Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

PROFETEN SOM UKENDT GENI
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth

PROFETEN SOM UKENDT GENI (33 af 99)


Hvad akabte Egyptens ti plager? Hvad i skabelsen er egyptisk lære? Hvordan kunne Moses opfinde alfabetet? Hvor meget dokumenteres af historiske data?

PROFETEN SOM UKENDT GENI (33 af 99)

Moses' magi mod faraos magikere

- ved de ti plager

 

Bibelen omtaler faraos magikere. I Egypten tilhørte sådanne eksperter faraos hof, hvor de kaldtes kherb eller kher heb, som blev tilføjet navnet (og hieroglyffen) Selket, Skorpion-gudinden. Selket kendtes forbundet med magi - og er på de ældste egyptiske stjernekort placeret blandt de stjerner, der stadig kaldes Skorpionens stjernebillede, og havde også visse fælles træk i babylonisk astrologi.

At holde magikerkonkurrence foran kongen ("2. Mosebog", 7) kendes tilsvarende i senere bibelskrifter, hvor profeten Elias med magisk teknik duellerer med Baalpræsterne.

I sin beskrivelse af magikerslaget mellem Moses og de egyptiske magikere ved indledningen til "Egyptens ti plager" gengiver Josefus i sin "Antiquitates" (2,286) en dramatiseret Moses-monolog - fremsagt til farao - hvori der skelnes skarpt mellem de forskellige slags magikere:

- "...Sandelig, oh konge, heller ikke jeg underkender egypternes kyndighed, men jeg bedømmer, at det, jeg har udført, så langt overgår deres (faraos magikeres) magiske kunst, idet det guddommelige er fjernt fra det menneskelige. Og jeg vil vise, at det ikke er fra trolddom eller illusion (ordret: 'fordrejning af sand opfattelse'), men fra Guds forsyn og kraft, at mine mirakler udførtes...".

Under den græske indflydelse i Middelhavslandene i antikken var det almindeligt at opfatte "hellige mænd" som værende i besiddelse af profetiske evner. Vi ser her, at Josefus søgte at holde græsk opfattelse på afstand og miskendte alle tilløb til at lade den største profet Moses ligne sådanne skikkelser i græsk udlægning.

Andre oldtidsforfattere, bl.a. Artapanos, omtaler Moses direkte som en sand magos ('magiker'). - Og Numenius af Apamea (Fragment 18 og 19) præsenterer Moses i forhold til Balaams sønner, som:

- "...større end sine konkurrenter Jannes og Jambres, fordi der var mere kraft i hans bønner end i deres...".

I lighed med rabbinerskrifterne nævner også apostelen Paulus, cirka 50 e.Kr., i sit "2. Timotheus-brev" (3,8) det store magikerslag - ved "Egyptens ti plager". Her omtales faraos magikere med bl.a. Balaams sønner, Jannes og Jambres, på den ene side og Moses og Ahron på den anden.

- Ydermere oplyser Origenes om sit kendskab til et nu forsvundet værk "Jannes' og Jambres' Hemmelige Bog".

Ligesom guderne i skabelsesberetningerne kunne vinde over hinanden i en strid, der i realiteten var et magikerslag eller -konkurrence, så foregik der også forud for flere af "Egyptens ti plager" de nævnte magikerslag. Denne kappestrid har været anset for betydningsfuld, idet der stod noget særligt på spil for farao. En konges "power" opfattedes bl.a. at give sig udslag i, at han havde magt over sit lands frugtbarhed såvel som misvækst; jf. at Josefs drømmetydning om høsten i Egypten havde en så enorm betydning for farao, at han gjorde Josef til landets næstmægtigste mand.

Da "Egyptens ti plager" gav udseende af at kunne ødelægge høsten for farao, og da Moses' magi sås forbundet med israelitternes nye religion og gudelære, måtte effekten af disse plager virke som forringende for Egyptens guder og nederlag for faraos guddommelige magt. Desuden kunne det give mægtig prestige til vinderen, den eksilerede tronarving Moses. Dermed ville det give det indtryk, at Moses havde større "power", så hans chancer som tronkandidat igen kunne styrkes.

Moses gik "traditionelt" til værks: - før noget skulle ske, forkyndte han hver gang, hvad der skulle ske. Denne form ligger nær at profetere og var en velkendt praksis hos egypterne. Bl.a. findes i en over 3.000 år gammel papyrus, "Papyrus Leiden" en tekst (1,344), der omhandler en profeti om en social katastrofesituation i Egypten.

I forbindelse med "Egyptens ti plager" demonstrerede faraos magikere, ifølge Bibelen, at de kunne efterligne nogle af plagerne. At kopiere således var udtryk for en dengang velkendt opfattelse af at kunne forsøge at tage effekten ud af en allerede frembragt magi.

