Lovproblemer ved folketælling

I tidens løb er der skrevet adskilligt i forbindelse med, hvad de love, der blev resultatet af Moses' store indsats som lovgiver, kunne medføre i samfund og historie - hvilket derfor ikke vil blive uddybet her.

Som før omtalt kunne en lovs fortsatte uforanderlighed udløse særlige problemer. Men her skal blot kort nævnes enkelte aspekter ved problematiske eller ekstreme forhold i forbindelse med Moselovens anvendelse før og nu. Eksempelvis problemet med "accepteret" omgåelse af forbud mod afholdelse af mandtal, dvs. folketælling:

- Der har hos israelitterne eksisteret nogle forhold, der lige fra udvandringstiden gjorde folketælling til en betænkelig sag. Desuden kendes overtro-lignende frygt hos mange folk for at blive nummereret. Ifølge Bibelen ("2. Salomonsbog" 24,1 og "1. Krønikebog" 24,19), pådrog kong David sig Jahwehs vrede ved imod hans forbud at holde mandtal.

I hvert fald gør det forhold sig gældende, at ofte var resultatet af folketælling en statshemmelighed i oldtidens samfund, idet andre nationer ikke måtte vide, hvor mange våbenføre mænd, der kunne opstilles i tilfælde af krig. Bl.a. var Davids hærfører Joab også imod, at David lod afholde folketælling. - Under alle omstændigheder var det således bedst helt at undgå folketælling, hvilket menes bredt overholdt, skønt det kunne være upraktisk og besværligt.

Men allerede Moses var alligevel nødt til at foretage folketælling, endda to gange. "4. Mosebog" er mere oprindeligt og udbredt kaldet "Numeri", '(an)tallenes bog', pga. de mange tal i dens beretning om israelitternes folketælling. Ligeledes omtaler Bibelen, at også Nehemias - der regerede i 400-tallet f.Kr. - alligevel måtte afholde folketælling, endda mens den nidkært lovopretholdende præst Ezra havde størst indflydelse.

I det første tilfælde foregik Moses' folketælling af israelitterne, efter at et større mandefald blev udløst ved, at mange blandt dem havde ladet sig vildlede af Balaams tale foran moabitterhæren. På grund af de nævnte betænkeligheder ved afholdelse af folketælling måtte Moses åbenbart lade dette gennemføre ved hjælp af et lille "trick". Så han opkrævede en beskeden betaling af hver mand over 20 år (: våbenføre mænd) og kaldte det "at løskøbe disse sjæle for Jahweh".

Dermed kunne om nødvendigt gøres gældende, at Jahweh ved omtalte løskøbelsesbidrag havde sanktioneret selve folketællingen, foruden at helligdommen herved fik en pæn ekstraindtægt, samtidig med det vigtige - selve optællingen af afgiften - automatisk opfyldte hovedformålet, nemlig at angive antallet af mænd der havde betalt. Herved kunne det undgås at sige, at de pågældende mænd direkte var blevet optalt.

Det var en tilsvarende "accepteret omgåelse", som senere kong Herodes tydeligt efterlignede i det Nye Testamentes nævnte folketælling ved Jesu fødsel. Han lod i år 14 f.Kr. folket betale en skat pr. hoved („kopskat“), hvor han i øvrigt lod skatten sænke med hele 25 pct. En så positiv begivenhed blev især husket (den type overleveringer vil kunne bruges til bedre datering af Jesu fødsel end den nugældende, sat ved år 1 af en armensk munk 540 år efter). Matthæus - og Lukas indirekte - angiver, at det foregik (ved en folketælling) på kong Herodes tid:

- Herodes gennemførte to skattereguleringer, disse var som altid afhængige af folketælling, i år 21 og 14 f.Kr. (I så fald kan Jesus være født år 14 f.Kr. - året for Jesu fødsel i de ældste kirkesamfund, f.eks. Armenien og Etiopien, regnes næsten så langt tilbage. Herodes var lige til sin død år 4 f.Kr. ikke underlagt kejser Augustus' lovgivning, men har åbenbart her alligevel fulgt romerske folketællingers 7-årige censusintervaller - og disse passer med år 21 og 14 f.Kr). Herodes var ikke jøde, men af det 'beslægtede' idumæerfolk og kunne måske derfor mene at tillade sig folketællingerne.

Nutidens Israel forsøger stadigvæk på mange punkter at leve efter Moses' cirka 3.400-årige lovgivning. En eller anden form for optælling af borgerne er uundgåelig under moderne administration, men blandt ortodokse jøder kræves traditionen om "ingen folketælling" fulgt.

Herom er staten Israel undertiden blevet beskyldt for en udspekuleret undgåen af krænkelse af Moseloven ved folketælling, idet mændene optælles ved brug af talangivelser, der er hunkønsord - for så har man "ikke rigtigt" optalt mændene; mens tilsvarende gælder for kvinderne, idet de tælles med "hankønstal".

Alt dette ville, om nødvendigt, kunne udføres i nogen udstrækning, men der kan følgelig ikke være tale om noget bevis - fordi småtal fra 1 til 19 på hebraisk (også oldhebraisk for mere end 3.000 år siden) er af uregelmæssigt køn. Bl.a. står tallene fra 3 til 10 i modsat køn af det, der tælles - og det er netop mest sådanne småtal, der anvendes, når familiernes medlemmer tælles. Desuden, hvis en gruppe kvinder og blot én mand tælles som samlet antal, er tallet i hankøn.