I de gamle samfund havde mysteriespil en uhyre vigtig funktion. Den vægt og opmærksomhed, der blev denne kultiske form til del, overses let i nutidig vurdering. Det glemmes især, i hvor overvældende grad den tids samfund var indrettet som "religiøse" samfund, hvor mystik og religion i det meste gik op i en højere enhed og prægede utallige gøremål i dagligdagen samt selve sproget.

Religiøse optog i det gamle Egypten foregik ofte ved, at gudestatuerne blev taget ud af templerne, klædt ud i særlige dragter og derpå båret rundt i procession med ophold på bestemte steder undervejs. Her kunne de ledsagende præster og publikum give deres hyldest, synge hymner, gøre knæfald eller kaste sig udstrakt på jorden til ære for guderne.

Lignende praksis fandtes i oldtidens Babylon. Og dette særlige udslag af religionsudøvelse kendes også med de gamle romerske guder. Nu, mange tusinde år efter, er dette i princippet stadig i funktion og fuldt genkendeligt i den katolske kirkes religiøse optog med figurer udformet som Jesus, Madonna og diverse helgener, der iføres tøj og bæres rundt ad en bestemt rute, som ligeledes har særlige stationer undervejs, hvor der sker knæfald, påkaldelse og bøn.

I stedet for at bruge gudebilleder kunne allerede de gamle religiøse optrin komme til udtryk ved, at bestemte personer optrådte forklædt som guder og her gennemspillede gudernes part af optrinnets handling - dvs. netop den praksis der kendetegner mysteriespil.

I de ældste store kultursamfund fandtes næppe udført noget offentligt gøremål, hvad enten det blot var en rutinedisposition for administration af årets høst eller f.eks. en iværksættelse af ændret strategi for hærens grænsekontrol, uden at handlingen altid først skulle rekommanderes af et orakel i templet. Men større forehavender skulle endda først bearbejdes og "velsignes" ved at gennemspilles i et mysteriespil.

Hos et delvist nomadestammesamfund som den hebræiske Isak-familie oplyser rabbinerskrifterne, at kulten blev ledet af slægtens ældste, som her var Isaks ældre søster. Rabbinerskrifterne oplyser, at hun til det brug iførte sig et særligt ceremonielt og magisk bælte.

Mysteriespil var kultisk drama bestående af hellige handlinger: riter med trin og mimik - samt hellige ord, f.eks. magiske ord der indgik i den myte, som gennemspilledes. Mange mysteriespil var offentlige - men i indvielseskulterne udførtes også ceremoniel som mysteriespil af en anden type, hemmelige for udenforstående. Alt dette var i oldtiden et "internationalt" fænomen med mange i princippet ensartede former for kultpraksis - og ligeledes en fælles kerne af religionsfilosofiske idéer.

Mysteriespil praktiseredes over det meste af den gamle verden i Mellemøsten og Kina - og i Indien stadig med helligt drama, senere i form af meta-teater; og i Mellemamerika hos mayaernes hemmelige forbund "ørnene" (med visse ligheder med "leopardmændene"s hemmelige selskaber i nyere Vestafrika). Mysteriespil findes stadig i frimurerloger, f.eks. ved ceremonier især for medlemmernes indvielse.

Mysteriespillene udspilledes i kulterne som en hellig handling bl.a. for at kanalisere gudernes magi til opfyldelse og frugtbargørelse af visse ønsker og formål. Mysteriespillet var især i brug i den kultiske mysterieindvielse, der udøvedes inden for religionens øverste niveauer og overbygning. Spillets særlige form havde betydning som psykodrama - også med terapeutiske eller gestaltterapi-lignende elementer - til at udløse bestemte erkendelser hos den kandidat, der blev indviet.

Herved har de implicerede med deres deltagelse ofte uundgåeligt modtaget en form for suggestiv påvirkning til at intensivere opfyldelsen af nogle planlagte formål. Ligeledes kunne spontane episoder, der opstod i spillet, optages som varsel for sagens udfald og afsløre på hvilke områder, der skulle vises en særlig agtpågivenhed.

