Forskernes hovedpine

Ingen enkeltskikkelse i Israels historie fremtræder med en så omfattende personlighed som Moses. Senere profetskikkelser ses på visse punkter at have fortsat i den ånd, der allerede var fastlagt af Moses.

Det kan bestyrke Moses-omtalens ægthed i Bibelen, at bibelteksterne i deres omtale af større religiøst-nationale initiativer beskriver et tilhørsforhold konkret med navne: bl.a. Samuel og David for monarkiet, David og Salomon for templet - samt konger (Ezekias, Josiah m.fl.), præster (Hilkiah m.fl.) og profeter (Elias m.fl.) for deres reformer i religionen - foruden Jeremias m.fl. for moralhistorisk indflydelse.

Mange eksempler på en senere underrepræsentation af Moses i Bibelen afslører det besynderligt reducerede eftermæle, som israelitternes efterkommere tildelte deres største leder og inspirator.

Den tyske teologiforsker Martin Noth mente ironisk, at det eneste, der med nogen sikkerhed findes om Moses, er, at "han tilhører en østjordansk gravtradition". En vild underdrivelse. F.eks. fortæller Bibelen om kong Ezekias (800-tallet f.Kr.), som fra Jerusalems tempel lod fjerne den kobberslange, der her blev opbevaret som et relikvie, og som Moses i ørkenen havde brugt til at helbrede syge hos folket. Et sådant egentlig negativt træk ved respekten for Moses ville næppe være omtalt - og på et så tidligt historisk tidspunkt - hvis ikke han havde eksisteret i historien. Noth måtte da også indrømme:

- "...Kernen i 'Sinai-traditionen' var fra en historisk hændelse, uanset hvor lidt den kan fattes i historiske detaljer...".

Fjernelsen af kobberslangen kunne være et blandt flere tegn på, at Moses' indflydelse allerede på det tidspunkt var ved at blive reduceret. Den fortsatte vekslende indflydelse må også ses i relation til oldtidsforfatternes overleverede information om, at Moses' originale tekster opbevaredes i Jerusalems tempel og forsvandt (eller brændte) ved templets brand i 587 f.Kr. Derved har evt. senere ændringer i Bibelen lettere kunnet foretages.

Den holdningsændring over for Moses, der fremgår af de senere dele af Bibelen, havde især Israels ændrede religiøse forhold som årsag.

Under og efter jødernes tvungne eksil i Babylon (586-535 f.Kr.) blev der især foretaget en ny bibelredaktion af præsten Ezra i 400-tallet f.Kr., der af jøderne undertiden også ses omtalt som "den anden Moses". Han delvis omskrev Bibelen, anvendte en anden stavning samt en senere udgave af hebraisk skrift (siden hen betegnet som babylonisk kvadratskrift).

Her synes der at være redigeret i Moses-beretningen, ligeom det f.eks. skete i slægtsregistre i Bibelens "Krønikebøger".

Ezra tilpassede dygtigt Bibelen til, hvad der var opportunt for den tids vanskelige religionspolitiske situation. Senere blev den opfattelse gældende blandt bevarerne af den jødiske religion, at Bibelen som religionens bog var af absolut sandhed - i alle detaljer.

Formålet med Ezras bibel har tydeligt ikke været, at den skulle være en Moses-biografi, men tjene en af Ezra formet religionspolitik.

Med sin bibelredaktion har den magtfulde Ezra fået gennemført, at tekstændringerne anerkendtes af præsteskab og skriftlærde. Hvis disse har haft vanskeligt ved at se Moses som menneske og sjælden personlighed med omfattende virke og indsats, har dette også været mange forskeres hovedpine i nutiden. Omtalen af Moses i den oprindelige form faldt sandsynligvis uden for Ezra-tidens idealbillede af en skriftlærd profet. I Bibelens yngre del ses en stærkt reduceret gengivelse af Moses' egentlige rolle. Mens flere tekster iblandt synes at stamme fra en slags Moses' selvbiografi, der blev fragmenteret og spredt og indgik som især de beretninger, der senere kendes som ældre dele af rabbinerskrifterne.

Inden for et meget kortere historisk tidsrum end helt fra Moses' tid ses således David nævnt fem gange så ofte som Moses i Bibelen. (Statistik og anden samlet information herom, jf. bind 4's kap. 14).

At den største profet i jødernes forhistorie var egypter - og hermed repræsentant for "slaveriets land" - synes sværere for dem at kapere, efter at de siden hen også havde været i fangenskab i Babylon.

Ligeledes blev Sinaibjerget i den senere jødiske historie ikke mål for jødiske "pilgrimme", idet det senere næsten aldrig omtales som åbenbaringssted i Bibelen eller rabbinerskrifterne. En tidlig undtagelse: ifølge "Kongernes Bog" (1,19) besøgte profeten Elias dog Sinai, i 800-tallet f.Kr., og fik her, ligesom Moses, en åbenbaring. Ydermere bidrager også denne genklang af Moses-episoden til, at beretningen om Moses på Sinai ikke er en senere opfindelse skabt af præster efter eksilet i Babylon.

Ezras religionspolitik havde nødvendiggjort en stramning i de ældre tekster. Det ses i nogle tilfælde udført på en sådan måde, at det har givet ekstra svære problemer for forskningen. I tilfælde af udeladelser i teksterne kan det visse steder give ændret udtryk. Dengang var metoden næppe betragtet som speciel kritisabel, idet det synes at have drejet sig om at skærpe tekstens relevans for samtiden.

Ud fra Ezras omlægning af dele af teksterne fremmedes en myteagtig Moses-opfattelse, der har været med til at tilsløre billedet af Moses. Den historiske Moses opløstes til fordel for det senere idealbillede. Jf. også en af zionismens fædre, Ahad Ha-Am (1856-1927), der hævdede, at Moses er "en opfindelse skabt af det jødiske folk".

Dog, under den romerske besættelse af Palæstina, 300 år efter Ezra, skærpedes ideen om national samling - og dette synes at have fremmet en opblussen af ny interesse for folkets forhistorie og herunder Moses.

Dette afspejler sig bl.a. ved, at Moses omtales mere ivrigt i "Qumranteksterne" og i størstedelen af det Nye Testamente, og her endda hyppigere end uden for Mosebøgerne i resten af det Gamle Testamente. Men indtrykket af Moses fra Bibelen var dog med tiden blevet et andet - og ændret til noget af et idealiseret billede.

Vedtagne ideer lever ofte deres eget liv uafhængigt af virkeligheden. Dette har gjort det endnu sværere for forskningen, fordi det kunstige billede først må erkendes som kunstigt. Frigørelsen blev for drastisk:

- En autoritet blandt Noths læremestre var den tyske historiker og egyptolog Eduard Meyer (1835-1930), kendt bl.a. i sin forskning af farao-kronologi. Ifølge hans værk "Die Mosesagen und die Lewiten" (Berlin 1905), kan spor fra en historisk Moses ikke findes. Og de på Meyers tid kendte/fundne tekster mentes åbenbart ikke at rumme tilstrækkelige data til at verificere Moses.

Senere har dele af forskningen teoretiseret vores forhistorie, og kilder ses fortolket over i en anden virkelighed end dén mere konkrete, der kan findes i f.eks. arkæologers og antropologers materiale.