Efter at en af de i Bibelen omtalte plager var blevet udløst - en plage som faraos magikere ikke kunne eftergøre, sagde disse om effekten, at "dette var (fremkaldt ved) Guds (Jahwehs) finger...".

Heri genkendes dette udtryk som egyptisk fra meget gammel tid, bl.a. i Osiris-legenden, nemlig "Seths finger", som en kilde til terror og trusler. Og det er ligeledes kendt i formen "Thoths finger" (deba en Dhuty), der kunne holde solguden Ra's fjender på afstand.

Bemærk, at Bibelen gør omhyggeligt opmærksom på, at Moses kunne lade disse plager over Egypten standse på kommando. Dette har været betragtet som særligt afgørende. I oldtiden var det et kendetegn for en stor magiker, at vedkommende også havde magt til at standse sine frembringelser igen og hermed undgå, at de blev ham overmægtige, så han derved mistede kontrollen.

Der findes spor af denne gamle opfattelse, at magikeren - for at vise den fulde magt - også må kunne stoppe det igangsatte; jf. det gamle folkeeventyr om "troldmandens lærling", der ikke kunne standse dét han selv havde sat i gang, og som tog magten fra ham.

En fremkaldt livagtig illusion skulle lige såvel som en barsk virkelighed kunne fremkalde dødelige chok: Endnu berettes blandt nutidens tibetanere om shamanens (naturmagikerens) mindre erfarne lærling, som fremskabte en skræmmende tiger, der derefter slog ham ihjel. Magien betragtedes da også som en dødsensfarlig kunst.

Ligeledes var det efter oldtidens tankegang tegn på Moses' store evner som magiker, når det udtrykkeligt fremgik, at Moses såvel som Ahron og israelitterne ikke blev angrebet af "Egyptens ti plager", såsom udbrud af byldepest, naturkatastrofer m.v.

Dette i modsætning til faraos magikere, der selv blev angrebet af de fremkaldte sygdomme. Det opfattedes ved magi som essentielt, at en magiker ikke måtte lade sig påvirke af dét, han frembragte, og ikke risikere at mislykkes ved at anfægtes heraf - ved f.eks. at gribes af panik ved effekten eller ved at lade sig imponere af denne eller af egen dygtighed - og mentes alene derved at tabe herredømme over kræfterne.

Magikeren måtte i det hele taget ikke lade sig påvirke. Heri kunne evt. findes en forklaring på, hvorfor Moses kritiseredes for ikke at slå vand af klippen "på den rigtige måde". Han var nemlig i det øjeblik rasende på "det genstridige folk", israelitterne. Affekttilstande som imponerethed, selvhævdelse, angst og andet - i dette tilfælde vrede - var ifølge magiens egne traditioner ikke befordrende for magiudøvelse. I så fald var det beundringsværdigt, at Moses under folkets hyppige misfornøjelse og pres har kunnet udøve den funktion.

Endnu et forhold kan bemærkes: Flere af de episoder, hvor en af "Egyptens ti plager" skulle optræde, indledtes med den besynderlige omvej, "at Jahweh siger til Moses om at sige til Ahron om at sige til farao, hvad der skal til at ske". Moses var på det tidspunkt ikke længere på talefod med farao, som havde besværget ham aldrig at vise sig for hans ansigt mere. Der er også en anden grund, idet det ud fra magitraditionen under visse forhold opfattedes som mindre befordrende for magiudøvelsen, hvis magikeren befandt sig "for tæt på". Han kunne da bedst fungere ved at være på afstand af effekten. F.eks. som her, hvor Moses havde forstyrrende opponenter.

Gennemførelsen af magihandlingen mentes i sådanne tilfælde at ville møde mindre modstand ved en tilstedeværelse af en trediepart; så her forekommer Ahron at have været anvendt som dette "relæpunkt". Med andre ord - ud fra teksterne synes Moses i virkeligheden ikke selv at have været til stede ved enkelte af optrinene, men har blot givet indtryk af, at han var det. Det var en del af illusionen.

Som i egyptisk og babylonisk praksis - hvor der i hellige tekster indbygges underliggende eller skjulte betydninger, der kun kan forstås af indviede - er også selve formuleringen af den bibeltekst, der beskriver forløbet af "de ti plager", blevet gjort til noget magisk i sig selv:

- I den Hebraiske Bibel inden for hvert tekststykke, der omhandler plagerne enkeltvis, gentages et bestemt ord et bestemt antal gange (se bind 4, s. 152, pkt. e). Disse forskellige antal gentagelser af samme ord - dvs. at processen havde et lydmagisk element - havde også en egen betydning inden for talmagien og som "hellige tal".

Artikel-PROFETEN-SOM-UKENDT-GENI-Ove-von-Spaeth
Download-fil: PROFETEN SOM UKENDT GENI - Ove von Spaeth