Nogle mysteriespil opfattedes som egnede til at opbygge beskyttelse mod onde påvirkninger. Andre mysteriespil var af en særlig form, hvor fremstillingen skulle afbalanceres af en optrædende "modstander". Men det kunne sket, at de implicerede også misbrugte det til skjulte private politiske magtkampe, hvor lejligheden udnyttedes - stadig inden for spillets rammer - til at fremme egne formål og få disse sanktionerede, uanset om evt. nogen kunne skades. - De fortsatte opførelser af mysteriespil var bevarende for deres ofte ikke-nedskrevne indhold.

Blandt de mere religiøse handlinger, hvori mysteriespil indgik, var f.eks. det kongelige undfangelsesritual, hieros gamos, til brug for stadig at bevare guddommelighed i den kongelige arvefølge.

Ligeledes ved de kongelige fødsler. Rester af traditionen for et sådant kultisk mysteriespil afspejles i brødrene Grimms genfortælling af beretningen om Tornerose. Her ankom der til den nyfødte tre feer (oprindelig gudinder), som gav dette kongebarn magiske vuggegaver, heraf den ene i en form der svarer til den førnævnte "modstand".

I dette mysteriespil har kongehusets kvinder været udklædt som gudinder (senere som feer) og forlenet barnet med kongelige egenskaber som klogskab, styrke, skønhed, pligttroskab etc. Disse mysteriespil med "gudinder/gode feer" ved tronarvingers fødsel er i Egypten omtalt i "Papyrus Westcar" allerede fra kong Kheops' tid ca. 2500 f.Kr.

Specielt de gamle egyptere anvendte mysteriespil meget i deres religionsudøvelse. Et stort antal afbildninger i templer og gravanlæg viser disse religiøse handlinger med præster og højtstående personer iført masker og udklædning som guder. Der er gjort fund af præsternes gudemasker og gudeudklædning. Ligeledes er bevaret egyptiske tekster om mysteriespillenes arrangement og de medvirkendes replikker.

Optegnelser fra det gamle Egypten giver indblik i mysteriespillene - bl.a. i den tyske egyptolog Kurt Sethes værk "Dramatische Texte zu altägyptischen Mysterienspielen" (Leipzig 1928). Teksterne afslører ikke alt, men af helhedsindtryk fra Mellemøstens kulter vil fremgå, at blandt personer med den højeste indvielse, "den kongelige grad", var den regerende konge blot én af disse indviede, men hvor det i hans tilfælde også udtryktes i det ydre regi. Adskillige elementer fra mysterieindvielse var, og er undertiden stadig, indeholdt i tronfølge-riter og i kroningsceremoniel. - Jf. standardværker som Henri Frankfort's "Kingship and the Gods" (Chicago 1948) samt W.H. Fairman & S.H. Hooke's "The Kingship Rituals of Egypt" (Oxford 1958).

Også stedfortrædende kongeoffer/drab udførtes som mysteriespil. Kongen som guddommens repræsentant var et hovedfundament i det kultiske drama og skulle f.eks. påtage sig lidelser ("vicariatlidelse") for at ændre landets ulykke, eller dø, så fornyelse kunne ske. En kongeudklædt dukke kunne være stedfortræder og "dø" i stedet for kongen.

Fra kulternes mysterieoptrin overlevede idéer bag senere talemåder som "at gå gennem ild og vand"; også bag legene "bro, bro, brille" og "hinke til Paradis". I kulternes ydre optrin, der kunne iagttages offentligt, var der processioner med fremvisning af gudebilleder og kultisk symbolik. F.eks. det latinske fasces, en økse indsat i et fast sammenbundet bundt stokke, kæppe, køller (blev også tarok-symbolik) eller strå:

- Jf. Josefs drøm, Odins neg og kong Skjolds leje af neg. Mysteriernes symbolik var udbredt i mange lande og tidsaldre - deres betydning bag ydre historie anes stadig i religionens og magtens udtryk.

Også ordet "religion" er latin for 'fast sammenbundet' og var ligesom regentskab forbundet med fasces (uafhængigt genoptaget i senere tider som navn og symbol for fascismen), idet lederne i oldtidens samfund ofte var obligatoriske deltagere i mysteriekultiske broderskaber. Jf. senere "klub", fra medlemmernes 'stok/kølle', f.eks. club på engelsk, og hvor "stok(ke)" oprindelig ses at indgå i udtrykket stick together, dvs. 'holde sammen' i et bundt (og derfra også til at betyde 'sammen-klæbe').