Denne forklaring gør det forhåbentlig nemmere at forstå baggrunden for den religiøse revolution, der brød ud i det gamle Egypten i 18. dynasti under farao Amenhotep IV (han ændrede senere navn til Akhenaton). Trods hans korte regeringsperiode (1364-1347 f.Kr.) har hans navn sat tydelige spor i historien.

Akhenaton (billedet tv.) indførte et gudesymbol − Aton. Aton blev ikke personificeret ved hjælp af statuer ligesom andre guder. Selve solskiven på himlen var symbol på Den Ene.

Aton afbildes på relieffer som en lysende solskive. Det livgivende lys strømmer ud som lange arme, der slutter i hænder, som rækker livet til alt levende. En af hænderne holder ankh-korset − symbolet på det evige liv og på den guddommelige kærlighed til livets skabninger.

Hvorfor solskiven og hvorfor Aton? Fordi alt liv på Jorden og i solsystemet er betinget af Solen. Denne logiske erkendelse er forklaringen på, at de gamle egyptere i årtusinder tilbad Solen i forskellige former og under mange navne. Ra er den mest kendte. Osiris var søn af Ra og derfor også identisk med Solen og lyset.

Samtidig er det vigtigt at forstå, at Solen blev betragtet og respekteret som et højtstående, levende og bevidst væsen, hvis kraft og tilstedeværelse kunne påkaldes og kanaliseres gennem udførelse af bestemte solritualer. Disse ceremonier spillede en stor rolle.

Åndsvidenskaben er enig, for her er grundholdningen, at i spændingsfeltet mellem liv og stof opstår der bevidsthed. Med andre ord er alt i universet udtryk for bevidsthed på mangfoldige niveauer. Solens bevidsthedsniveau er selvsagt overordnet Jordens, som er overordnet menneskets osv.