8. KAPITEL

Moses som magiker

Oldtidens mest berømte magiker

I oldtidens verden var emnet magi omfattet med stor respekt. Bl.a. i Egypten var magi en "hellig kunst eller videnskab", uadskillelig fra religion. Magi - i forskningen ofte et vanskeligt håndterligt emne - har ikke uvæsentligt influeret historien inden for kultur og politik, ligesom det optræder i Moses' love og kendtes hos israelitterne.

Flere nævnte forhold i Bibelen vil blive mere forståelige, når dette emne i Moses-teksterne ikke forbigås, men på lige fod med andre historiske emner undersøges for indhold af relevant information.

Til alle tider fandtes der i Egyptens templer mangfoldige bøger om magi. Den tyske egyptologiske autoritet Erik Hornung angiver i sin "Conceptions of God in Ancient Egypt" (19171), at egypterne betragtede magi som en "kraft" af særlig art, som "i de tidlige højkulturer opfattedes således på grund af sin farlighed og styrke til at transformere verden".

Når f.eks. præster udøvede magi, var det ofte en sær blanding. For i den anden ende af skalaen ses tydeligt klassiske tryllekunstnertricks kendt langt tilbage i Kina, Babylon og især Egypten. F.eks. kunne præsterne i Karnak (Theben) anvende bugtaleri som "gudernes tale".

Der er ingen grund til hverken blankt at godtage bibelske episoder som religiøse mirakler - eller på den anden side blot at afvise dem som overtro. Moses synes at have optrådt med "markedsgøglertricks", såvel som han har demonstreret en evne og særlig viden til teknisk at udnytte specielle forhold i naturen og miljøet. Men derudover var der episoder, der mindre definerbart fremtræder som baseret på en ekstraordinær indsigt, energi og åndelig kraft. I kilderne fra oldtiden herskede der ingen tvivl om, at Moses besad særlige evner også på de mere usædvanlige områder.

Forholdene kan kun vanskeligt gennemskues nu, og nogle af de "magiske hændelser", som Bibelen omtaler i forbindelse med Moses, er gennem tiderne blevet opfattet som mirakler, også i tilfælde man måske ved ukendskab anså som værende i normal modstrid med naturens love.

En prins som magiker var ikke uhørt: f.eks. Khaemwaset, en egyptisk prins - ligesom Moses - var bl.a. ypperstepræst hos sin far Ramses II og berømt i senere tider som ligeledes en af de største magikere. Men der er mere bag det:

- Magi blev taget så alvorligt, at guder allerede i skabelsesberetningerne hos egypterne og babylonierne omtales at have benyttet magi og magiske formler til at vinde over hinanden. Helt fra tidligste egyptiske historie var slangegudinden Wadjet, uræusslangen, beskytter af farao. Farao ansås for en gud, og Wadjet var her et tegn også på hans formelle status som magiker. Ud fra den opfattelse har Moses' håndtering af magi og af slanger bidraget i hans prestige som faraoemne!

Magiske amuletter anvendtes for at gå uskadt gennem underverdenen. Respekt og frygt for magi var så betydelig, at Moses' love havde dødsstraf for at udøve magi; lignende ses i kong Hammurapis lov og i assyriske love.

Den engelske egyptolog og leder af British Museums egyptiske og assyrologiske samlinger, E.A. Wallis Budge, har arbejdet med tusindvis af magiske tekster og indskrifter, og skrev i sit værk "From Fetish to God in Ancient Egypt" (Oxford 1934, s. 8), at:

- "...han (Moses) havde studeret forskellige grene af egyptisk magi..." - og - "...Moses var en dygtig udøver af magiske ritualer og var dybtgående udlært i viden om de tilhørende trylleformer, og påkaldelse/intonering (med magiske ord/lyde), og magiske formler af enhver art. - Og de mirakler han udvirkede... tyder på, at han ikke alene var præst, men en magiker af højeste klasse og muligvis endda en kher heb (tilhørende kongens magikerpræster)...".

Hos egypterne var en magiker på én gang både præst, læge og astrolog. Flere af de ældste egyptiske tekster omtaler magi - f.eks. i "Papyrus Westcar" i forbindelse med kong Khephren, tusind år før Moses.

Ligeledes i de ældste bibeltekster: I "1. Mosebog" (24,1-4) udøver Abraham magi; det antydes, at seksuelle kræfter brugtes som medium. I "4. Mosebog" (5,11-31) anviser Moses udøvelse af ritualiseret 'primitiv' magi til 'afsløring' af en kvindes formodede utroskab.

Den engelske antropolog James Frazer skrev i sin "The Golden Bough" (London, 1987 edn., s. 261), at:

- "...Enhver egyptisk magiker... mente, at den, der havde kendskab til det sande navn, herved besad selve et menneskes eller en guds tilstedeværelse og endda kunne tvinge selv en gud til at adlyde sig, som en slave adlyder sin herre. Således bestod magikerens kunst i fra guderne at få frembragt en afsløring af deres hemmelige navne, og han ville vende hver en sten for at nå sit mål...".

Rabbinerskrifterne fortæller, at Moses ved adskillige seancer fik meddelt dæmoners og engles navne - samt endda flere hemmelige navne for Gud, på op til 72 bogstaver eller stavelser - hvilket altsammen skulle hjælpe ham mod psykisk og magisk modstand.

Moses fremhævedes senere for at være en magiker - "en troldmand af de store" - og berømmedes i antikken, f.eks. hos romerne af historikerne Plinius d. Ældre i sin "Historia Naturalis" (30,1,11) ca. 100 f.Kr., og Trogus Pompeius ca. 25 f.Kr. (citeret i Justins "Epitome", 36,2).

Lignende kan læses hos Apuleius og Celsus, begge fra 200-tallet e.Kr. Den samtidige egyptisk-græske kirkefader Origenes af Alexandria gengav i sin bog "Contra Celsum" (1,45 og 3,5) sine samtaler med:

- "...nogle i Egypten boende jøder: betegnede Moses som en troldmand, der anses at have udført sine store gerninger ved magi...".

Ifølge Origenes omtaler egypterne Moses' dygtighed i okkult kunst:

- "...de (egypterne) fornægtede ikke de mægtige mirakler, som Moses udførte, men påstår, at disse blev udført ved magi og ikke ved guddommelig kraft...".

Flere gange omtales magi-lignende fænomener i israelitterlejren, når Moses straffede for interne oprør. Men da Moses' forordninger dog også indeholder forskellige slags forbud imod magi, kan det være svært at adskille de individuelle former - hvad er, og hvad er ikke magi? Er det f.eks. forsøg på at se ind i fremtiden, eller er det som hos Balaam (omtale følger) både at varsle begivenheder og samtidig forsøge - ifølge datidens opfattelse - at manipulere disse?