Af Bibelens Moses-beretning fremgår, at Moses og israelitterne allerede i det første år under udvandringen også nåede til førnævnte bjerg Hor, 1.336 m højt, på arabisk kaldet Djebel Harun, ‘Ahrons bjerg’. Videre oplyses, at Ahron senere døde og begravedes her:

„...ved grænsen til landet Edom...“

- dvs. det land som edomitternes konge nægtede israelitterne at drage igennem - ad „Kongevejen“. Josefus angiver i „Antiquitates“ (4,82-83), at bjerget Hor er beliggende i kun kort afstand, dvs. her cirka 5 km, fra den skjulte (dal med den senere) bjergby Petra, hvor grænsen til Edom var. I perioder har edomitternes område også omfattet Petra.

En tidlig tradition - der stadig er stærk hos lokale arabere - forbinder Moses med Petra. Tæt ved dette egnede opholdssted løber en ørkenbæk eller regnflod, en wadi, der er opkaldt efter ham, Wadi Musa. Det var almindeligt før nogen turistindustri i antikken, at når et sted var opkaldt efter en person, ansås denne engang reelt at have haft tilknytning hertil. Der var rigelig plads til Moses og hans folk: I selve byen i dalens ene ende boede senere 25.000 borgere (jf. bind 5’s kap. 5).

Således må det antages, at Moses med israelitterne tog ophold i Petra, der er perfekt til formålet ved at være uindtagelig: - placeret i en helt lukket klippedal. Stedet har kun adgang gennem en cirka to kilometer lang kløft, som er let at forsvare, idet den er ekstrem smal, ikke over 1,5 m, og med høje lodrette bjergvægge. Inde i Petras flere kilometer lange dal er der vand til kvæget i to småfloder: Hermed opfyldtes vand og fouragering som altafgørende krav for at kunne lejre en større hær.

Længe efter forskansede edomitterne sig her. Derefter havde nabatæerne Petra som base for deres røvervirksomhed. Senere brugte korsfarerriddere stedet som uindtageligt fort (og har med stor sandsynlighed ud fra deres ideologi også søgt efter mulige gemte informationer fra Moses’ ophold). Senest i Europa blev byen opfattet som en sagnby - men hvor denne skjulte by lå, vidste ingen. Dens eksistens ansås derefter i 700 år for gådefuld og tvivlsom, indtil Burchhardt, en schweizisk opdagelsesrejsende forklædt som araber, fandt den i 1812.

Et ophold i Petra, denne komplet skjulte og isolerede plads, kunne medvirke til at forklare, hvorfor Bibelen intet fortæller om Moses’ og israelitternes færden i cirka 38 af exodus’ 40 år. Petra er det af naturen skabte mest perfekte fort, ideelt som base til israelitternes halvmilitære folkegruppe; og uindtagelig for faraos tropper - eller for edomitterne, der så nær Egyptens grænser og dominans må have fundet det opportunt at være israelitternes fjender. Fjendskabet omtales i „2. Mosebog“.

Dog kan et sådant sted ikke tjene til ophold i længere tid for en større gruppe mennesker, der lever af gede- og fårehold, da mange af disse altædende dyr kan destruere væksten for altid, hvis de ikke efter nogen tid flyttes til andre egne. Derfor kan israelitterne have splittet sig, f.eks. i to hovedgrupper, på omvandring i over 30 år i østligere egne som Irak og Persien og eventuelt ved Indiens grænseland Kashmir, der har tradition for Moses’ gravlæggelse. Sådanne overleveringer dukker igen frem senere, i middelalderens legender, hvori Moses’ togt også førte til Indien.

Nogle forskere taler om invasionen i Kanaan i bølger; evt. invaderede Moses’ efterfølger Joshua kun med krigerne alene som første bølge. Moses’ og israelitternes ophold i Petra som en hovedbase, valgt ud fra samme strategiske mønster som både Sinai-dalen og senest Nebo-basen, var etableret i længere perioder inden for de 38 år. „5. Mosebog“ omtaler (2,1-14) kun 18 lejrpladser til alle disse år, samt at de gang på gang - og indtil de alle drog til den ny base på Nebo, lige før invasionen - boede i Kadesh-barnea, hvis lokalitet aldrig er fundet eller bevist!

Bibelen omtaler Israel udstrakt netop til Kadesh-barnea, dvs. et markant sted - ligesom Petra. Bibeloversætteren Hieronimus (347-420 e.Kr.) nævner, at stadig på hans tid ved Petra forevistes Moses’ „søster“ Miriams grav, der ifølge Bibelen ligger i Kadesh-barnea. Også Josefus omtalte Kadesh-barnea i ørkendistriktet ved Petra. Petra synes identisk med Kadesh-barnea, hvor Moses bad om frit lejde på „Kongevejen“ fra syd til nord, den ældgamle vej der passerer Petra. Moses’ og israelitternes langvarige ophold her er med til at sandsynliggøre, at der i dette velegnede klippeskjul deponeredes dele af deres føromtalte egyptiske arkiver og gods. En flertusindårig arabisk tradition taler her om Moses’ skat.

Israelitterne var „40 år i ørkenen“ - og Petra findes netop i ørkenen. Ifølge „5. Mosebog (1,46) opholdt de sig mest i Kadesh-barnea:

„...Så blev I (israelitterne) boende i Kadesh i mange dage („tider“), al den tid (de mange dage/år) I var der...“.

Det egyptiske petr betyder bl.a. ‘helligt eller ophøjet sted’, præcis som lokalitetsnavnet Kadesh gør! Den egyptiske benævnelse kan senere være overtaget til den i klippedalen senere anlagte og delvis græskprægede by Petra, der på græsk betyder ‘klippen’ ligesom byens hebraiske navn Sila (Ha-Sela). Fra gammel tid har Petra-dalen netop været helligsted bl.a. med praktisering af månekult og blodige ofre - og siden hos edomitterne også menneskeofre, ofte udvalgte unge piger der hermed viedes til måneguden.

At Moses også benyttede dette ældgamle helligsted, men til sin nye religion, kan bestyrkes af, at der i Petras klipper er udhugget et alter til den blodige del af ofringerne samt en blod-rende og ypperstepræstens vaskested: Alt som forskriften i „2. Mosebog“ og hermed mage til indretningen efter præcis samme forskrift senere i Jerusalems tempel.

Ifølge den engelske arkæolog Iain Browning’s forskning 1970-1990 af Petra er desuden alteret til ikke-blodig ofring (af skuebrød) udhugget eksakt tilsvarende målene for israelitternes skuebrødsalter:

„...to alen langt og en alen bredt og halvanden alen højt...“,

ligesom Moses angiver i „2. Mosebog“ (25,23) med nøjagtigt disse mål.

_________________________________

Den traditionelle angivelse af et stor antal israelitter synes at bero på senere ukorrekt valgt fortolkning af de gamle talord. Det „umulige“ antal på 600.000 israelitter fremstår som i praksis at være 600 storgrupper.

Moses valgte de strategisk bedst beskyttede baser, ofte godt skjulte, der styrkede israelitterne i 40 år. Flere baser er svære at finde i dag.

_________________________________