10. KAPITEL

Moses som astronom:

- Konstruktør af ny kalender

'Gaven fra Moses'

Overbygningen på oldtidens store kulturer var som en fusion mellem religion og videnskab og, uundgåeligt, politik. Ved siden af disse faktorer er stjernelærens præg på datidens religion og politik stærkt underbetonet i forskningen. Ubalancen er af en størrelsesorden som hvis man havde fjernet en stor del af den katolske kirkens indflydelse på kultur, tænkning og politik i Europas historie. Selvsagt et misvisende billede.

Men inddrages stjernelæreemnet konkret, med seriøs belysning af væsentlige detaljer, vil mange hidtil mindre forståelige tekstforhold fra ældre historie ofte netop kunne vise en reel og logisk baggrund.

Oldtidens samfund var stærkt optaget af stjernekundskab med astronomi og astrologi. Dengang fungerede disse kategorier under ét samlet hele i styringen af kalenderen såvel som i varseltagning.

Gamle egyptiske stjernekort fra 1500 f.Kr., samt endnu ældre fragmentariske himmelgengivelser helt fra 2200 f.Kr., viser opstillinger af planeter og mytologiske stjernebilleder. De fremstår i en astrologiform noget forskellig fra den babyloniske, hvilken først efter 600-tallet f.Kr. ses stærkere indført eller åbnet blandet med egyptisk tradition.

Af tidlige faraoners inskriptioner vil fremgå, at langt tilbage i Egyptens historie brugtes astrologiuddannede præster - videreuddannede såkaldte web-præster - til at udmåle såvel som tage varsler af stjernerne.

Et betydeligt antal overleveringer om Moses som astrolog findes i jødisk tradition i rabbinerskrifterne; desuden i overleveringer i oldkristen tradition, bl.a. kirkefædrenes skrifter, og i arabisk tradition samt i en stadig levende tradition hos samaritanerne.

I nærværende kapitler vil undersøgelsen af disse emner demonstrere, at der direkte kunne være tale om realistiske træk. Selve sammenhængen både i materialet og i relationen til nutidens forøgede historiske viden bestyrker de pågældende beretninger som logiske og plausible.

Bibelen omtaler Moses' indførelse af israelitternes kalender ved starten på udvandringen, exodus. Desuden omtaler rabbinerskrifterne hans indførelse af 7-dages ugen. I egypternes kalendere var året inddelt i 10-dages uger. I princippet havde pyramidearbejderne fri hver 10. dag. Men senere, for de hebræiske arbejdere i Egypten, fik Moses ifølge rabbinerskrifterne indført hviledagen i forbindelse med 7-dages ugen. Dette system brugte han derefter i sin nyskabte kalender. Jøderne kalder deres hviledag (om lørdagen) for sabbath, og stadigvæk også for "gaven fra Moses".

Da Moses ifølge Bibelen nedskrev Loven, blev det heri direkte påbudt israelitterne at holde hviledag på ugens 7. dag, lørdagen.

Da Moses som Faraos Datters Søn var administrator for Nedre Egypten, indførte han omtalte kalender til hebræiske arbejdere allerede i Egypten. Dette træk har haft en rationel baggrund:

- I Egypten havde arbejdere ustandselig fri på grund af utallige fri- og helligdage, hvor det var dem tilladt at "gå ud" og tilbede deres guder, og hos arbejdere foregik det ofte i det fri. Denne tradition kan da ses bag

Moses' krav til farao om, at israelitterne måtte drage ud i det fri og fejre deres gud i tre dage (ved påskens fuldmåne ved forårsjævndøgn).

Egyptisk kalender havde 54 "hvile/hellige dage" spredt i året. I 18. og 19. dynasti (ca. 1580-1200 f.Kr.) fandtes disse fridage, især for håndværkere, hver 10. dag i årets 36 egyptiske 10-dages uger; samt 5 helligdage ved nytår; plus 1 ekstra dag ved hver af årets cirka 13 nymåner: i alt 36+5+13=54 dage.

Moses' inddeling af året med én hviledag hver 7. dag - inden for et solår: 52 fast beregnelige dage - var blot en simpel fordeling til bedre tidsindretning: Arbejdet under hans nederegyptiske administration kunne optimeres betydeligt ved bedre organisation og planlægning, når frihelligdage ikke kom for tæt efter hinanden, men lå i et fast mønster. Med det overskuelige tal "7", helligt hos semitiske folk, har det kunnet accepteres af hebræiske arbejdere. (Jf. i øvrigt at på engelsk var holiday, 'ferie', oprindelig holy day 'helligdag').

Indførelsen af 7-dages ugen synes at have indebåret kendskab til bl.a. babyloniske astronomi- og kalenderforhold: I Babylon blev årets inddeling i perioder på 7 dage sat i forbindelse med de 7 himmellegemer og især med månemånedernes (à ca. 29 dage) inddeling i fire månefaseperioder på hver tilnærmelsesvis 7 dage.

Himmellegemerne var Sol og Måne plus de dengang kun fem kendte planeter. Dagene blev ud fra et oprindelig babylonisk mønster, der senere blev udbredt til store dele af verden, opkaldt efter disse 7 himmellegemers navne, f.eks. søndag betyder 'Solens dag', mandag 'Månens dag' etc. Tilsvarende praksis ses i Nordeuropa, f.eks. onsdag betyder 'Odins dag', jf. fransk mercredi, 'Merkurs dag', idet guden Odin identificeredes med (planet)guden Merkur; eller lørdag, der ikke som ofte hævdet betød vaskedag, men oprindelig er forbundet med Loke, den nordiske Saturn (jf. også engelsk lørdag, Saturday).

Men israelitternes kalender indeholder ikke denne babyloniske planetnavne-påvirkning. Derimod ses de tydelige spor fra Moses' egyptiske baggrund, nemlig at nummerere ugedagene:

- Når der f.eks. fra senere tider i Johannesevangeliet (2,1) står, at brylluppet foregik i byen Kana på "den tredje dag", betyder det, at det var en tirsdag, idet ugens første dag er søndag - mens ugens 7. dag er lørdag og er hviledagen. Siden hen ændrede den katolske kirke i Moses' kalender - som også de kristne anvendte - hvorved søndag, "Solens dag", tilegnes Jesus: "Herrens dag", som dermed blev hviledagen.

I tidligere nævnte ideer hos oldtidens skribenter om at Platon "efterlignede" Moses, hører det med, at Platon også foreslog en tidsinddeling med en uge på 7 dage, hvoraf én skulle være hviledag.

Forud for Platon brugte græske digtere som Homer og Hesiod (800-600-tallet f.Kr.) i deres tekster samme ordning som i Moses' kalender. Dette oplyser kirkefaderen Clemens af Alexandria i 100-tallet e.Kr. - ifølge Eusebius's værk "Evangelica Praeparatio" (13;12,1-16).

Så dette, at stadig større dele af hele verden har en fast fridag i en 7-dages uge, kan især via Vestens kirketradition føres tilbage til føromtalte "gaven fra Moses", i hans kalenderregler givet for 3.500 år siden.