at han, ifølge Bibelen og rabbinerskrifterne, som tegn på sine evner udførte et „trick“; nemlig at få sin arm til skiftevis at se ud som spedalsk og derefter rask igen.

Bibelen angiver, at israelitterne ved opbruddet og udvandringen fra Egypten bl.a. drog af sted fra Ra’meses og Suk’kot - hvilket samstemmer med, at disse byer, der ligeledes var fæstningsbyer, ligger temmelig nær nævnte Auaris og Pelusium. Der vil således endda være tale om, at de mange oprørere satte sig på flere af byerne - heraf altså nogle af de nævnte forladte hyksosfæstningsbyer i det tidligere hyksosbesatte område i Nil-deltaet og ørkendistriktet ved Egyptens østgrænse.

Denne besættelse synes foretaget uden større problemer, fordi der i forvejen i disse områder boede mange fremmede folkeslag, som formentlig lettere kunne formås til ikke at støtte egypterne.

Med hebræerne/israelitterne som fremmedelement i landet var der for længst blevet givet advarsler om, at deres tilstedeværelse senere under en oprørssituation kunne udvikle sig således, som det netop skete.

Også forud for Moses fødsel blev det - ifølge „2. Mosebog“ (1,10) - hos den daværende farao påpeget om dette fremmede folk i Egypten:

„...det skal vise sig, i tilfælde af vi kommer i krig, at de slutter sig til dem, der hader os, og vil kæmpe imod os...“.

Manetho angiver direkte, at under den spændte situation ønskede Moses og hans folk at få støtte til oprøret; først her i mellemtiden havde de indesluttet sig i nordegyptiske fæstningsbyer. Og herfra anmodede Moses i sin nød hyksosfolkets efterkommere i Kanaan-Palæstina om:

„...helhjertet at forene sig i angreb mod Egypten, idet han (Moses) tilbød at lede deres angreb i deres tidligere besatte områder i Nedre Egypten - samt tilbød at kæmpe på deres vegne nårsomhelst, det fandtes nødvendigt...“.

Her har Manetho endda tydeligt dokumenteret, at Moses optrådte som den store koordinator for de omgivende folkeslags opstande.

At samarbejdet mellem Egyptens oprørske nabofolk og Moses ikke var nogen tom påstand, bestyrkes desuden af, at Manetho gengiver overleverede oplysninger om, at Moses allierede sig med kongen af Salem (daværende Jerusalem) mod egypterne.

Yderligere et forhold kan støtte troværdigheden af denne særlige alliance mellem salemitterne og Moses med israelittergruppen, skønt alliancen ikke omtales i Bibelen. I „1. Mosebog“ (14,18-24) omtales en lignende forbindelse ved en tidligere lejlighed, hvor Abraham mødte (Jeru)Salems præstekonge Melki-zedek og blev ven med ham; det har i så fald betydet tradition for venskab mellem deres folk indbyrdes.

Denne oprindelige pagt eller relation må i så fald være holdt i hævd hos generationer af efterkommere, som det var sædvane blandt oldtidens stammefolk. Disse oplysninger om Moses’ og israelitternes „fornyede“ forbund kan bidrage til at se, hvorfor israelitterne, ifølge Bibelen, allerede ved planlægning af fordelingen af landet til deres stammer forud for invasionen undlod at medregne (Jeru)Salem-området:

- Da israelitterne efter det lange ophold i ørkenen erobrede Kanaan-Palæstina, blev deres allieredes Jerusalem-område ikke erobret. Jerusalem med opland forblev en selvstændig enklave, der dyrkede den særlige jebusitiske religion indtil indlemmelsen i Israel under kong David, dvs. først næsten 400 år efter israelitternes invasion i Kanaan.

Tilbage til selve udvandringen af hebræernes/israelitternes skare: Betegnelsen „hebræer“ var kendt i hele Mellemøsten som udtryk for omstrejfere og flygtige fremmede, hvilket også under udvandringen har kunnet passe med opfattelsen hos både egyptere og omkringboende folkeslag. I Egypten brugtes udtrykket apru (‘prw), ’hebræer’, også for håndværkere, arbejdere, mandskab på skibe, dvs. hvor der ofte brugtes udenlandske folk og krigsfanger. Efter den hebræiske/israelitiske indvandring i Kanaan tog egypterne hebræiske krigsfanger til slaver.

Idet Egypten ved exodus på én gang pludselig blev drænet for en større gruppe af den arbejdende befolkning (jf. senere, kap. 10-11), har udvandringens effekt ramt mærkbart. Rabbinerskrifterne fortæller om denne „katastrofale“ aktion, som netop kunne svække Egypten.

At udvandringen således fjernede en ikke ubetydelig del af arbejdsstyrken - samt foregik præcis, da Amenhotep II blev farao - bestyrkes af den pludselige og skærende kontrast til tiden under Tuthmosis III; for Amenhotep II og hans søn Tuthmosis IV ses under deres i alt 36 års regeringstid ikke i stand til at have udøvet nogen videre byggeaktivitet.