Ved sammenligning er sammenhængen mellem virkelighed og billede indlysende, enten ved udtryk som: "Det ligner en …" "Det virker som om …" og ofte er det reelle og billedet bundet sammen af som eller som om. "Luftballonen hang fuldstændig stille i de tætte skyer, som om den var pakket ind i bomuld … "

I litteraturen er det ofte metaforen, der er symbolet. En metafor er et billedligt udtryk, hvor man erstatter selve sagen med et billede (f.eks. en glød for lidenskab). Metaforen skaber betydning via analogi.[1] Metaforen er et billedsprog, der er anderledes end sammenligningens "som" og "som om". Metaforen erstatter det virkelige element: "Der er flaskehalsproblemer på motorvejene" og "klap lige hesten".

Klicheer og ordsprog er uproduktive eller "døde" metaforer. De er uproduktive i den forstand, at de er umiddelbart billeddannende uden at aktivere læserens intellekt i samme grad som ægte metaforer. Klicheen er et udtryk, som engang var rammende, men som nu er slidt af hyppigt brug: "Man kan ikke plukke håret af en skaldet" og "kun fantasien sætter grænser." Ordsprog gengives ofte som visdomsord fra en svunden tid – noget almengyldigt. Både klicheer og ordsprog fortæller mere om afsenderen end om indholdet i budskabet.

At give døde ting en "sjæl" – altså liv eller personlighed – kaldes besjæling. Drejer det sig om, at abstrakte fænomener (lykken, fædrelandet) får liv, er der tale om personifikation. I praksis er forskellen lille. Besjæling og personifikation kan ses som en slags metaforer, for levendegørelsen bygger på et parallelforhold mellem det virkelige (menneskelige) og det billedgjorte.

H.C. Andersen besjælede eksempelvis mange ting i sine eventyr, og da det var kendetegnende for romantikkens forfattere, at de mente, at én og samme ånd gennemstrømmer alt levende og dødt, finder man mange personifikationer og besjælinger hos dem.

Allegorier er symboler, der aktiverer forestillingsevnen, som erstatter den beskrivelse, der blev givet. Ordet allegori kommer af det græske allegorein, der betyder "at sige noget andet", og i de allegoriske fortællinger som dyrefabler, lignelser, legender og parabler er der ingen klar forbindelse mellem virkeligheden og billedet. Man kan sige, at allegorien består af en række symbolelementer, hvor forbindelsen til virkeligheden først afdækkes i forståelsen af sammenhæng og fortolkning. Det, at to verdener kan forstås som parallelle symboliserede og symboliserende, finder man i lyrikkens verden i begrebet synæstesi, når associative indtryk fra et sanseområde bruges som beskrivelse i et andet sanseområde.

Hyperblen – overdrivelsen – er ofte brugt i barokdigte, nationalhymner og festsange – f.eks.: "Mor er den bedste i verden". Også i hverdagssproget indgår hyperbler: "Det er det dummeste, jeg endnu har hørt" – "Jeg har aldrig oplevet noget lignende".

Litoten – underdrivelsen – er en ligeså naturlig del af hverdagssproget: "Det er ikke så ringe endda" og "det var rimelig varmt". Underdrivelse indgår ofte i ironi.

Eufemisme dvs. forskønnende eller formildende omskrivning f.eks. i forbindelse med døden: "Han er sovet ind" eller i forbindelse med skatteudskrivninger: "Grønne afgifter" – og når man bander og siger: "Av for Søren" i stedet for "Av for Satan".

Hensigten og metoden kultiverede intellektet til et niveau, hvor det kunne opfatte alle naturens fænomener som et symbolsprog, der afslørede kræfter og lovmæssigheder, der styrede energierne og endda de åndelige aspekter i Universet.

_________________________________

[1] Analogi er et udtryk, der er nærstående i form, funktion eller betydning.

_________________________________